Interview: Katinka Bjerregaard om at blive mobbet, finde sin stemme og blive landskendt popsanger

Solen skinner på højre side af Amagerbrogade, når blikket vender ind mod byen. Dens skarpe stråler rammer Katinka Bjerregaard i ansigtet, da hun træder ud fra sin opgang og kniber øjnene sammen. I sorte shorts, hvid top og en sort, kortærmet skjorte, der blotlægger hendes tatoverede arme. Guldsmykker på hænderne, i ørerne og i næsen. Håret afbleget og lidt pjusket.

På Amager bor Katinka med sin mand, fotograf Daniel Buchwald, og deres tvillinger, Holger og Oda. Til den ene side af opgangen ligger en elektronikforretning, til den anden et pizzeria, der har åbent til klokken fire om natten. Det kan godt irritere Katinka, at der lugter af dej på trappen døgnet rundt, men ellers er hun glad for at bo her. Det er bare lidt nemmere at gemme sig på Amager, siger den 33-årige sangerinde, sangskriver og forfatter, der er født og opvokset på Christianshavn. Oprindeligt havde jeg foreslået, at vi skulle mødes der, men hun svarede: ”Jeg vil hellere gå tur på Amager, der er grimmere, så der føler jeg mig mere hjemme.”

Det er en tirsdag midt i maj, og sommervejret har allerede ramt København. Vandet i havnen er stadig koldt, men inde på Islands Brygge har de første taget hul på badesæsonen. Vi bliver på solsiden, mens vi går ud ad Amagerbrogade, men vi når ikke langt, før Katinka standser op foran en lettere slidt butiksfacade, Stylemann Copenhagen, der sælger billigt herretøj under sloganet ’Velklædt til små priser’ – blandt andet kan man få et jakkesæt til under 1.000 kr.

”Den slags butikker finder du altså ikke andre steder i København!” udbryder hun begejstret og peger på en sort smoking i børnestørrelse.

Her på Amager, i det lidt skæve og lidt grimme, er Katinka i sit rette element. I det hele taget har hun det bedst, når tingene ikke er for polerede. Hun foretrækker en brun bodega frem for den naturvinsbar, der ligger rundt om hjørnet, og på Instagram poster hun toilet-selfies og gemmer hverken deller eller kropsbehåring væk. Selv Ingolfs Kaffebar, hvor vi sætter os med en iskaffe, er på sin egen quirky måde lidt for smart, synes hun.

Og nu er det ikke, fordi Katinka skal lyde som et brokkehoved – det vil hun i hvert fald nødigt. Men faktisk bryder hun sig heller ikke rigtig om sommer. Mens resten af København vælter ud i solen, spørger Katinka, om ikke vi kan gå over på skyggesiden af Amagerbrogade, da vi efter et par timer forlader Ingolfs igen. Hun har altid holdt mere af vinterens melankoli og mørke, og når aftnerne bliver lange og lyse, har hun det med at blive ’sommerdeprimeret’.

”I vores lejlighed har min kæreste sat gode gardiner op, så jeg kan rulle ned og sidde indenfor. Det har jeg ind­imellem brug for om sommeren. Jeg tror bare, jeg føler, at den kommer med en masse forventninger, som jeg har lidt svært ved at leve op til – nu brokker jeg mig igen, kan du høre det?”

Ja, sommeren kan godt være lidt bøvlet, når man er et menneske stemt i mol.

Katinka var et barn med store følelser

Den blå grundtone i Katinkas liv blev slået an i hendes barndom, men de første år var lykkelige. Hun voksede op i en toværelses lejlighed med tre brødre, der er tre, fem og 12 år ældre end hende. Da hun var fire år, rykkede familien til en fireværelses, hvor busserne kørte forbi lige uden for vinduet, når hun skulle sove – en lyd, hun stadig forbinder med tryghed.

Forældrene er begge journalister, og hjemmet var fyldt med lyskæder, bøger og de tegneserier og aviser fra anden verdenskrig, som hendes far samlede på. Og så var der altid musik. Katinkas far lyttede til bl.a. Rolling Stones, Beatles, Jacques Brel og Leonard Cohen og læste teksterne højt for sin datter på dansk – ”og så sad vi begge og tudede,” husker hun.

”Min mor spillede harmonika og klaver, og vi var jo mange på lidt plads, så der var altid larm og musik. I dag kan jeg stadig blive helt utryg, hvis folk spiser aftensmad, uden der kører musik i baggrunden. Stilhed for mig betyder, at der er et eller andet galt.”

Katinkas forældre er fra Jylland, og hun beskriver især sin far og sine brødre som ”rationelle mennesker, der har svært ved at blive hidsige”. Selv var hun det stik modsatte. Eller som hun siger:

”Når man flytter til Christianshavn, risikerer man at få en christianshavner.” 

Som den yngste og eneste pige måtte Katinka kræve sin plads i familien. Hun var et barn med store følelser og et stort behov for opmærksomhed, ikke fordi hun ville ses, men fordi hun havde brug for at blive rørt ved. I børnehaven kaldte pædagogerne hende ’hængetræet’, fordi hun hellere ville sidde på de voksnes skød end lege med de andre. 

”Jeg må hellere indskyde, at fordi mine forældre er journalister, er der også lidt mytologi i vores familiehistorie,” advarer hun mig på Ingolfs Kaffebar. ”Men historien går altså, at det var mig, der lærte min far at kramme. Og jeg tror faktisk, at den er god nok.”

Skoleskift og mobning 

Derhjemme var der plads til, at Katinka kunne fylde. Men da hun begyndte på Christianshavns Skole, fik forældrene at vide, at deres datter larmede og var for meget.

”Jeg var nok bare ikke den hurtigste knallert på havnen,” fortæller Bjerregaard. ”Jeg har altid været lidt en late bloomer, og det tog lidt tid at lære at læse. Derhjemme havde jeg lært, at jeg kunne sige ’Her kommer jeg!’, og så skulle alle nok se, hvor skøn jeg var, men i skolen virkede det ikke. Det der med at få venner … Det gik bare ikke så godt.”

I 6. klasse skiftede Katinka skole, men gik der kun to måneder. Til det første forældremøde blev der vist video fra en hyttetur, og hendes mor kunne se, at noget var helt galt.

”Jeg blev mobbet ud,” fortæller Katinka. 

”Min mor hev mig ud af skolen og sendte mig på Zahles, hvor jeg også blev mobbet. I to år i træk. Jeg var nok et nemt mobbeoffer, fordi jeg snakkede meget. Jeg var lidenskabelig og hidsig og gik ikke væk, når folk gav mig tæv. Jeg kunne sagtens have bukket mig lidt mere, men det var jeg virkelig dårlig til.”

Katinka blev overfaldet, fik stjålet sine penge, fik hældt mælk i skoletasken. Og lærerne så enten ikke, hvad der foregik, eller undlod at gribe ind. I 9. klasse ”blev det lidt bedre”. Men kun fordi hun – for at overleve – forsøgte at blive venner med mobbernes medløbere.

Første koncert gav frihedsfornemmelse

Så længe Katinka kan huske, har hun haft et nærmest magnetisk forhold til scener. Selv når hun tænkte, at hun ikke skulle derop, endte hun med at stå der alligevel: til skolekoncerter, teaterforestillinger, i musiktimerne på Christianshavns Gymnasium, hvor hun gik på musiklinjen og fik rigtige venner. Nok var der andre, som sang bedre – eller mere korrekt – men når først Katinka havde fået en mikrofon, var det svært at tage den fra hende igen. 

Hendes stemme er kraftfuld, insisterende, upoleret. På Testrup Højskole efter gymnasiet fik hun at vide af en lærer, at hun slet ikke kunne synge. Men hun har aldrig været god til autoriteter, ”så til sidst holdt jeg helt op med at forsøge at synge som de andre”.

Efter højskolen fik Katinka en blå ukulele i julegave og begyndte at skrive sine egne sange – i et dybere toneleje end dem, de havde sunget på Testrup. Sangene skrev hun, mens hun først læste historie på universitetet i otte måneder og derefter gik tre år på lærerseminariet, hvor hun fra start gjorde sin motivation klar: Hun var kommet for at tage hævn. 

”Jeg var en kvinde med en fakkel, som ville brænde hele lortet ned og bygge det op igen. Men det var en dårlig idé,” siger Katinka, der endte med at droppe ud for at forfølge musikken. For mens hun læste til lærer, havde hun mødt guitarist og producer Simon Ask, der havde et hjemmestudie. Sammen indspillede de en håndfuld sange, og da de var færdige, besluttede de at teste dem foran et publikum. 

Katinkas første koncert var i 2014 til en privat festival i Sydhavnen, som nogle venner havde arrangeret. Som scene havde de lånt en skurvogn på Christiania, og publikum sad på paller og drak dåseøl, mens Katinka sang uden at kunne høre noget i sin monitor. Det var kaos, men på scenen havde den 23-årige sangerinde en skelsættende oplevelse.

”Det var den der fornemmelse af, at jeg hele min barndom havde stukket lidt ud – derhjemme, i skolen, og da jeg begyndte at synge. Jeg fik at vide, at det lød forkert. Men her stod jeg og sang mine egne sange, og den eneste, der kunne bestemme, hvordan de skulle synges, var mig selv. Det var en helt sindssyg frihedsfornemmelse.”

Katinka kan ikke længere huske, hvordan publikum reagerede, men det var også underordnet: Her, på en skurvognsscene i Sydhavnen, følte hun sig endelig hjemme.

De dårlige minder fra folkeskolen vender tilbage

Meget vand er løbet under broen, siden Katinka gik ud af 9. klasse, men når hun passerer Zahles med sine børn, har de en fast tradition: De stopper op og spytter foran indgangen. Hun griner, mens hun fortæller det, men sandheden er, at hun stadig kæmper med den angst, som skoletiden plantede i hende.

”Der bor stadig en lille folkeskole inden i mig. Den kratter mig lidt ned nogle gange, og så forsøger jeg at grave mig fri af det.”

Det var også det, hun gjorde, da hun for år tilbage tog en af sine brødre i hånden, gik hjem til forældrene og fortalte, hvordan det i virkeligheden havde været.

”I en familie, hvor alle andre klarede sig godt i skolen, var det svært at sige: ’Jeg har ingen venner.’ Men for min egen fortællings skyld var jeg nødt til at sige, hvad der virkelig var sket. Jeg tror også, at jeg bedre kan lide en god historie end en sand historie. Men nogle gange skal man altså have sandheden at vide.”

Apropos hang til gode historier troede Katinka i lang tid, at hun ville blive fri af den lille folkeskole. At der ventede en lykkelig slutning. Da hun åbnede op over for sine forældre og begyndte at gå til psykolog. På seminariet. Da hun skrev sangen ’Idioter’, som er direkte henvendt til hendes gamle lærere og i dag bruges i danskundervisningen.

”Men jeg har efterhånden lært at acceptere, at min angst for at falde igennem socialt altid vil være der, i stedet for at tro, at jeg skal fikse den,” siger hun. 

”Jeg er på antidepressiver og har gået meget til psykolog, men det er blevet bedre. Når den altædende folkeskole kommer op i mig, kan jeg for det meste sige til min kæreste: ’Nu er den her, og jeg er bange.’ Jeg har også en veninde, jeg ringer til, som fortæller mig, hvad virkeligheden er, når jeg ikke selv kan se den.”

Hvad sker der inden i dig, når den kommer?

”Jeg bliver bange for, at folk forlader mig, og at jeg ikke kan sige noget til det. Efter jeg er blevet mor, kan jeg også vågne om natten og blive bange for mine egne børns møde med det system, som er folkeskolen ... jeg har også en late bloomer derhjemme, som stikker lidt ud.”

Katinka og bandet går hver til sit

For nylig er Katinka begyndt til Body SDS ”for at lære bare at sidde og trække vejret”. Hendes træner har også anbefalet mundtape, som hun skal sove med for at trække vejret gennem næsen, men nu har det ligget uåbnet på natbordet i to måneder.

”Så kom jeg til at tænke på, hvorfor det er, jeg ikke turde bruge det. Det er, fordi jeg ikke kan sige noget! ’Men Katinka, du sover jo?’ sagde min træner. Mine brødre driller mig også: ’Kan vi ikke bare sidde stille i to minutter?’ Men nej. Det kan vi altså ikke. Jeg kan virkelig ikke lide stilhed.”

Derfor har hun det også ambivalent med, at hendes karriere nu står i et vadested. Efter 10 år med Katinka Band er hun og hendes fire bandmedlemmer blevet enige om at gå hver til sit. Deres fjerde album, ’Vi lader bare som om’, der udkom i april, bliver det sidste, og efter sommerferien tager de på afskedsturné. Beslutningen blev truffet i januar, men da vi mødes på Amager, er den endnu ikke offentliggjort.

”Jeg tror, vi alle sammen har brug for at prøve noget nyt,” siger hun. ”Jeg har i hvert fald. Og så hellere stoppe nu, mens vi stadig er gode venner. Men det føles lidt som at flytte hjemmefra. Jeg har jo tilbragt mine første 10 år i musikbranchen med de her mennesker.”

Hvad byder fremtiden på?

Så nu går Katinka og prøver at finde ud af, hvad det næste skal være. Et nyt album? Et teaterstykke? En opfølger til debutromanen ’Klump’? Hun skifter hele tiden mening, men øver sig også i ikke bare at haste videre, fordi omverdenen eller et pladeselskab forventer det. Derfor skriver hun sange for sig selv og lader dem modne, indtil hun er klar.

”Det føles lidt som … at jeg sidder i en kasse, hvor jeg altid har siddet og skrevet sange. Men den bliver utæt, når der kommer et management eller nogle andre ind med forventninger. Og det er ikke, fordi der ikke må komme input udefra. Men i starten skal kassen være tæt, så jeg kan mærke, hvad kernen er. Hvorfor er det egentlig, jeg laver musik?”

Sangene handler, apropos, om at være lidt langsom. Katinka læste for nylig et interview med en kendt forfatter, som sagde, at hemmeligheden bag at skrive er ”at være fucking doven”, så nu forsøger hun bare at lade ideerne komme. F.eks. når hun cykler med sine børn og må synge et par vrøvleord i telefonen, så hun ikke glemmer dem.

”Min mand har sagt: ’Du cykler fucking ikke, mens du gør det.’ Så jeg holder pænt ind til siden, mens mine børn spørger: ’Mor, hvad laver du?’”

”Der er ingen, der lytter til vrede kvinder.”

I Aalborg knap to uger senere, holder sommervejret en pause, efter solen har skinnet næsten uafbrudt i maj. Intet kan som bekendt få danskerne til at brokke sig som dårligt vejr, men det hylekor deltager Katinka ikke i. Hun møder mig i foyeren til Musikkens Hus i godt humør, iført mørkeblå smækbukser, lysegrøn T-shirt og lilla sokker. Udenfor, med udsigt over Limfjorden, står Claus Hempler i stramme bukser og baret og suger en smøg. Den tredje kunstner på plakaten, Anne Linnet, er ingen steder at se.

Vi går langs fjorden, hen til hotellet Pier 5, hvor vi sætter os i baren. I køen bliver vi sprunget over af en gruppe midaldrende kvinder, der er i byen til en konference.

”Hvis du ikke havde været her, havde jeg lavet en scene,” griner Katinka. ”Det vil jeg gerne lige have, at du noterer.”

Da hun var yngre, syntes hun, at det var grænseløst pinligt, når hendes mor skældte folk ud for at sidde med fødderne oppe på sædet i bussen. Men de seneste år har hun selv fundet glæden ved at være skamløs, til hendes veninders store forlegenhed. For nylig talte hun så med en kvindelig medierådgiver, som sagde: ”Der er ingen, der lytter til vrede kvinder.” Det udsagn provokerede hende. ”Pis med dig!” fik hun lyst til at sige. Vreden er på mange måder Katinkas bedste våben; en drivkraft, der får hende til at bevæge sig og glemme sin forfængelighed.

”Sidste år til Carl Prisen havde jeg fået to glas champagne for meget,” fortæller hun, ”og så syntes jeg lige, jeg skulle fortælle nogle ældre mandlige musikere om sexisme i branchen. Var det smart? Nok ikke. Ville jeg gøre det igen? Helt sikkert. Fordi vreden er ægte og har noget utaktisk over sig, som er befriende. Så må folk gå.”

Sexisme i musikbranchen

For tiden er Katinka mere vred end sædvanligt, og det er der en grund til: To uger efter vores møde i Aalborg er der premiere på DR-dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’, hvor en række kvindelige musikere står frem med deres historier. Blandt andre Stine Bramsen, Pernille Rosendahl, Annika Aakjær og Katinka, der i dokumentaren fortæller om en episode, som fandt sted, da hun var med i ’Toppen af poppen’ på TV 2. Her spillede hun sammen med en kendt mandlig musiker, som, kort før hun skulle på scenen, løftede op i hendes kjole med sin fod og sagde: ”Så kan jeg se op.”

”Havde det været på en bar, havde jeg nok stoppet ham, nærmest inden han havde sagt noget, men her stod jeg i den allermest etablerede del af dansk musik … det var ’Toppen af poppen’ for fanden … Jeg følte mig så lille og ensom.”

Katinkas historie er en af mange, der tilsammen skal bringe den – ifølge de medvirkende – usunde kultur i musikbranchen frem i lyset. Og derfor er hun alligevel endt med modvilligt at tage imod medierådgiverens råd.

”Jeg vil ikke risikere, at min vrede skygger for budskabet: at musikbranchen har et strukturelt problem. Du kan jo kigge på, hvor mange kvinder der er i branchen i trediverne: ret mange. I fyrrerne? Lidt færre. I halvtredserne? Lidt færre igen. I tresserne? Meget få. På toppen står Anne, Sanne og Lis, og det er jo ikke, fordi der ikke har været andre, men fordi så mange har givet op. Det her handler ikke om mig, men om at så mange kvinder oplever ikke at blive taget seriøst, at de må kæmpe hårdere end mandlige kolleger – eller i værste fald bliver chikaneret. Og så må jeg skrige ind i puden eller råbe ad min mand, når jeg kommer hjem. Det er han heldigvis god til at håndtere.”

Et liv uden filter

Denne aften skal Katinka optræde sammen med en af kvinderne i toppen af musikpyramiden. Hun, Anne Linnet og Claus Hempler medvirker i Musikkens Miks, et tilbagevendende koncertkoncept, hvor pop og klassisk musik mødes. Sammen med Aalborg Symfoniorkester skal Katinka spille tre egne sange, en enkelt solo på ukulele, og derudover er hun blevet parret med komponisten Christian Balvig, som har komponeret et stykke klassisk musik ud fra et digt, hun har skrevet. Det handler om ”at føle sig uovervindelig på en scene og lillebitte, når man er væk fra den”, og det lyder som en rammende beskrivelse af Katinkas eget liv, siger jeg til hende, mens vi sidder i hotelbaren.

”Ja,” svarer hun. ”Der er mange steder, hvor jeg føler mig utilpas, men på scenen føler jeg mig altid velkommen.”

Har du nogensinde haft en dårlig oplevelse på en scene?

”Ja, men så bliver jeg bare vred. Jeg kan huske en koncert i Vordingborg, hvor der stod to mænd allerforrest med ryggen til scenen og snakkede. Det pissede mig af, så jeg sang ’Idioter’ direkte til deres rygge.”

På Katinka Bands nye album er der en sang, der hedder ’Psykolog’, som hun kalder en af de mest ærlige, hun har skrevet. Den begynder med linjerne: ”Jeg går til psykolog hver tirsdag / Som at få et kram / Der rammer lige ved siden af” og handler om hendes eget nylige møde med en psykolog. Men også om at leve sit liv efter omverdenens forventninger: ”Jeg bider negle fra mandag til mandag / Jeg er ikke ensom / Det er ikke i mit skema.”

”Nogle gange tror jeg ikke, vi selv ved, hvor meget vi lyver for omverdenen,” forklarer hun. ”Man skal have en sund krop. Man skal trække vejret. Man skal lave noget sjovt i weekenden, og hvis man ikke gør, skal man i hvert fald ikke sige det til nogen.”

Hvor god er du selv til at være ærlig omkring den slags?

”Jeg kan godt blive fanget af det, men jeg prøver at være åben. Det er fordelen ved aldrig at have følt sig særligt sej.”

På Instagram ser man også dit liv uden så meget filter. Og du har tidligere sagt, at fejl kan være smukke. Vil du gerne være en repræsentant for det uperfekte?

”Jeg synes, at uperfekt er et forfærdeligt ord. Har du set dem, der siger, at de er uperfekte på Instagram? De ser alle sammen pissegodt ud. Så jeg er nok nærmere en repræsentant for det fejlbarlige. Men mest af alt vil jeg gerne være en repræsentant for en historie, der ikke er så helteagtig. Sidst talte vi om min forkærlighed for den gode historie: Først gik det dårligt, men så skete der noget, og nu er alt godt.”

Man kunne jo godt lave den fortælling om dig. Du blev mobbet i folkeskolen, nu er du landskendt popsanger …

”Ja, men er det sådan, mennesker fungerer? Selvfølgelig sker der en idolisering, når man bliver kendt, og selvfølgelig bliver der slebet nogle kanter for den gode histories skyld, men jeg vil hellere have, at folk ser mig og tænker: ’Nå, der er Katinka, hun bøvler også lidt, ligesom alle os andre.’ Jeg tænker i hvert fald ikke, at jeg har regnet den ud. Og jeg tror heller ikke, at min musik ville være god, hvis jeg havde regnet den ud. Det ville være fucking kedelige sange.”

Hvis vreden er Katinkas våben, er humoren hendes skjold

Med en halv time til koncertstart er Katinkas sko pludselig blevet væk. Vi er backstage, hvor hun har skiftet smækbukser ud med hvid kjole, lagt makeup og stemt sin ukulele – men posen med de store, hvide Buffalo-sko er forsvundet.

”Kan jeg have bare fødder på scenen?” spørger hun lidt fortvivlet, mens vi kan høre Aalborg Symfoniorkester varme op nede ad gangen. Jeg prøver at berolige hende med, at det formentlig ikke er hendes fødder, publikum vil kigge på. Men det er, som om det ikke rigtig hjælper. Hun tripper foran spejlet og skælder lidt ud på sig selv. Overvejer, om hun skal være ”en lille diva” og sende en fra Musikkens Hus over på hotelværelset for at lede. Eller bare gå ind og lade, som om det er meningen, at hun skal optræde uden sko på.

”Det hele handler jo bare om, at det skal se overlagt ud, ikke? Så er det jo meget sejt. Indtil du skriver, at jeg har glemt mine sko, og at jeg tænker rigtig meget over det.”

Hvis vreden er Katinkas våben, er humoren hendes skjold. Det er nødvendigt at skærme sig, mener hun, hvis ikke man skal ende med at blive overvældet – især når man forsøger at være et ærligt menneske. Når det hele kommer lidt for tæt på, virker det afmonterende at fortælle en pinlig historie om sig selv eller at grine ad de absurde ting i livet. Katinka mener det dybt alvorligt, når hun skriver sine sange, en roman eller medvirker i en dokumentar. Men hun sørger også for ikke at tage sig selv for seriøst.

”Jeg tror, det er godt, at der er et lille lag Vita Wrap mellem mig og verden,” fortalte hun mig lidt tidligere på dagen.

”Ellers tror jeg, at jeg ville blive for ked af det.” 

Ude i foyeren venter publikum. Koncertstart nærmer sig, og jeg bliver gennet ud af backstage-lokalet. Nogle minutter senere, inde i salen, går Claus Hempler på som den første. Dernæst er det Katinka Bjerregaards tur.

”Jeg har ret meget mindreværd ved at stå her med min lille ukulele foran et kæmpe orkester. Men jeg har også ret meget ubegrundet selvtillid, så lige nu er balancen helt perfekt,” siger hun og høster latter fra salen.

Katinka står midt på den store scene i sin hvide kjole. Hun smiler. Og da jeg lader blikket falde på hendes fødder, ser jeg et par hvide Buffalo-sko. På scenen falder brikkerne på plads. Udenfor skinner solen.