At fædre kaster mere med deres baby, gør ikke omsorgen mindre

Det her kan umuligt være godt

Skaldede Asger på 10 måneder møver sig rutineret fremad på maven på en stor grøn madras bredt ud på gulvet i en sidebygning til Islebjerg Kirke i Frederikssund. Han vil have fat i den blå bold, som jævnaldrende Elton er i gang med at mase ind i munden. Haps! Bolden smutter ud af Eltons tykke babyhænder, og Asger møver sig hurtigt væk igen med sin fangst. »A-da-daaa,« hviner han i et tandløst smil. Han er et af de eneste børn i fædregruppen, der ikke kravler endnu. Det kan umuligt være godt, tænker hans far Christian, der til dagligt arbejder med datasikkerhed og har det bedst med at måle og veje sønnens fremgang. På samme måde som han havde det bedst med at memorere alt, hvad hans kone gjorde i deres overlappende barsel, inden han selv skulle tage over.

Kan mor noget særligt?

»Vi har jo kun vores koner som reference, og jeg ved ikke, hvor de finder deres info. Vi kan bare ikke helt det, de kan,« siger den ellers så slagkraftige mand, der er primus motor i fædregruppen og opsøger fædre med barnevogne på gaden, hvis han synes, de ser ensomme ud. Han har skjorte på og spidse lædersko, som han har taget af henne ved indgangen, og det kan høres, at han oprindeligt er fra Herning.

Rundt om kravler 6 andre babyer i en farvelade af legetøj ledsaget af deres fædre, som får sig en snak eller en tiltrængt pause. Fars Legestue er et gratis tilbud til fædre og deres små børn, som findes i en lang række af landets kommuner og har eksisteret her i Frederikssund siden marts. Tilbud som dette bliver der snart endnu mere brug for, når vi kan forvente at se et boom af barselsfædre i halen på den øremærkede barsel til mænd, der trådte i kraft i august. Et omdiskuteret, men stort skridt på vejen mod den moderne far, der er lige så meget forælder som mor. 

Nybagte fædre føler sig på bar bund

Det var ikke, før sundhedsplejersken pressede på, at Christian gik med til at afprøve Fars Legestue. At skulle dele sine tvivl, frustrationer og erfaringer med fremmede fædre var ikke lige ham. Troede han. For samtidig får han sjældent spurgt sundhedsplejersken, når konen sidder ved siden af, og machomanden på den ene skulder risikerer at tabe ansigt. På den anden skulder sidder en nybagt far, der ofte føler sig på bar bund. En følelse der ikke bliver hjulpet af, når tilfældige forbipasserende synes, at Asger er ved at falde ud af barnevognen, selvom han er spændt fast med sele. Siger, at barnet da ser ud til at få sukker nok. Eller spørger, hvor mor er henne.

Du får lige mor

Vi skal ikke længere tilbage end til 70’ernes Danmark, før mænd var et sjældent syn på fødestuerne, og en far ofte var en fraværende skikkelse, der kom hjem fra arbejde, når børnene var lagt i seng. Man mente, at mor var bedre til at passe de helt små børn og læse deres signaler, og den tankegang forplantede sig til resten af barndommen og voksenlivet. »Du får lige mor«, er sandsynligvis en sætning, som mange ældre børn og voksne hører, når de har deres far i røret. I trivselsmålinger af børn i 80’erne kan man se, at det i høj grad var mødrene, børn talte fortroligt med.

Den tidlige tilknytning er afgørende

Men siden har farrollen udviklet sig i raketfart, og i dag er vi klogere.

»Nu ved man, at omsorg og tryghed starter tilknytningen. Og her kan fædrene være lige så meget på banen som mødrene,« fortæller Svend Aage Madsen, der er psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet samt formand for Forum For Mænds Sundhed. Og så ved man også nu, at når både mor og far får en stærk tilknytning til barnet tidligt i livet, varer det ved.

»Så når barnet har to tilknytningspersoner i starten, giver det faktisk dobbelt op på fortrolige resten af livet,« slår chefpsykologen fast.

Selvfølgelig er det aldrig for sent at få et tæt forhold til sit barn. Men den samlede tilknytningsforskning tegner et tydeligt billede af, at især de fædre, der er meget sammen med deres helt lille barn, får et tættere forhold senere i livet. I det hele taget er der kun fordele, når fædre kommer tidligt på banen. For det første ser der ud til at ske færre skilsmisser i familier, hvor det er tilfældet. For det andet ser barnet sit eget køn have flere forskellige muligheder i livet.

Nutidens fædre har ingen rollemodeller

Men for nogle mænd er det en udfordring at finde ind i den moderne farrolle. Modsat kvinder, der ofte kan spejle sig i deres mødre, har mange mænd ingen mandlige forbilleder at trække på, når babyen skal trøstes, eller det ældre barn har brug for at lette hjertet. Og derudover har maskulinitet og omsorg historisk set ikke været de bedste venner.

»Nutidens fædre er jo forgængere på en helt ny måde,« siger Svend Aage Madsen. 

»Vi ser en mangfoldig maskulinitet i dag. At vise omsorg betyder ikke, at man fralægger sig den traditionelle manderolle fuldstændig, men at man godt kan begge dele.«

Fædre må prøve sig frem

På den grønne madras sidder også Eltons far Marco fra fædregruppen i skrædderstilling. Strømperne er mønstret med små bananer, han arbejder som folkeskolelærer, og det vigtigste for ham er at se, at Elton er glad og trives.

»Neej Elton, det er Asgers, ikk’? Du kan få din egen, søde skat,« siger han til babyerne, der nu kæmper om en gul klods. Marco vifter med et andet stykke gult legetøj, og Elton kravler lige så rolig som sin far hen for at inspicere den nye dims. Fædregruppen startede egentlig som en mødregruppe, men blev til mændenes, efterhånden som de gik på barsel, og nu er de stamgæster i legestuen. Før det blev Marcos tur til at være på barsel, talte han meget med sin kone om, at barslen skulle foregå på hans præmisser. Han ville gerne gøre sine egne erfaringer frem for at vide alting på forhånd, for det kunne jo vise sig, at hans måde faktisk fungerer lige så godt som mors eller bedre. Måske fordi han til daglig arbejder med børn, føler han sig i det hele taget godt rustet til det kaos, der kan følge med et lille barn.

»Jeg har kun problemer, når min kone er til stede. Hvis Elton ved, at hun er der, så er jeg nummer to. Men lige så snart hun forlader lokalet, er jeg god nok igen,« fortæller Marco. Når han for eksempel har ansvaret for Elton om natten, må han indimellem bede sin kone om at sove i et andet rum, fordi sønnen bliver ved med at søge over mod sin mor.

Derudover går det ham ikke så meget på at være andenprioritet for en tid.

»De har jo knyttet et meget tæt bånd og haft deres ammefællesskab over de sidste 10 måneder, så jeg ved godt, at der skal meget til, før jeg opnår samme status.«

Det er jo farhjertet

Nu stikker en kirketjener hovedet ind ad døren og siger, at der kommer hjemmebagte boller om lidt. Stolene bliver hurtigt fyldt af fædre med babyer på skødet, mens lydene forstummer og bliver erstattet af gumlen på hvide boller med smør. Nogle af fædrene kigger tomt ud i luften, andre finder babymad frem fra tasken, og Christian har givet sin søn en tube med frugtmos. Han har til sin skuffelse måttet indse, at man ikke kan gøre så meget, som han havde drømt om, med en 10 måneder gammel baby. For eksempel give ham cola og is. Men når Asgers store bambiøjne tigger om en smoothie mere, får han lov.

»Det er jo farhjertet. Så tager jeg den skideballe, når jeg kommer hjem.«

»Du skal bare lade være med at fortælle det til din kone,« driller Marco, der har sat sig for, at Elton skal smage alt. Senest rå løg, fløde og en chokoladescone.

Mødrene spurgte de ikke om lov

Fælles for de to fædre er trangen til at prøve grænser af. At gøre en dyd ud af, at babyerne skal udforske verden. For eksempel da de for nylig var en tur i Roskildebadet og spurgte livredderne, om de små måtte komme med en tur op i vandrutchebanen. 

»Sådan en stor en med iskoldt vand,« griner Marco, »og det sagde de ja til.« 

»Præcis. Nu gad far og far ikke sidde stille mere, nu skulle der være lidt action.«

Mødrene spurgte de ikke om lov.

Fædre tumler mere med barnet

Første gang nogen løfter et barn højt op i luften, er det ofte en far, mens mor kigger bekymret på. For selvom mor og far i store træk gør de samme ting med deres barn, findes der en enkelt undtagelse. Et fællestræk for fædre verden over er nemlig tendensen til at være en smule mere uforudsigelig og tumlende med barnet, mens mødre ofte har mindre fart på og gør sig mere i den blide, nære omsorg.»Fædre er særligt gode til at udfordre børn og gøre dem ekstra nysgerrige på verden, så de måske gør lidt mere, end de tør,« fortæller Tine Steenhoff, der er postdoc ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og forsker i samspillet mellem fædre og børn.

Om det forholder sig sådan, fordi de er fædre, eller fordi de typisk overtager barnet i en alder, hvor det kan meget mere, kan videnskaben ikke give et klart svar på. Men man ved fra familier, hvor en far er den primære omsorgsperson, at han typisk indtager en mere ‘kvindelig’ rolle overfor barnet. Og uanset hvem de forskellige roller tilfalder, er begge former for omsorg vigtige. Børn har nemlig både brug for at blive vendt ud mod verden og prøve noget nyt, men også den sikre havn at komme hjem til, når verden bliver for meget. Når børn har haft begge muligheder, har de tendens til at blive lidt mere modige og mindre angste senere i livet.

»Det vigtige, når man udfordrer barnet, er at have blik for barnets signaler,« uddyber Tine Steenhoff. Det vil for eksempel sige, at man holder pauser, når barnet har brug for det eller reagerer på barnets små initiativer i en leg.

Far kan varetage alle behov på nær amning

En halv time senere er bollerne spist, og de fire kaffekander er fuldstændig tømt, mens teen står uberørt tilbage. Fædre og babyer har igen spredt sig ud i rummet til den sidste times leg, og nu er sundhedsplejerske Birgit Backmann også ankommet, klar til at svare på spørgsmål. En fast del af konceptet for Fars Legestue. Gennem Birgits 20 år erfaring med hjemmebesøg hos nybagte forældre har hun mødt mange fædre, der føler sig overflødige i den første tid. Hun oplever for eksempel, at fædre sommetider kan have svært ved at få øje på, hvad de kan bidrage med. Sætningen »jeg tror, han er lidt mere sulten,« hører hun igen og igen fædre sige, mens de sender det grædende barn retur til moren. Men selvom amning fylder rigtig meget den første tid, og også ofte er forbundet med trøst, er netop trøst en af de opgaver, som far fint kan klare. Bortset fra at amme så kan og skal far nemlig varetage barnets behov på lige fod med mor, hvis han vil lære sit barn at kende og ikke kun være en andenrangsforælder.

»Jeg tror, det er et spørgsmål om at turde tro på som far, at det her kan jeg faktisk godt,« siger Birgit Backmann. Derfor fortæller hun igen og igen fædrene, hvor vigtige de er.

»Og så skal mor måske træde et skridt tilbage og tro på, at fars måde kan være lige så god,« tilføjer hun.

I dag har Marco lovet at spørge til noget med natamningen fra sin kone, og Christian er fortsat bekymret for sønnen Asgers manglende kravlen, selvom både hans kone, der er læge, og deres egen sundhedsplejerske er helt rolige. Men da Birgit Backmann endnu engang forsikrer ham for, at Asgers udvikling er helt normal, ser det alligevel ud til at berolige ham lidt.

»Vi har jo brug for sådan et sted her, hvor vi kan komme ned og spørge, om det er rigtigt, at nyrerne falder ud, hvis de får salt, eller om man bliver ordblind, hvis man ikke lærer at kravle,« siger han.

De andre fædre er enige.

»Asger, nej, hallooo, det er fordi du ikke selv har noget. Slip!« lyder det, mens Christian prøver at befri Eltons hår fra Asgers jerngreb. De to babyer henholdsvis møver sig og kravler hen til hver deres far, nu med søvnige øjne.

Elton, hvis middagslure til forældrenes frustration sjældent varer mere end 30 minutter, kæmper imod trætheden. Men Asger falder lige så stille til ro i favnen på sin far, der stryger en hånd over det varme babyhoved.