Julemanden findes. Han spiller golf, kører bus og er matematiklærer

»Jeg kan ikke skjule, at jeg er julemanden. Og jeg har heller ikke lyst «

John Just, 71 år, pensioneret, bor i Gladsaxe og har været julemand siden 1982:

»Der er to måder at være julemand på. Altså, man kan klæde sig ud som julemand i december måned, eller også kan man klæde sig ud som mand i de resterende måneder af året. Jeg hører nok til blandt dem, som er julemand hele året, men bare klæder mig ud som mand, når det ikke er jul.

Når jeg bare går rundt til daglig i almindeligt tøj, så kan de små børn sagtens se, at det er mig, der er julemanden. De er overhovedet ikke i tvivl. Så siger de til deres mor: »Se, det er julemanden.« Så siger moren: »Nej, det er det ikke.« Og så smiler jeg og siger: »Jo, det er det.«

Vi var til et juleoptog i Thisted for ikke så lang tid siden, hvor en lille pige absolut syntes, at hun skulle gå med mig i hånden. Hun vred sig fri fra sin fars hånd, og så gik hun hele optoget igennem Thisted med mig i den ene hånd og nissemors kurv i den anden. Du skulle have set hende. Hun var ikke til at skyde igennem.

Stjernestunder som dem er det bedste i hele verden. Når for eksempel en 3-årig sidder i sin klapvogn og kigger på dig med store betuttede øjne. De blikke får du aldrig som far eller som morfar. Det er forbeholdt julemanden. Det redder min dag. Fuldstændig, helt og aldeles. Jeg bliver bare glad om hjertet.«

»Jeg bliver aldrig træt af at se børnenes begejstring«

Michael Windelborg, 45 år, buschauffør i Aalborg. Han bor i Nørre Sundby og er julemand på 17. sæson: 

»Jeg var julemand for vores egne børn, og nogle naboer så mig komme gående, og så shanghajede de mig til deres jul. Med det samme kunne jeg mærke, at det var lige mig. Den særlige glæde og begejstring, som kun børn kan have, er noget helt specielt. Det er stadigvæk det, der driver værket i dag, når jeg er ude juleaftensdag. 

Nu har jeg også mine egne børn med som nisser. Så kører vi rundt fra om formiddagen med hygge på højt plan i bilen, mens julemor går derhjemme og gør klar til vores egen juleaften. Det er en tradition for os nu, så da min datter ikke kunne være med sidste år, var hun nærmest helt deprimeret over det. Hun syntes faktisk ikke, det var en rigtig juleaften.

De familier, vi besøger, har typisk på forhånd skrevet til mig, hvad deres »drillenisse« har lavet hjemme hos dem i løbet af december måned. Så når jeg dukker op med en nissedreng eller nissepige, der kan fortælle om alle de narrestreger, de har lavet med mel i køkkenet og så videre, så kan man bare se, at børnene tænker, »wauw, hvor ved de det fra? Det må have været dem, der har været her«. Det er ret sjovt at være med til at skabe den slags julestemning.

Når jeg får julemandsdragten på, så ændrer jeg nok lidt karakter. For eksempel det der med at stå foran mange mennesker på en scene til et juletræsarrangement. Det har jeg det ikke så godt med som Michael, men som julemanden, der generer det mig slet ikke. Jeg ifører mig en figur som jeg er 100-meter-mester i.« 

»Julemandsdragten gør mig stærkere. Det føles lidt som et superheltekostume«

Jakob Gislund, 45 år, skolelærer, bor i Hjørring og er julemand på 12. år:

»Én episode, som virkelig har gjort stort indtryk på mig, var for nogle år siden. Det var til en juletræsfest, hvor en far havde besluttet, at hans dreng skulle møde julemanden. Drengen var indlagt på en kræftafdeling – og man vidste faktisk ikke, om han stadig ville være der til juleaften. Faren syntes, at hans dreng skulle med til juletræsfest en sidste gang. Den oplevelse sidder stadig i mig. De små 5 minutter, jeg brugte med den her dreng. Jeg håber, det betød noget ham – og jeg ved, hvor utrolig meget det betød for hans far. Da jeg efterfølgende satte mig ud i bilen og sad alene, kunne jeg også mærke, hvad det havde gjort for mig som privatperson. Det er et privilegium, at man kan få lov til at udfylde en rolle som den.

Julemanden er børnenes fortrolige. Jeg får ting at vide, som de har glædet sig rigtig længe til at fortælle julemanden. Der bliver sagt ting i fortrolighed til den her fantasifigur. Det er en helt særlig position, som skal behandles med respekt.

Når jeg tager julemandsdragten på, er det et skjold, men det er også en ny karakter, jeg tager på. Når jeg tænker på ham drengen, kan jeg mærke, at jeg bliver våd i øjenkrogen – men det gjorde jeg ikke i øjeblikket, fordi det også er et skjold og en professionalitet, som man bliver til. I det øjeblik, jeg tager dragten på, så ændrer min stemme sig. Min mimik ændrer sig. Selvfølgelig har jeg indøvet nogle ting, som julemanden gør – en måde at gå på, for eksempel. De fleste af os går måske ofte og trækker maven lidt ind. Det gør julemanden jo ikke. Han går strunk og flot og strutter med sin fantastiske mave. Så jo, noget af det er tillært, men en del af det sker bare af sig selv.«