Mød 3 enæggede tvillingepar og se, om du kan kende forskel på dem

»På et tidspunkt opgiver man at forklare, at man ikke er den anden«

Rasmus Morgenthaler Edmund, senior corporate fundraiser hos Red Barnet, og Jens Morgenthaler Edmund, hospitalsfysiker, ph.d. på Herlev Hospital, enæggede tvillinger, 45 år og begge bosat på Islands Brygge:



Jens: »Det er en kæmpe gave at have en enægget tvilling – når man har været de første tusinde slåskampe igennem som barn. Herefter finder man ud af, at man faktisk kan bruge den anden til noget konstruktivt.« 

Rasmus: »Vi har altid delt interesser og venner, og vi har fulgt hinanden i folkeskolen, gymnasiet og tog også begge ind til livgarden. Det gjorde, at vi blev betragtet som en enhed i især sportssammenhænge, hvor vi gennem mange år blev kaldt Jensmus, altså en blanding af Jens og Rasmus.« 

Jens: »Det var først, da vi valgte forskellige universitetsuddannelser, at vores veje begyndte at pege i hver sin retning. Det gav en større følelse af selvstændighed, men vi havde dog stadig en fælles base, vi boede på samme kollegie, sås med fælles venner og spillede musik sammen.« 

Rasmus: »Musikken har altid fungeret som lim i vores relation. Vi har spillet musik sammen siden slutningen af folkeskolen, og vi spiller stadig ofte sammen. Det er nemt at tage keyboardet eller guitaren under armen og smutte hen til den anden, for vi bor mindre end 400 meter fra hinanden. Det, at vi bor så tæt på hinanden, betyder også, at vi ofte bliver forvekslet af folk i nabolaget. Man vænner sig lidt til det, og på et tidspunkt opgiver man at forklare, at man ikke er den anden, og siger i stedet bare »hej« til forskellige fremmede, der tror, de kender én. Det er lidt et vedvarende bedrag, vi har kørende.«

»Vi sammenligner og måler os meget med hinanden«

Sara Bonde Tuxen og Maja Bonde Tuxen, 14 år, enæggede tvillinger, går i 8. klasse på Gladsaxe Skole:



Maja: »Da vi var små, var vi »tvillingerne«. Vi blev set som et sæt, og folk havde svært ved at kende forskel på os. Vores mor har fortalt, at der i vores vuggestue var en dreng, som blev så glad, hver gang han så mig, at han udbrød »der er Maja«, og derefter lidt forvirret »en til Maja!«, da han så Sara.« 

Sara: »Når vi skulle til legeaftaler, blev vi altid begge to inviteret. Det var, som om forældrene følte, at de ikke måtte skille os ad. Det er heldigvis blevet bedre, og det føles ikke, som om de, der kender os, ser os som et sæt på samme måde mere.« 

Maja: »Vi deler alt med hinanden. Hemmeligheder, venner, yndlingsfag og fodbold, som vi har spillet sammen, siden vi var helt små. Vi minder ekstremt meget om hinanden, og derfor sammenligner og måler vi os meget med hinanden.« 

Sara: »Ja, da vi var små, handlede det om, hvem der var højest eller brugte den største skostørrelse. I dag kan det være, hvem der får den højeste karakter i skolen, eller hvem der er bedst på fodboldbanen. Der er også lidt en konkurrence om, hvem der er tættest med vores venner. Vi har lige fået nye klasser på skolen, så vi har skiftet lidt venner. Pludselig skal vi vænne os til, at de klassekammerater, der før kom mest for at besøge Maja, nu kommer for at besøge mig, og omvendt. Det er svært at finde rundt i, og vi tackler det ret forskelligt, når noget er svært.« 

Maja: »Ja, jeg bliver sur og udadreagerende, hvorimod Sara bliver ked af det og lukker sig lidt inde i sig selv. Det er det punkt, hvor vi adskiller os allermest fra hinanden, men uanset hvad, så er vi gode til at tage os af hinanden.«

»Vi bliver aldrig rigtig trætte af hinanden«

Hanne Nielsen og Birthe Ebbesen, enæggede tvillinger, pensionister, 72 år, begge bosat i Horsens:



Hanne: »Vi har et meget tæt forhold. Vi har næsten altid boet tæt på hinanden, og vi taler sammen i telefon hver dag og bruger mange af ugens dage sammen på fællesinteresser. Vi bliver aldrig rigtig trætte af hinanden.« 

Birthe: »Vores børn og mænd vil sige, at vi minder meget om hinanden. Om det er den ene eller anden, der siger noget til vores børn. De vil opfatte det, som om det er mor, der siger noget.« 

Hanne: »Ja, vi er meget ens, og vi tænker meget ens. Det er også før set, at vi har været i en tøjbutik hver for sig og er kommet hjem med det præcis samme tøj.« 

Birthe: »Vi har fulgt hinanden tæt hele livet. Vi gik i børnehave sammen, i skole sammen, var begge ung pige i huset hos forskellige familier, og derefter havde vi også samme arbejde. Det var først, da vi var omkring 35, at vi fik forskellige jobs. Vi brugte dog stadig mange timer sammen, da vi altid har delt stort set alle vores interesser med hinanden.« 

Hanne: »Ja, og vi har også altid holdt stort set samtlige fester sammen, inklusive vores bryllupsdag. Vores mor havde et stort ønske om, at vores far fik lov at gå med en i hver arm op ad kirkegulvet, så det gjorde vi. Det føltes bare meget naturligt for os.«

Birthe: »Men de tidspunkter i livet, hvor vi har mærket hinanden mest, har faktisk været, når der har været hårde perioder. Der rykker vi ekstra tæt sammen. Det er rart at have en, man ved, man kan regne med uanset hvad. Alle kunne have brug for en tvilling i de svære stunder.«