Sådan holder du øje med, om din elektronik kan repareres
Er der en skrue, er det limet sammen, kan det overhovedet skilles ad? Her får du designforskerens guide til 8 samlinger, der viser, om din elektronik kan få nyt liv
God samling: Synlig skrue- og boltsamling
Synlige skruesamlinger er let tilgængelige og kræver kun normalt værktøj. De kan åbnes og lukkes et utal af gange uden at blive slidt og er derfor velegnede til reparation, når du f.eks. vil finde den løse forbindelse i mormors gamle håndmixer.
God samling: Synlig kliksamling
Du husker måske Nokia 3210. Fornemmelsen af at trykke på en knap og det lille ’klik’, når kabinettet gled af. Synlige kliksamlinger er nemme at åbne og kræver ikke værktøj. Tænk på den måde, batteriet sidder fast på en del håndholdt værktøj. Samlingen er lavet til at blive forstået – og brugt.
Ok samling: Skjult kliksamling
Trådløse højttalere og ting med et minimalistisk udseende kan have skjulte kliksamlinger. De er praktiske, men svære at finde. Nogle gange skal du bruge et værktøj. Skjulte kliksamlinger kan gå i stykker ved gentagen brug.
Ok samling: Gevindsamling
De ses ofte på helt runde produkter fra blendere til mikrofonstativer. På mikrofonstativet indikerer grebet, at det skal drejes. På andre runde ting kan det være lidt mere uigennemskueligt, at det kan drejes, ligesom det kan være vanskeligt at få et ordentligt greb om produktet.
Dårlig samling: Specialskrue
Det er de skruer, der ikke ligner skruer. Tænk på din smartphone. Specialskruer er ofte så små, at man ikke rigtig kan se, hvad det er, eller hvilken specialskruetrækker der skal bruges. De kræver helt specielt værktøj.
Dårlig samling: Tryksamling
Tryksamlingerne kan være svære at skille ad uden at beskadige produktet. Der er altid den lille frygt ved knæklyden, når du forsøger at trække to plastikskaller fra hinanden ...
Tip: Kræver ofte en flad skruetrækker (der dog godt kan afsætte mærker).
Dårlig samling: Skjult skrue
Sesam, luk dig op. Hvor var den skrue liiige? Nogle gange er skruer gemt væk under klistermærker og gummidutter. Det gør dem unødvendigt svære at finde, og så skal man ofte ødelægge det, de er gemt under.
Den værste samling: Limsamling
Du kender den fra mobilopladeren. Den kan være umulig at åbne uden at beskadige produktet og kræver ofte værktøj og reservedele at åbne og lukke. Derfor er ødelagte ting også ofte lige til skraldespanden. Nu ved du det, så du kan undgå at købe produkter med limsamling igen.
Eksperten og det ansvarlige design
Linda Nhu Laursen, der har skrevet denne artikel om de mere eller mindre problematiske samlinger, er forskningsleder på Aalborg Universitets Design Lab, hvor hun bl.a. underviser fremtidens designere. Hun beskæftiger sig med såkaldt ansvarligt design og de udfordringer, der er i at skabe produkter, som har en lang levetid, og som ikke trækker unødigt på klodens ressourcer.