Blister og blegner: Det kan du gøre ved problemet

Døjer du ofte med blister eller blegner? Det kan muligvis hjælpe at bytte din tandpasta ud, undgå visse fødevarer, tage kosttilskud eller skrue ned for tempoet, så du undgår for mange perioder med stress

Av! Blister er som regel forholdsvis harmløse, men sårene kan være rigtig irriterende.  

Hvorfor får man blister?

Det skønnes, at omkring 20 procent af befolkningen i perioder døjer med blister i en grad, så det betegnes som en sygdom. Blister kaldes også blegner eller after, men i det følgende bruges betegnelsen blister.

Der findes ikke noget entydigt svar på, hvorfor nogle har tilbøjelighed til at få de irriterende sår i munden, men meget tyder på, at lidelsen er arvelig. I nogle tilfælde kan blisterne forklares som en reaktion på en virusinfektion. Har man i forvejen let til blister, vil enhver form for svækkelse af immunforsvaret forværre lidelsen.       

Hvad kan udløse blister?

Oplever du ofte blister, kan du måske relatere det til en eller flere af disse:

  • Visse fødevarer
  • Tandpasta med skummemiddel
  • Mangel på vitaminer og/eller mineraler
  • Stress
  • Menstruation og graviditet
  • Rifter og bid i mundslimhinden

Hvad er blister?

Blister er tilbagevendende, overfladiske sår i mundslimhinden.  De sidder oftest i kindslimhinden eller på indersiden af læberne. Der kan være flere sår på samme tid, og de er ofte smertefulde. Man kan også opleve, at de bryder ud under eller på siden af tungen.    

Disse fødevarer kan udløse blister

En række fødevarer kan også være med til at fremprovokere blister hos dem, der har anlæg for det, viser undersøgelser. Det drejer sig om:

  • Tomater
  • Gammel, stærk ost
  • Chokolade
  • Nødder
  • Diverse frugter

Derfor kan tandpasta være skyld i blister

Tandpasta, der indeholder visse skummemidler, kan muligvis være medvirkende til blister, fordi skummemidlerne påvirker mundslimhindens barrierefunktion. Det gør tandkødet og slimhinderne mere udsatte. Mange vil kunne slippe for irriterende sår i munden, hvis de undgår tandpasta med:

  • Natriumlaurylsulfat  
  • Laurylsulfat

Blister ses hyppigst hos børn og unge i 10-20-års alderen

Blister er mest udbredt blandt børn og unge i 10-20 årsalderen, men  kan  forekomme i alle aldre. Kvinder døjer oftere med lidelsen end mænd.

Mangel på vitaminer og mineraler kan føre til blister

Mangel på vitaminer og mineraler er ikke i sig selv årsag til sygdommen, men kan være en medvirkende årsag til blister i munden. Lider man af en mangeltilstand, vil kosttilskud ofte kunne hæmme udbrud af blister. Er man i underskud af jern, kan jerntilskud betyde færre af de irriterende sår i munden.

Stress kan forstærke tilbøjeligheden til blister

Har man anlæg for blister, vil mange opleve at være særligt udsatte i stressede perioder.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Menstruation og graviditets betydning på blister

Hos nogle kvinder stiger tilbøjeligheden til at få blister op til menstruationen, mens der hos andre ikke er nogen sammenhæng. Ligeledes vil en graviditet for nogle føre til flere blister i munden, mens andre vil opleve at blive fri for blisterne.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Bid, rifter og stød kan give sår

Sårene i munden kan også være et resultat af, at man kommer til at bide, skære eller støde sig selv i kinden under f.eks. tandbørstning, så der går hul på slimhinden.

Anden sygdom kan føre til blisters

Blister betegnes som en lidelse i sig selv, men sårene i munden kan også være et resultat af anden mere eller mindre alvorlig sygdom. Allergikere, som for eksempel mælkeallergikere, og patienter med visse former for tarmsygdomme får oftere blister end raske personer.



 

Hvad kan man gøre for at mindske blister?

Ud over at være opmærksom på, om en af ovenstående faktorer kan være medvirkende årsag til udviklingen af blister, kan man sørge for at holde en god mundhygiejne for at hæmme hyppigheden af udbrud. Forskellige former for mundskyllemidler kan sandsynligvis være med til at forebygge angreb.       

Søg læge eller tandlæge, hvis det er rigtig slemt

Er du særligt plaget af blister, bør du søge hjælp hos en læge eller tandlæge. I nogle tilfælde kan blisterne være konsekvens af en anden sygdom, som kræver behandling.

Kilder: Anne Marie Lynge Pedersen, institutleder på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet, sundhed.dk og netdoktor.dk

Læs mere om