Sådan taler du om onani med dit barn

Normalt, at børn undersøger deres krop

Oplever man sit barn onanere eller udforske kroppen, skal man ikke være bekymret. Det er en almindelig udvikling. Man skal ikke gribe ind, men blot registrere, at barnet har fundet du af, at der er nogle steder på kroppen, det føles anderledes, når man piller ved dem.

Hvor og hvornår er det o.k. med kropsundersøgelser?

Drenge i 4-5-års-alderen bliver enormt optaget at deres tissemand og kan nærmest ikke vise den nok frem. De undersøger blot deres krop, men man kan snakke med sit barn om, hvor og hvornår den slags undersøgelser med sig selv er passende. At det ikke er i køen nede i supermarkedet, man skal svinge med tissemanden, men at det i stedet kan være i badet eller på værelset.

Man skal ikke gøre barnets undersøgelse af sin krop forbudt, men hjælpe det med at gøre det i nogle rammer, der ikke kommer til at stille barnet i en social ærgerlig situation.

Snak tidligt om onani

Har man aldrig haft en fri og naturlig snak om krop og sex og først, når barnet er blevet teenager, tænker, at man må bringe emnet på bane, er der stor risiko for, at det bliver kikset og akavet. Så optimalt snakker man krop og køn meget før. For eksempel når børnene opdager, at der er forskel på drenge og piger. Det er en oplagt mulighed for at komme ind på kønsorganer og krop. Så er vejen banet for, at man senere kan tage emnet op igen, når barnet kommer til et nyt stadie i forhold til sin krop.

Find oplagte muligheder for at få onani på banen

En opstillet samtale om onani kan godt være svær. Lad i stedet en bemærkning falde, når emnet alligevel er på banen. Der er for eksempel seksualundervisning i folkeskolen, og det kan man jo spørge ind til. Hvad har I haft om, og hvad synes du om det, I lærte om? Ellers kan en mulighed for at tage hul på en samtale være, hvis man ser en spillefilm, hvor der er scener, der lægger op til en snak om krop og onani.

Lad den unge styre samtalen

Det kan være grænseoverskridende for den unge, at forældre pøser ud af info om sex og onani, uden at den unge har spurgt om det. Lad i stedet barnet vide, at her i familien kan vi godt snakke om den slags, og lad så den unge styre, hvor meget de har brug for at vide. Hvis den unge så spørger til for eksempel onani, er det en åbning til at fortælle om de ting, man mener, den unge bør have kendskab til.

Fortæl ikke alt for personligt om egne kønsorganer

Som tommelfingerregel bør man undgå at tale alt for konkret om sine egne eller den unges kønsorganer, hvis den unge ikke meget tydelige spørger til netop det. Det er heller ikke en god idé at dele ud af alt for personlige fif, da det kan være svært for den unge at få den slags billeder af sine forældre og deres kønsorganer ud af hovedet.

Det afhænger meget af, hvilken kutyme der er i familien i forhold til at snakke om krop og sex. I nogle familier vil man godt kunne snakke om, at mor også onanerer. Mens det i andre familier vil være virkelig tåkrummende, fordi rammen til det ikke er skabt over tid.

Henvis til den bramfri moster

Som forældre kan man godt være lidt utilpas med onanisnak. Hvis ens barn spørger ind til noget kropsligt, som kommer for tæt på eller bliver for grænseoverskridende for den voksne, kan det være o.k. at sige, at man ikke lige kan svare på det, og i stedet henvise til bøger eller hjemmesider der behandler emnet sobert og konstruktivt. Ellers kan man henvise til andre, barnet kan snakke med. For eksempel hvis man har en mere bramfri moster eller tante i familien.

Snak med personer, der kender barnet

Hvis man oplever problemer med sit barns onani eller har spørgsmål, anbefaler Heidi Agerkvist, at man tager dialogen med de fagpersoner, der er tættest på barnet. Det kan for eksempel være en pædagog i børnehaven. Heidi Agerkvist er blevet kontaktet om onani nogle få gange, men vurderer, at de fleste spørgsmål om emnet klares af personer tættere på barnet.

Kilde: Heidi Agerkvist, Familievejleder og psykolog.