Få historierne fra 3 hold naboer, der dyrker det gode naboskab
»Det er trygt at have et nært forhold til sin nabo«
I et tvillingehus i Søborg bor Karen Schmidt Rudolf, 48 år, fysioterapeut. På den anden side bor Lisbeth Juul Aggerholm, 49 år, psykolog
Karen: »Vi har én vaskemaskine til 4 voksne og 6 børn, én kummefryser og én græsslåmaskine til vores fælles have. For nylig har vi fået en robotplæneklipper, fordi græsplænen i perioder ikke fik så meget opmærksomhed, og fordi vi ikke har nogen regler for, hvor tit den skal klippes, eller hvem der skal gøre det. I forhold til tøjvask ville de fleste nok have et skema, hvor man kunne skrive vasketider på – det har vi ikke, men det har fungeret i 18 år.«
Lisbeth: »Vi ser en kæmpe fordel i at bo ved siden af hinanden og er meget optagede af, hvordan et nabofællesskab kan løfte hverdagen. For nogle år siden arbejdede jeg på Sydsjælland og pendlede mange kilometer i bil, af og til blev jeg fanget i en kø og måtte ringe til Karen og co., om de ikke lige kunne tage lidt flere børn med hjem fra fritidshjem eller børnehave.«
Karen: »Det er trygt at have et nært forhold til sin nabo. Hvis de voksne i den ene ende af huset skal i byen, så kan man med ro i maven lade børnene være alene hjemme, fordi de bare kan gå ind til naboen, hvis der er noget. I al den tid, vi har boet her, har vi kun haft én regel i begge familier, og det er, at man altid banker på, før man går ind ved siden af.«
Lisbeth: »Når man bor, som vi gør, skal man have lyst til at være en del af et socialt fællesskab. Vi inviterer naboen med til alt fra konfirmationer og fødselsdage til valgaftener og sankthans. Om sommeren mødes vi ofte og nyder hinandens selskab med spontan fællesspisning.«
»Gunvor er den nabo, jeg ikke vidste, jeg havde brug for«
På 3. sal et sted i Slagelse bor pensionist Gunvor Christensen, 83 år. Ved siden af bor Kristoffer Widerberg, 33 år, musicalartist og lærerstuderende, sammen med sin kone, Thanya Widerberg, 29 år og fødevareteknolog
Gunvor: »Jeg holder utrolig meget af mine naboer og ser dem stort set dagligt, når jeg sidder ude på svalegangen. Thanya har ofte tid til en snak, og Kristoffer er en rigtig spasmager, der kan finde på at danse og synge for mig, når han kommer hjem fra skole eller arbejde.«
Kristoffer: »Gunvor er den nabo, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Jeg har boet på mange forskellige adresser, men jeg har aldrig kendt mine naboer. Det er en ubehagelig følelse ikke at vide, hvem man bor ved siden af. Men sådan er det heldigvis ikke længere. Vi har en fælles interesse for teater, og forleden tog vi sammen ind for at se forestillingen Blodbrødre, som jeg oprindeligt skulle have været med i. Men det endte med at blive som tilskuer.«
Gunvor: »På det kulturelle plan har vi meget at give hinanden. Thanya har rødder i Thailand og Laos – Kristoffer i Filippinerne og Sverige, så det er et spændende par at bo ved siden af Nu skal de snart være forældre, så jeg frygter den dag, de flytter væk til noget større. Min lejlighed er en smule større end deres, så jeg har tilbudt, at vi kan bytte. Ellers må vi finde en måde at holde kontakten på.«
Kristoffer: »Gunvor er blevet en betydelig del af vores hverdag, og jeg vil savne hende meget, den dag hun ikke længere er vores nabo. For nylig gav hun mig en bog om Højskolesangbogen, fordi hun ved, at jeg gerne vil undervise i musik, når jeg bliver lærer. Det har været en god måde for mig at få en forståelse for den danske sangkultur, så den er jeg glad for.«
»Man kan virkelig noget med sådan et hul i hækken«
På en villavej i Hillerød bor Lone Teglbjærg, 58 år, oversygeplejerske i Styrelsen for Patientsikkerhed. Ved siden af bor Lone Ibsen, 56 år, ejer af børnebogsforlaget Bolden
Lone Teglbjærg: »Under coronanedlukningen fandt vi ud af, at man virkelig kan noget med sådan et hul i hækken. En eftermiddag stillede vi et bord ned midt i hullet – halvdelen af bordet i Lones have og den anden halvdel i min. Så sad vi der og hyggede os med kaffe og kage, mens alle retningslinjer blev overholdt.«
Lone Ibsen: »Sidste år afholdt Lone, jeg og en tredje nabo en sommerfest for hele vejen i begge haver. Selvom vi var nogle få, der efterhånden kendte hinanden godt, så oplevede vi, at der var mange andre på vejen, som vi ikke engang kendte navnene på. De er blevet omtalt som dem fra børnehaven, musikdirektøren og ham den nye. Det var, hvad jeg vidste, selvom jeg har boet her i 20 år. Det skulle sommerfesten rette op på.«
Lone Teglbjærg: »Festen lå i august sidste år, og vi var cirka 35 naboer inklusive børn. Efter at vi hver især havde præsenteret os for hinanden med navn og husnummer, sendte vi dem ud i grupper på et stjerneløb for at løse forskellige opgaver fordelt ud på de to haver. Efterfølgende tændte vi to griller i den ene have, hvor folk selv sørgede for at grille deres egne bøffer. I den anden have var der plads til, at børnene kunne lege og lave snobrød. Først ved 22-tiden sagde folk tak for i aften.«
Lone Ibsen: »Når jeg hilser på naboerne her på den anden side af festen, så siger de alle: »Tak for sidst – vi glæder os til sommerfest næste år«. Det har betydet alt for at skabe et fællesskab her på vejen, så vi har valgt at invitere dem igen – denne gang i starten af september.«