Emballage er agurkens bedste ven

Vrangforestillinger om emballage

En agurk pakket i plastikfolie, 3 citroner på en bakke med film omkring og vindruer i en bakke af tynd, gennemsigtig plastik.  Frugter og grøntsager er pakket godt ind, når de byder sig til i supermarkedet. Når varerne pakkes ud derhjemme, fylder emballagen også godt i skraldespanden. En gennemsnitlig dansker bruger 160 kilo emballage om året, og tilsammen bruger vi 895.000 tons emballage. Hvert eneste år. Pap, plast, glas, kartoner og andre emballager udgør en tredjedel af alt det affald, som en almindelig husstand producerer, og mængden er en af grundene til, at emballagen er udskældt.

Knap halvdelen af danskerne mener, at der er alt, alt for meget emballage om de varer, vi køber, men det er forkert at fokusere entydigt på mængden af emballage, forklarer Søren Rahbek Østergaard, der er emballageekspert på Teknologisk Instituts afdeling for emballage og transport:

»Danske forbrugere har en vrangforestilling om, hvad der er godt for varerne og for miljøet. Uden emballage ville vores fødevarer holde kortere tid, og madspildet, som er stort, ville være endnu større.«

Folie forlænger holdbarhed.

En af grundene til, at forbrugerne skal være mindre bange for emballage, er, at maden ville have sværere ved at overleve turen fra marken eller fabrikken, gennem supermarkedet og hjem i køkkenet, hvis ikke der var emballage omkring. Et icebergsalathoved er et godt eksempel. Bliver salathovedet pakket ind i tynd folie kort efter høsten, er holdbarheden en lille uge. Pakker man derimod ikke salathovedet ind, går der under et døgn, før salaten er slatten.

På samme måde er en agurk uden plastikfolie om et særsyn i danske supermarkeder. Folien hjælper med at holde agurken saftspændt, og agurker uden folie findes nærmest kun på hylderne om sommeren, hvis en lokal avler har leveret agurker til det lokale supermarked.

Et eksempel på en frugt, hvor emballagen også er mere ven end fjende, er danskernes yndlingsfrugt bananen. En stor del af de bananer, der sælges i supermarkederne, bliver solgt i løs vægt. Umiddelbart lyder det smart, at man kun køber den mængde, man spiser, men bananer, der sælges i løs vægt, har en langt højere spildprocent i supermarkedet end bananer, der er pakket i tynde poser.

Ingen gider en single-banan

Vaner og en hurtigere modningsproces er de to primære grunde til, at op mod 20 procent af alle de bananer, der kommer til Danmark, ender i skraldespanden: Danskerne vil ikke have bananer, der ikke sidder på klaser. Hver uge må Coop smide 40.000 singlebananer ud, som kunderne ikke tager i supermarkedet. Hjemme modner bananerne, der ikke er pakket ind, hurtigere, end vi kan nå at spise dem.

En uindpakket banan bliver overmoden, blød og brun i skrællen på en uges tid. I en tynd pose holder de samme bananer sig typisk dobbelt så længe.

»Bananer er et af de oplagte eksempler på en vare, hvor mere emballage ville være en fordel for miljøet. Den rigtige emballage kan øge holdbarheden. Jeg har set bananer, der kan holde sig i op til 4 uger, hvis de er rigtigt pakket ind,« forklarer Søren Rahbek Østergaard.

En tynd plastikpose er den optimale indpakning af bananer. Især hvis man kan sikre, at bananerne hele tiden har den rette mængde ilt inde i posen.

Plastik er ikke en miljøsviner

Når forbrugerne er kritiske over for mængden af emballage, er en af pointerne ofte, at plastik, der bruges til at pakke mad ind i, er lavet af olie. Produktionen af olie giver store CO2-udslip, men forbrugerne udråber fejlagtigt plastikken som den store miljøsviner.

»Ja, produktionen af plastik er en miljøbelastning, men med den rette plastik kan man få madspildet ned på 1 procent, når det gælder bananer. Den mængde olie, man i dag bruger på at sejle de 20 procent af bananerne, vi aldrig får spist, over Atlanterhavet, er langt, langt større end den mængde olie, vi skal bruge på at producere poser, der får maden til at holde længere. Ser man på bananerne i et miljøperspektiv, kan emballage altså betale sig,« siger Søren Rahbek Østergaard.

Produktion betyder mest i miljøregnskabet

Beregninger af en vares samlede miljøpåvirkninger er komplicerede, men på DTU er forskere netop nu i gang med at se på, hvordan miljøbelastningen fordeler sig mellem en række forskellige faktorer ved en fødevare som eksempelvis produktion, transport, køling, madlavning og emballage.

DTU’s beregninger viser, at knap 70 procent af klimabelastningen sker ved produktionen af maden. Her er det eksempelvis fremstilling af dyrefoder, anvendelse af landbrugsareal, vanding og gødning, der tæller med på de negative sider i miljøregnskabet. Omkring 30 procent af den samlede klimabelastning er forbundet med forarbejdning og køling af den færdig madvare – altså energiforbrug i industrien, supermarkeder og hjemme hos forbrugeren. Kun omkring en procent af den negative miljøpåvirkning kommer fra emballagen.

»Emballage har ikke nogen praktisk betydning, når man udregner den samlede miljøbelastning ved vores madvarer. Den største belastning af miljøet sker i produktionsfasen, og kan man forebygge madspild, har det potentielt store samfundsmæssige gevinster – både miljømæssigt og samfundsøkonomisk,« siger Thomas Fruergaard Astrup, der er professor på DTU Environment.  

Thomas Fruergaard Astrup peger dog på, at der altid er en miljøgevinst ved at mindske mængden af emballage eller bruge en mere miljøvenlig form for emballage, men finder man emballage, der medfører, at færre madvarer spildes, er det i langt de fleste tilfælde bedre at anvende emballagen end at undgå emballage.

»Fødevareproduktions påvirkning af miljøet er så stor, at vi skal have maden til at holde længe nok til, at vi får den spist,« siger Thomas Fruergaard Astrup.

Madspild belaster miljøet langt mere end emballage

Madspild er en langt større miljøsynder end emballage. FAO, der er FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, har i rapporten The State of Food Insecurity of the World anslået, at over 1,3 milliarder tons madvarer smides ud i verden hvert år. Klimapåvirkningen fra madspildet svarer næsten til USA’s samlede udledning af CO2. Madspildet ville – hvis man omregnede spildets klimapåvirkning til at være et land – være det tredjemest forurenende land i verden. CO2-udslippet fra varer, der ender som madspild, er kun overgået af det udslip, Kina og USA årligt står for.  

De 1,3 milliarder tons mad, der smides ud, er et svimlende tal. I Afrika går meget mad tabt, fordi manglen på emballage og ineffektiv transport gør, at maden går til, inden den kan nå frem til forbrugerne. Kunne vi med mere emballage redde bare en fjerdedel af maden, kunne det give mad nok til de 795 millioner mennesker, der sulter eller er fejlernærede, anslår FAO. Hvis de havde penge til at købe den, for udover madens holdbarhed handler sult også om fattigdom.

En fjerdedel af maden går tabt hjemme hos dig

I Danmark går op mod en fjerdedel af vores mad tabt i køleskabet, fordi vi glemmer vores rester eller smider mad ud, fordi vi ikke når at spise den. Enten er pakkerne for store, eller også holder emballagen ikke maden frisk længe nok. Derfor arbejder forskere over hele verden også på at skabe fremtidens emballage, der både holder maden frisk længere og er bedre for miljøet, end emballage er i dag.

Vi køber mad til lager

På Aarhus Universitet udvikler lektor ved Institut for Fødevarer Merete Edelenbos sammen med kolleger, fødevareproducenter og Teknologisk Institut nye emballager til frugt og grønt. Udviklingen er ikke simpel, for i modsætning til for eksempel havregryn og mel er frugter og grøntsager levende organismer, der udvikler sig og forgår, efter at de er høstet på marken.

»Vi forbrugere har høje krav til madkvalitet og friskhed, men samtidig har vi danskere tradition for at købe mad til lager. Vi bruger ikke vores råvarer med det samme, og derfor er det vigtigt, at vi får emballage, der kan sikre holdbarheden,« forklarer Merete Edelenbos.

Gulerødder er en af de grøntsager, hvor en plastikpose gør gavn for holdbarheden. Gulerødder med frisk top kan se charmerende ud i supermarkedet, men ligger gulerødderne uden indpakning for længe, bliver gulerødderne bløde og seje som viskelæder. Vandet fordamper nemlig nemt, hvis gulerødderne ikke er pakket ind - eller hvis man lader toppen sidde. Toppen trækker nemlig vand fra guleroden for at holde sig frisk og grøn. 

Nogle slags frugt har sin egen emballage

Andre grøntsager, der er opvokset under jorden, risikerer samme skæbne som gulerødderne, hvis man ikke passer på: Jordskokker, radiser og rødbede klarer sig bedre i plastikindpakning end uden. Omvendt kan en del frugter bedre klare sig uden emballage i nogle uger:

»Æbler har i princippet deres egen emballage med. Yderst har æbler et lag af voks, der beskytter næsten lige så fint som plastemballage. Undgår man at støde æblet, og opbevarer man æbler mørkt og køligt, kan et æble holde sig frisk i flere uger,« siger Merete Edelenbos.

En tommelfingerregel om, at uden emballage holder frugt bedre end grøntsager, kan man dog ikke lave. Rødkål og hvidkål har ligesom æbler et vokslag på de yderste blade. Laget forlænger holdbarheden, mens jordbær let tørrer ud og bliver kedelige uden plast­emballage.

»Den optimale emballage er ikke ens for alle produkter. Vi skal finde forskellige emballager til forskellige frugter og grøntsager,« forklarer Merete Edelenbos.

En af udfordringerne ved de emballager, vi bruger til frugter og grøntsager i dag, er, at emballagen er for tæt. På hylden i supermarkedet skal frugt og grønt ligesom mennesket have ilt, så de kan ånde. I den proces udskilles der  CO2 og vand.

Luft ud af pakken

»Hvis emballage er for tæt, kan vandet ikke slippe væk. Frit vand inde i emballagen giver bakterier gode betingelser for at vokse. At finde en indpakning, så den rigtige fugtighed er ved frugten og grøntsagerne, uden at fugten fortættes til vanddråber, er ikke enkelt,« siger Merete Edelenbos om et af de forskningsprojekter, gruppen lige nu gennemfører.

Smør salatpakken med timianolie

Naturlige planteekstrakter kan måske også hjælpe grøntsager med at holde sig længere i fremtiden. Olier som timianolie, citrusolie og rosmarin­olie er antimikrobielle, hvilket betyder, at emballage med disse olier kan forebygge væksten af bakterier og forsinke forrådnelsesprocessen. Forskerne håber at kunne udnytte olierne i fremtidens emballager.

 »De antimikrobielle stoffer findes naturligt i mange af vores krydderurter, og der er eksempler på, at hakket persille bruges til at forlænge færdigsnittet salats holdbarhed,« siger Merete Edelenbos.

Allerede i dag udnytter man altså persilles egenskaber til at mindske madspild.

Merete Edelenbos håber, at olierne på længere sigt kan eliminere persille som ingrediens i salatblandinger. Dog er der stadig et stykke vej, for man har endnu ikke fundet ud af, hvordan man undgår, at smagen fra olien vandrer fra emballagen til produktet. Olier er nemlig flygtige.

Ingen bløde jordbær

Gruppen af forskere på Aarhus Universitet og samarbejdspartnerne vil også i 2017 sætte gang i undersøgelser af, hvordan jordbær kan holde sig længere.

»Jordbær er meget skrøbelige og tørrer ud i papbakker. De skal helst spises dagen efter de er plukket. I plastemballage kan jordbær holde sig i flere dage, men de får hurtigt skimmel. Måske kan en ny indpakning få jordbær til at holde mere end bare en enkelt dag,« siger Merete Edelenbos.

I første omgang skal jordbærrene pakkes ind på nye måder. Den traditionelle og nostalgiske papbakke skal udvikles og der skal afprøves andre emballager, der forlænger bærrenes holdbarhed.

Bionedbrydeligt emballage kan have fordele - og ulemper

Selvom vi i Danmark er gode til at genbruge vores affald, efterlyser masser af forbrugere emballage, der er mere miljøvenligt – og som allerhelst kan nedbrydes naturligt, uden at farlige stoffer siver ud i grundvandet eller skovbunden, hvis en af de andre forbrugere ikke er så god til at ramme skraldespanden. Allerede i dag udvikler forskellige firmaer og forskere på universiteter over hele verden emballage, der er lavet af biologiske materialer, så plast produceret af olie kan undgås.

Cellulose fra eksempelvis majs og sukkerrør kan bruges til at lave en tynd film, der kan erstatte plastikfilmen, der omgiver for eksempel agurkerne. I de første forsøg på at lave den biologiske emballage udvandt man cellulosen af fødevarer, men i dag har udvikling ført til, at man udvinder stoffer til emballagen fra eksempelvis den del af sukkerrøret, der ikke kan bruges i sukkerproduktionen. At madaffaldet kan bruges til emballageproduktione er bare en fordel. Bioemballage kan måske også være med til at sikre fødevarer længere holdbarhed. Det skal Helle Allermann, der er civilingeniør og seniorkonsulent hos Teknologisk Institut, og hendes kolleger i gang med at undersøge:

»Fugt kan nemmere slippe ud gennem bioemballage end gennem en traditionel plastikpose. Måske kan det give en lille fordel i form af længere holdbarhed, hvis man pakker frugt og grønt ind i bioemballage.«

Det kan være godt at brænde emballagen af

Thomas Fruergaard Astrup, der er professor på DTU, peger ligeledes på, at emballage fremstillet fra biologiske materialer ikke nødvendigvis er mere miljøvenlige, når alle aspekter i emballagens levetid medregnes. I Danmark er vi gode til at udnytte vores affald, og det spiller ind i beregningerne, når man skal afgøre, om bioemballage er mere fordelagtigt end anden emballage:

»Produktionen af biomasse medfører i dag en stor miljøbelastning. Biomaterialerne kan være baserede på affald, og man skal se på, hvilken alternativ anvendelse affaldet kunne have. Måske får vi mere ud af affaldet, hvis vi brænder det og udnytter energien til eksempelvis opvarmning,« siger Thomas Fruergaard Astrup.  

Ender bioemballagen i naturen ved et uheld, har bionedbrydelig emballage dog den gevinst, at det forsvinder i stedet for som plastikken at ende i verdenshavene. Endnu er der dog et stykke vej til, at den bionedbrydelige emballage bliver almindelig, ligesom vi heller ikke er på vej til et emballagefrit samfund. Emballage har for mange fordele.

»I fremtiden kommer emballage i sig selv til at være mere miljøvenlig, men den store gevinst opnår vi ved, at vi bliver endnu bedre til at lave emballage, der holder varerne friske, er portionsopdelt eller gør det nemmere at varme rester op næste dag, uden at opvarmningen går ud over madens kvalitet,« siger Søren Rahbek Østergaard.