”Meget af det, man kan købe herhjemme, er jo alligevel Made in China”

Marianne Hagstrøm fra Helsingør har købt alt fra en øjenbrynssaks til en kæledyrshårfjerner på Temu, og det er ikke utænkeligt, at hun vil købe gaver fra den kinesiske platform. Hun er glad for at handle hos Temu, men alligevel er der ting, hun absolut ikke vil købe

Marianne Hagstrøm har købt masser af ting fra Temu - og har været glad for de fleste af tingene, der er kommet hjem fra den populære, kinesiske platform

"I starten havde jeg lidt modstand på at shoppe fra Temu. ”Kinaskrammel,” tænkte jeg. Men min søn og min veninde fik mig overbevist om at prøve det, og nu er jeg blevet helt grebet af at shoppe dimser på platformen. Det er virkelig billigt, og udvalget er kæmpestort, så man kan altid finde en dims, der kan løse et problem.

Jeg har virkelig købt mange forskellige ting i løbet af året: en øjenbrynssaks, en sæbedispenser, en mobiltelefonholder til bilen, en kæledyrshårfjerner, en si til min håndvask og andet i den stil. Man bliver overrasket over, hvor mange ting man ikke vidste fandtes.

Jeg har også købt ting, jeg nok ikke helt havde brug for, og det er jo lidt uhyggeligt. F.eks. et viskelæder til at fjerne kalk, som viste sig at være totalt ubrugeligt.

I alt har jeg shoppet for 3.000 kr. på Temu – 700 kr. er gået til ubrugeligt skrammel. Men jeg har også fået mange fede ting, f.eks. en lampe, man kan tænde ved at dappe på toppen af den, og som kan oplades med USB-stik. Den er jeg vildt glad for. I danske butikker ville den koste over 1.000 kr., og jeg fik den på Temu for 150 kr.

Min mand fik bl.a. nogle ting fra Temu, sidst han havde fødselsdag, og det er ikke utænkeligt, at jeg vil købe nogle af julegaverne på Temu i år. Selv vil jeg have det o.k. med at få en gave fra Temu, så længe det er ordentlig kvalitet. Og ikke noget, der skal smøres på huden, eller noget, der kan spises. Det vil jeg heller ikke købe selv af frygt for, hvad det kan indeholde.

Generelt tænker jeg over, om det, jeg får fra Temu, overholder de standarder, der er i Danmark og EU. F.eks. i forhold til PFAS eller børnearbejde. I princippet burde det jo ikke kunne lade sig gøre, at jeg kan få alle de her ting superbilligt med ­0 kr. i fragt fra Kina. Men som forbruger kan det være svært at overskue, og meget af det, man kan købe herhjemme, er jo alligevel Made in China. Så hvorfor ikke købe det direkte fra Kina."

Her kan du se nogle af de ting, Marianne Hagstrøm har købt

Gør som 11.000 andre: Klik på billedet og tegn abonnement på Samvirke

Tegn abonnement

Læs mere om