Interview: Esben Smed om at drømme om at være genial, om djævlen på skulderen og om at blive 40

1. Suget ind i fantasiverdner 

Jeg voksede op på et husmandssted i Dyngby i Østjylland, og rundtom lå udelukkende bondegårde. Min far er fotograf på øjenafdelingen på kommunehospitalet i Aarhus, og min mor er leder i en børnehave, så vi var ikke selv bønder, men det var de fleste andre, og jeg har verdens bedste minder fra somrene, hvor jeg var med til at høste og hjalp til på de omkringliggende gårde. 

Jeg brugte virkelig lang tid på halmlofter med at bygge borge, og jeg løb rundt i skovene og legede ’Ringenes Herre’. Jeg var ikke sådan et barn, der hele tiden havde behov for at spille fandango, og jeg hungrede heller ikke efter opmærksomhed, men jeg blev nemt suget ind i fantasiverdner.

Jeg hang altid ud med de andre nørder og spillede også meget bordrollespil. De andre var vildt gode til at slå med terninger og lynhurtigt regne ud, hvor meget man så havde i styrke og i intelligens. Det fattede jeg ikke så meget af, så jeg måtte have hjælp til at udfylde skemaerne undervejs. Til gengæld syntes jeg, at det var det fedeste at finde ud af, hvordan karaktererne skulle være. 

Vi spillede forskellige ’Dungeons & Dragons’-agtige spil, hvor man sidder rundt om et bord og laver karakterer på papir, og så udspiller der sig et stort mytisk drama. Jeg elskede at træde ind i en bestemt karakter og blive til den karakter, mens spillet stod på.

2. Købte hest for at imponere pige

Engang var jeg dødeligt forelsket i en pige fra klassen. Det var alle drengene, så det var ikke let at fange hendes opmærksomhed, men fordi hun godt kunne lide heste, tænkte jeg, at hvis jeg nu fik en hest, så var det måske en vej ind. Jeg plagede mine forældre, der blev ved med at sige, at det var for dyrt. Men for at få mig på andre tanker sagde de til sidst, at hvis jeg begyndte at spare sammen, kunne vi se på, om jeg måske kunne få råd en dag.

Vi havde en masse jordbærplanter, så i den efterfølgende tid plukkede jeg jordbær, som jeg cyklede ad grusvejen op til den nærliggende hovedvej for at sælge. Heldigvis kendte nogle i familien en, der havde et stutteri, og det endte med, at jeg kunne købe en billig hest. Det var meget godt, for det er senere gået op for mig, at der skal sælges pænt mange jordbær for at få råd til en almindelig hest. 

Nu endte jeg så med at få en billig hest, og i stedet for at sige: ”Vil du med hjem og se min frimærkesamling?” kunne jeg sige: ”Vil du med hjem og se min hest?” Og det ville hun rent faktisk gerne.

Jeg var lykkelig, da hun endelig sad på hesten, mens jeg trak den rundt, men hun blev ved med at falde af, og det gjorde hende skidesur til sidst. Da hesten så trådte hende over tæerne, smuttede hun hjem, og så var det løb kørt, og jeg stod tilbage og var skuffet over den lortehest. Med tiden kom jeg dog til at elske den højt – og senere fik jeg også to andre heste.

3. Alt andet end griseavler

I min barndom var jeg omgivet af bønder, men der var også Peter Andreas’ far, der arbejdede på konservatoriet. Da vi gik i 7. klasse, skulle vi i erhvervspraktik hos en forælder en enkelt dag, og jeg udså mig straks ham. Alene det, at det ikke var på en gård, lød spændende. Men fordi vi var to, der gerne ville det samme, og fordi jeg, som min klasselærer sagde, altid ”fik det bedste ud af alting”, kom jeg ikke ind på konservatoriet, men hjem til Lones far, som var griseavler.

Da jeg kom i niende, og vi skulle en hel uge i erhvervspraktik, vidste jeg, at jeg var nødt til at være på forkant. Min far kendte en scenograf på Teatret Svalegangen i midtbyen i Aarhus, og ad den vej kom jeg ind og skulle hjælpe med at bygge scenografi. Det havde ikke så meget med skuespil at gøre, men det var heller ikke, fordi jeg havde en klar tanke om, at det var skuespiller, jeg skulle være.

Jeg havde medvirket i lidt skolekomedier, men ellers havde jeg ingen erfaring, men det var spændende at være en del af teatret. Hver eftermiddag, når jeg var færdig med at bygge scenografi, gik jeg ind og så de prøver, som skuespillerne var i gang med. Det fandt teaterchefen ud af, og fordi de skulle bruge en ung fyr til en lille rolle i deres næste stykke, spurgte han, om jeg ville komme til prøve. Så det gjorde jeg – og fik rollen.

4. Trækkerdreng på scenen

Hver dag på Svalegangen var som at træde ind i en magisk verden. Det var nogle sindssygt dygtige skuespillere, og jeg var fuldstændig på røven over dem. I spilleperioden mødte man sent ind, og halvdelen havde altid været på druk natten forinden – det gjorde man jo dengang. Der var noget fascinerende ved den måde, de kom ind med røde øjne og ”Årh, hold kæft mand, det blev vildt i går”, og så tog de lige nogle belladonna-dråber og gik ind og leverede. Jeg blev fuldstændig betaget af det, de kunstnerisk var i stand til på scenen.

De sagde alle sammen: ”Du må aldrig blive skuespiller. Du kan ikke leve af det.” Men jeg stod bare i salen og var fuldstændig opslugt og tænkte: ”Det er så meget det der, jeg skal!”

Min første rolle var som trækkerdreng. Hele første del af stykket handlede om min karakter som voksen, men i anden akt havde han et flashback, og det var så der, jeg skulle dukke op. Forestillingen foregik på en drejescene, og fordi den drejede hele tiden, kunne man ikke bare træde ind på scenen undervejs – man skulle ligesom dukke op i scenografien. Fordi jeg først skulle komme frem næsten halvanden time inde i forestillingen, havde de specialbygget en kasse under scenen, hvor jeg kunne ligge og læse Anders And og lytte til de andres replikker, mens jeg ventede på, at det blev min tur. 

Til premieren havde jeg min familie med. Min morfar glædede sig helt vildt, fordi han syntes, at det var så spændende, at hans barnebarn skulle optræde på teatret. Og så kom jeg ind på scenen som trækkerdreng, og min første replik var: ”Du kan få lov til at spille min pik for 20 kr.” Det var lidt noget andet, end han havde forestillet sig.

5. Opførte sig som en konge i Berlin

Jeg må have efterladt et fint indtryk, for da jeg et par år efter var startet på gymnasiet, blev jeg kaldt til casting på spillefilmen ’2 ryk og en aflevering’. Filmholdet ledte efter en til at spille karakteren som Mikkel, og de havde castet på alle gymnasier i hele Midtjylland, og jeg havde tilmed selv været til en casting, uden det var gået så godt. Til sidst havde filmholdet ringet rundt til alle teatre i Aarhus og omegn og spurgt, om de kendte nogen. Svalegangen havde sagt: ”Ja, vi har da ham der Esben.” Og så kom jeg til endnu en casting og fik rollen.

Det var skidespændende at lave film og være sammen med Jacob (Oliver Krarup, red.), Cyron (Melville, red.) og Marie (Bach Hansen, red.), og senere blev filmen udtaget til filmfestivalen i Berlin, hvor vi blev kørt rundt i smarte biler og opførte os som små konger – selvom vi bare var små drenge.

Det var også under optagelserne på ’2 ryk og en aflevering’, at jeg mødte min hustru. Hun var produktionsassistent på den og havde samtidig fået til opgave at køre mig fra Aarhus til Dyngby hver dag. Hun var seks år ældre end mig og vildt lækker, så jeg sad helt forfjamsket i den der varevogn og tænkte: ”Det er for vildt, at hun gider køre mig hjem!” Hun hadede det til gengæld og sad og tænkte: ”Hvorfor skal jeg bruge så meget tid på at køre den her skide møgunge ud på bøhlandet?”

Men så mødte vi hinanden flere år senere til en premiere på Svalegangen. Og så var sagen en anden.

6. Søgte ind på Teaterskolen i smug

Efter gymnasiet arbejdede jeg som pædagogmedhjælper og spekulerede på, om det måske var den vej, jeg skulle gå. Jeg har altid syntes, at børn er for seje, men så spurgte en af mine venner, der læste dramaturgi på universitetet, om jeg ville komme ind og være med i et teaterstykke, som de skulle sætte op og analysere, og bagefter var jeg ikke i tvivl. Det var bare en enkelt scene, men det var en helt fysisk følelse – jeg kunne simpelthen mærke, at jeg trak vejret dybere. 

Samtidig turde jeg ikke søge ind på Teaterskolen, fordi jeg var bange for, at hvis jeg fik afslag, ville det betyde, at jeg havde snydt mig selv til at tro, at jeg var ret god til det. I stedet søgte jeg ind på dramaturgi, hvor flere af mine venner allerede gik. Og jeg kan stadig huske, hvordan vi til introforløbet blev mødt af en overheadprojektor med adressen på Teaterskolen, hvorefter de sagde: ”Det her er adressen på Teaterskolen. Det er ikke den adresse, som vi befinder os på.” Altså indforstået: ”I skal ikke tro, at I kommer til at lære at spille skuespil ved at gå her.” Og det gør man heller ikke, selvom halvdelen af de studerende i smug havde skuespillerdrømme, ligesom jeg selv havde.

Mens jeg gik på studiet, søgte jeg også ind på Teaterskolen i al hemmelighed. Jeg kom hele vejen til tredjeprøven, og det gav blod på tanden. Der var tusind, der havde søgt, og jeg var blandt de sidste 20, og det var en kæmpe overraskelse for mig, at det var gået så godt. 

Til tredjeprøven skulle man have en sang med, og jeg valgte ’Kong Louies sang’ fra ’Junglebogen’, for det var en, jeg kunne fra børnehaven. Det år var jeg til prøver med Lise Baastrup – vi hang ud, når der var pauser, og sludrede og røg smøger i baggården. Hun skulle ind lige før mig, så derfor kunne jeg lytte med i venterummet. Hun havde valgt at synge opera, og hun kan virkelig synge, så da jeg kom ind foran juryen, sad de alle sammen stadigvæk og klappede ad hende.

Så spurgte de mig, hvad jeg skulle synge, og jeg fortalte, at jeg gerne ville synge ’Kong Louies sang’. Allerede der blegnede deres smil. Jeg sang det bedste, jeg havde lært, men da jeg var færdig, lyste det ud af dem, hvor uimponerede de var. Ud af det blå kom der så en lærer springende ind, der skulle lave en mini-improvisation med mig. Det var jeg slet ikke forberedt på. Pludselig var han der bare og begyndte at snakke på sådan en fjollet måde: ”Jahhh, nååhhh, hvad er han så for en, ham her? Hvad vil han? Hvad kan han?” Jeg kunne have sagt noget semiklogt om, at Kong Louie vil have mandens røde ild, og at han vil være et menneske, men jeg kunne ikke finde på andet end: ”Jamen, han er en orangutang.” Og så grinede hele juryen bare. Så vidste jeg godt, at det ligesom var det.

7. Fifler gerne med byggeprojekter

En af mine gode venner ringede og spurgte, om jeg ville med til Tanzania for at istandsætte en fabrik. Han var uddannet tømrer og skulle have 30 mænd under sig, der kun snakkede swahili, men havde så fået lov til at tage en tømrer-ven med. Det var jeg overhovedet ikke, men han skrev et pænt brev til dem, og så fik jeg også lov. 

Vi var af sted i halvanden måned, og undervejs lærte jeg overraskende meget om at bygge. Og da vi kom hjem, havde mine forældre lavet et forældrekøb på en lejlighed i Aarhus, som jeg flyttede ind i. Det var meningen, at vi kun skulle vælte en væg for at lave en større stue, men vi fandt ud af, at hele lejligheden var ødelagt af hussvamp. Så mens jeg gik på universitetet, gik jeg samtidig og renoverede lejligheden. Det tog næsten to år, og da jeg endelig var færdig, kom jeg ind på Teaterskolen i København og måtte flytte. Så det fik jeg aldrig gavn af.

Jeg er til gengæld stadig meget glad for at bruge mine hænder og har jævnligt gang i projekter i mit hus, for det er noget helt andet end skuespil. Min kone og børn kunne nok ønske sig, at jeg blev hurtigere færdig, for jeg går virkelig meget i detaljer. Men jeg holder af at gå og fifle med det. Det er tilfredsstillende at lave noget med hænderne i stedet for at skulle regne det hele ud i min psyke.

8. Ekstrem kontrol på scenen

Året efter mit første forsøg på at komme ind på Teaterskolen skulle man sende en monolog ind, som man skulle op i til selve prøven. Men det var her, jeg rejste til Afrika, så derfor fik jeg ikke øvet mig. Det var ikke min mening, men når jeg havde fri, tog jeg på safari i stedet, og pludselig var tiden fløjet af sted.

Til prøven gik det helt galt. Det var det franske stykke ’Den komiske tragedie’, som jeg havde set en af mine store helte, Hans Rønne, opføre. Jeg fandt senere ud af, at forfatteren bag stykket havde brugt syv år på at udvikle rollen, og at Hans Rønne havde brugt virkelig lang tid på at finde ud af den, da han skulle spille den, og her kom jeg og tænkte, at det kunne jeg gøre på en weekend. Det fungerede selvfølgelig ikke, og jeg kom ikke engang videre til andenprøven.

I mit tredje forsøg kom jeg igen til tredjeprøven, men kom heller ikke ind denne gang, og nu begyndte det at gå mig på, så da jeg søgte fjerde gang, besluttede jeg mig for, at hvis jeg ikke kom ind, så kunne de rende mig. Men så kom jeg ind!

Mens jeg gik på Teaterskolen, havde jeg en oplevelse, der blev fuldstændig definerende. Jeg skulle spille en scene i ’Richard III’ af Shake­speare, og der var måske 15 mennesker, der overværede det, men jeg mærkede en følelse af at være totalt i flow. 

Jeg hørte engang en langdistanceløber beskrive, hvilken lykkefølelse han mærkede, når han fandt ind i et flow. Selvom hans muskler var på overarbejde, var han i sit sind helt afslappet. Det var sådan en speciel dobbelthed: Han kunne se sig selv udefra, men samtidig var han fuldstændig til stede i sin krop og kunne mærke og sanse alt. Det var følelsen af at være fuldstændig i kontrol og fuldstændig ude af kontrol. Det er det samme, folk beskriver, når de transcenderer i dyb meditation.

Sådan oplevede jeg det under den forestilling. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var i symbiose med dem i salen, og at de trak vejret sammen med mig. Det var en følelse af, at hvis jeg holdt vejret, ville de automatisk også holde vejret, og hvis jeg begyndte at grine eller at græde, ville det også være o.k. Jeg kunne ikke lave fejl. Jeg var i ekstrem kontrol, samtidig med at det var et ekstremt kontroltab. Det er den eneste gang, jeg har prøvet det, men det er en følelse, jeg har jagtet lige siden.

9. Blevet kaldt nørd rigtig mange gange

Mens jeg gik på Teaterskolen, spillede jeg med i to teateropsætninger af Jakob Ejersbos Afrika-trilogi på Teater Nordkraft. På det tidspunkt var der et tv-program, der hed ’Smagsdommerne’, og anmelderne kom til Aalborg for at se den ene af forestillingerne. Her kaldte en af eksperterne det en ”vellykket forestilling”, mens en anden sagde, at jeg havde ”et flot filmfjæs”.

Om det var derfor, ved jeg stadig ikke, men kort efter blev jeg inviteret til casting på DR-dramaserien ’Bedrag’ og endte med at få rollen som Nicky, der roder sig længere og længere ud i den kriminelle underverden. 

Lige siden jeg var 15 og mødte de professionelle skuespillere på Svalegangen, havde jeg fået at vide: ”Det her kan du sgu ikke leve af, knægt!” Og det er også en hustler-tilværelse, hvor mange har svært ved at finde jobs, men siden rollen i ’Bedrag’ har jeg arbejdet fuldtid. Det føler jeg mig meget privilegeret over.

Når jeg læser et manuskript i dag, kigger jeg efter ting, som jeg ikke forstår ved rollen – for så er der noget at opdage. Og omvendt, hvis jeg allerede forstår alle handlinger, er det ikke interessant, for så er der ikke noget at udforske. Djævlen ligger tit i detaljen, og man skal dybere ned end kliché-niveau for at finde det ægte i karakteren.

Ville Robert De Niro have gjort det dårligere, hvis han ikke havde kørt taxa i en måned før ’Taxi Driver’? Det er umuligt at sige, men jeg tror på, at det at gå ned i detaljerne giver mig en indsigt i rollerne, som jeg ellers ikke ville have haft. Og så giver det mig bare en helt særlig tilfredsstillelse at dykke ind i en verden og få en viden, jeg ikke havde i forvejen. Jeg er jo gammel rollespiller og er blevet kaldt nørd rigtig mange gange – men jeg elsker virkelig også at nørde!

10. Drømmen om at være genial

Man plejer at sige, at folk, der bliver skuespillere, har fået for lidt opmærksomhed som barn. Sådan har det ikke været for mit vedkommende. Jeg ved, at jeg fik masser af opmærksomhed, og også, at jeg fik masser af ros. 

Hvis der er noget, så tror jeg måske mest, det har handlet om, at jeg har skullet bevise noget over for mig selv. Jeg er så normal, som man nærmest kan være. Jeg kan tegne lidt, jeg kan spille en smule musik, og jeg kan synge, men ikke særlig godt. Jeg har en fuldstændig gennemsnitlig højde, og mit hår er leverpostejfarvet. Måske har jeg altid haft et behov for at brillere med bare et eller andet.

Mens jeg var barn, fik jeg på et tidspunkt den idé, at jeg ville gå til klaver. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sat mig for, at jeg ville spille Beethovens musikstykke ’Für Elise’. Men da jeg foreslog det, sagde min klaverlærer: ”Ja, det er meget dejligt, men nu skal du altså lige lære at spille ’Knippelsbro går op og ned’ først.” Og så tilføjede hun: ”Det er den slags, man lærer, når man går i 3. klasse.” Jeg turde næsten ikke sige til hende, at jeg gik i sjette, jeg ved bare, at jeg ikke længere havde lyst til at gå til klaver.

Da jeg blev teenager, havde jeg en periode, hvor jeg gerne ville være genial. Jeg fantaserede om at ofre alting som sådan en Mozart-type, der haltede på de fleste områder, men var fuldstændig genial på ét punkt. Sådan har jeg det i virkeligheden stadig.

11. Tvivlen er en tro følgesvend

For en hel del år siden snakkede jeg med en af mine venner om en anden dansk skuespiller, da min ven sagde: ”Han laver nogle skæverter, men andre gange laver han bare noget fuldstændig genialt.” Og tilføjede så: ”Jeg har aldrig set dig lave noget dårligt, Esben. Men jeg har heller aldrig set dig lave noget genialt.” 

Jeg tror ikke, at han ville noget dårligt med sin kommentar, men i mine ører blev det en kæmpe sviner. Han har siden hen taget den i sig, fordi han nu synes noget andet, men det er sådan en, der stadig sidder i mig, for det er også sådan, jeg ser mig selv. ”Du har et fint bundniveau, men hvornår laver du noget genialt?”

Hvis først man har imposter syn­drome, tror jeg ikke, at man slipper af med det. Det tror jeg i hvert fald ikke, at jeg gør. Jeg tvivler altid på det, jeg har lavet, og jeg er ikke særlig god til at se det, jeg har været med i, for jeg sidder bare og kigger på alle mine fejl. Jeg er også dårlig til at tage imod ros. Jeg får altid vendt det om, så det er mig, der komplimenterer den, der lige har forsøgt at komplimentere mig. ”Vildt god præstation!” ”Øh, ej, du er da også for fed!” Og så kigger de mærkeligt, for de ville egentlig bare komme med en sød bemærkning. 

Jeg øver mig faktisk i at lade være med at reagere sådan, for det kommer jo fra et dejligt sted, når folk siger den slags – jeg har bare altid haft svært ved at være i det. Men nu er jeg blevet 40, og så må det være slut. Det er simpelthen patetisk, hvis man skal gå rundt på den måde resten af sit liv. Jeg har en skidegod karriere, jeg har fået lov til at lave superfede projekter, har fået kæmpemeget ros og har vundet alle mulige priser. Så er det jo faktisk fuldstændig latterligt at gå rundt og ikke kunne tage imod ros.

12. Ham fra 'Hammerslag'

Tidligere kunne jeg godt føle forlegenhed, når folk kiggede efter mig på gaden. Det er noget, jeg har talt med Thomas Bo Larsen om. Han fortalte, at i starten, da han var blevet kendt, kunne han mærke, at han begyndte at kigge ned, når han gik udenfor. Derfor havde det også været en ting, at han skulle tvinge sig selv til at møde folks blik igen. 

Det har jeg også været nødt til at øve, for det andet er ikke en rar måde at møde verden på. Jeg er blevet bedre til det, men jeg er stadig et meget privat menneske. Når alt det er sagt, så er folk jo søde. Det er også sjovt, når der en gang imellem er nogen, der siger: ”Er der nogensinde nogen, der har fortalt dig, at du minder om Esben Smed?” Så plejer jeg at sige: ”Ja, det har jeg fået at vide et par gange.” Og en gang imellem tilføjer jeg: ”Men det er så også, fordi det er mig.”

Det sjoveste er dog, når jeg kan se på min egen reaktion, at jeg begynder at tage bestemte ting for givet. På et tidspunkt var jeg på vej hjem fra julefrokost med nogle venner, da der kom to kvinder gående mod os med hver sin cykel. De var så fulde, at de trak cyklerne, og da de kom forbi os, stoppede den ene op og vendte sig om: ”Guuud, det er dig!”

Hun var så fuld, at hun begyndte at omfavne mig, og det var jo fint, men jeg kunne samtidig se, at den anden mimede: ”Nej, nej, nej!” Mine venner begyndte at grine, og jeg stod lidt forlegen og sagde: ”Ja, jamen, det er jo mig.” Hun kiggede betaget på mig med sine fulde øjne, indtil hun pludselig sagde: ”Det er jo dig fra ’Hammerslag’!”

Mine venner flækkede af grin, og jeg sagde bare: ”Nårh, ja, ja, det er mig.” Hendes veninde skyndte sig at skyde ind: ”Det er altså ikke ham fra ’Hammerslag’.” Og så begyndte den første at kunne se, at der var noget galt. Det var, som om det ramte hende – det er jo ikke ham fra ’Hammerslag’. 

Så slap hun taget i mig og sagde: ”Guuud, nej, nej, undskyld!” Og tilføjede så: ”Ham fra ’Hammerslag’ er jo meget højere!” Så tog hun sin cykel og gik videre.