Airfryere er så populære, at der er ventetid på biblioteket, hvis du vil låne en kogebog
Går du på biblioteket, kan der være op til to års ventetid på ’Airfryer-grundbogen’, for selvom de har stakkevis af eksemplarer, er der stor rift om dem. Kan du undvære grundbogen og i stedet ’nøjes’ med en af de mange andre airfryer-kogebøger, der er udkommet de seneste år, er ventetiden ligeledes lang. For airfryeren har på ingen tid invaderet de danske køkkener, og i dag står der én i 44 % af alle danske husholdninger, viser tal fra Coop Analyse.
Airfryeren er dog ikke en helt ny opfindelse. Det første skridt til den moderne model tog William Maxson i 1944, da han udviklede en lille varmluftsovn, der kunne opvarme seks måltider samtidig til flypassagerer. I 2010 lancerede Philips første gang en airfryer, der minder om den, vi kender, til almindelige forbrugere, men der gik lidt tid, inden den blev populær, fortæller Jørn Willemann, kategorigruppechef for isenkram og bolig i Coop.
”I julen 2022 gik det op for os, at airfryeren blev en stor vare, og der kom virkelig gang i salget i foråret sidste år. Dengang gik vi og tænkte, at det nok ikke kunne blive større, men vi har flere gange været tæt på at få udsolgt af bestemte modeller, og julen sidste år var helt vild. 11 ud af de 20 mest solgte varer online i Coop var enten airfryere eller tilbehør til en airfryer.”