Sorg: Børn skal have lov til at se døden i øjnene

Far er død efter lang tids sygdom

Klokken er 8 om morgenen. En 4-årig pige er på vej ind i børnehaven Kastaniehuset i Vanløse, og pædagogerne står klar til at modtage hende. Det er med åbne arme og tårer i øjnene, for pigens far døde klokken 6 samme morgen efter lang tids sygdom.



Pigen går i Kastaniehuset med sin tvillingebror. Den morgen, hvor tvillingernes far netop er død, finder pigen og en af børnehavens pædagoger krystaller og engle frem til at dekorere et mindebord for faren. Mindebordet står fremme lige så længe, tvillingerne har brug for det, og løbende bliver engle og krystaller suppleret med familiefotos og et lys, som tvillingerne kan tænde for deres far. I tiden efter viser alle børnehavebørn mindebordet frem til søskende, forældre og bedsteforældre, der henter og bringer, og mindebordet bliver en samtalestarter om tvillingernes afdøde far.

I børnehaven Kastaniehuset har de ansatte fokus på børnehavebørnenes sorg, hvis livet er svært. For Charlotte Ponsaing, der har været børnehaveleder siden 2000, er det vigtigt, at hun og hendes personale tør stå klar til at møde børnene i sorgen, hvis den melder sig.

Det er vigtigt at pædagoger tør involvere sig i børnenes sorg

»Vi har flere gange oplevet, at personer i børnenes netværk bliver alvorligt syge eller dør. Det er vigtigt, at vi som pædagoger og mennesker tør involvere os i børnenes sorg, når der sker noget svært i deres liv,« siger Charlotte Ponsaing.

Det er ikke kun i daginstitutionen, at børns sorg ikke må gå uset hen. Åben kommunikation mellem barnet i sorg og voksne i barnets netværk er en vigtig brik i børns sorgproces, mener Thomas Sønderby Boesen, der er specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri hos organisationen Børn, Unge og Sorg.

»En afgørende faktor for, om børn i sorg klarer sig godt, er, om de voksne i barnets netværk hjælper barnet med at tale om sorgen og støtter barnet i at tilpasse sig den nye virkelighed, hvor sorgen fylder,« siger Thomas Sønderby Boesen.

Børn kan udvikle komplicerede sorgreaktioner 

Hvis ikke et barn får bearbejdet sin sorg, kan barnet i sidste ende risikere at udvikle komplicerede sorgreaktioner. Tal fra Det Nationale Sorgcenter viser, at 1 af 10 børn udvikler komplicerede sorgreaktioner som følge af deres sorg.

Komplicerede sorgreaktioner er kendetegnet ved, at sorgreaktionerne ikke aftager, men forbliver intense og invaliderende for individet. I nogle tilfælde udvikler kompliceret sorg symptomer på depression, angst, posttraumatisk stress eller fysiske sygdomme. Komplicerede sorgreaktioner kan udvikle sig til en forlænget sorglidelse. I 2022 bliver forlænget sorglidelse en anerkendt lidelse på Verdenssundhedsorganisationen WHO’s diagnoseliste. WHO’s diagnoseliste er en international liste over sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande, og listen bliver anvendt til at klassificere sygdomme i det danske sundhedssystem.

Ifølge Thomas Sønderby Boesen kan der være en sammenhæng mellem mangel på åben kommunikation om barnets sorg og udvikling af komplicerede sorgreaktioner:



»Man kan ikke per definition sige, at et barn udvikler komplicerede sorgreaktioner, når de ikke får støtte fra voksne i deres netværk, men vi kan med sikkerhed sige, at åben kommunikation om sorg har stor betydning for, om barnet trives under sorg,« forklarer Thomas Sønderby Boesen.

Børn må gerne se døden

Børnene sidder rundt om et bord i Kastaniehuset. Papirer flyder på bordet, og blyanterne får frit spil. Charlotte Ponsaing kigger nysgerrigt over tvillingedrengens skulder og på hans tegning.

»Hvad er det, du har tegnet?« spørger Charlotte, hvortil drengen svarer, at det er den knap, han trykkede på, da hans fars kiste blev kørt ind i ovnen for at blive brændt, som var det den mest naturlige ting i verden. Drengen har tegnet en stor cirkel, der fylder hele papiret.

 

Tvillingerne var med under hele forløbet, fra faren blev syg, til han døde og skulle brændes på krematoriet.

»Tvillingernes mor havde mobiliseret et overskud til at gøre det til en god oplevelse for børnene. Moren skjulte ikke noget for børnene, for de blev inkluderet hele vejen igennem,« forklarer Charlotte Ponsaing.

Ifølge postdoc, psykolog Martin Lytje fra Kræftens Bekæmpelse skal voksne inddrage børnene i sorgen, ligesom tvillingernes mor gjorde, da deres far døde.

»Børn har svært ved at forstå egne tanker og følelser omkring sorg. Hvis voksne tier sorgen væk, står barnet alene tilbage med de svære tanker og følelser. Taler man derimod med børn om sorgen, bliver sorgen en udfordring, der løftes i fællesskab,« forklarer Martin Lytje.

Barnets deltagelse ved dødslejet og til begravelsen kan hjælpe barnet til at være i sorgen og forstå, at man har mistet. Det er op til de voksne i barnets netværk at vurdere, hvor meget barnet skal inddrages. For de fleste børn er det f.eks. vigtigt at kunne tage afsked med den døende før tabet og se den døde krop efterfølgende. Men de voksne skal have blik for barnet, så det skærmes for de mest ubehagelige oplevelser, f.eks. den lidendes dødskamp.

»Inddragelsen skal hjælpe barnet i sorgen – ikke skabe så ubehagelige efterbilleder, at barnet ikke kan ryste dem af sig,« forklarer Thomas Sønderby Boesen.

Leg og tegning er sorgens sprog

»Har tvillingernes far mistet hovedet i sin kiste?« spørger et af børnene, og alle børnene griner. Børnene i Kasteniehuset leger i baghaven, og jorden er fyldt med huller, for børnene er i gang med at afholde en begravelse med kister, blomster og en præst.

Det er normalt, at børn tyer til aktiviteter som leg, sport og tegning, når sorgen melder sig:

 

»Det er de færreste yngre børn, der har ordene til at forklare sorgen, og hvad der sker i dem. Nonverbale aktiviteter som leg og kunst kan hjælpe barnet med at udtrykke, hvordan man har det,« forklarer Thomas Sønderby Boesen.

Selvom massebegravelser i børnehaven er et noget atypisk syn, er Charlotte Ponsaing helt tryg ved situationen:

»Børn i børnehavealderen kan ikke analysere tanker om begravelser, men de kan genopleve en begravelse gennem legen,« forklarer Charlotte Ponsaing.

Begravelseslegen hjælper tvillingerne til at bearbejde sorg og giver børnene i børnehaven en større forståelse af døden. Pædagogerne er med på sidelinjen for at holde øje med, at legen og snakken om tvillingernes døde far ikke overskrider tvillingernes grænser. Men så længe tvillingerne er trygge i legen, blander pædagogerne sig ikke. Hvis en pædagog blander sig fra et voksent perspektiv, kan pædagogen komme til at lægge en bekymring over børnene. For Charlotte Ponsaing er det vigtigt, at voksne ikke pålægger børnene en voksens forståelse af sorgen, men møder børnene på børnenes egne betingelser.

Død er de voksnes tabu, for børn er døden ikke tabubelagt

Blandt børnene i Kastaniehuset er død og sorg ikke et tabu, mener Charlotte Ponsaing. Hun har blandt andet oplevet, at en gruppe børn tegnede hjerter til en af pigernes kræftsyge mor, da et af børnene lavede en afstemning: »Hvem tror, hun overlever?« Alle dem, som ikke troede, moren ville overleve, skulle tegne en pil gennem hjertet.

»For børn er døden ikke tabubelagt. Der findes ikke kodeks for, hvad der er rigtigt og forkert at sige,« siger Charlotte Ponsaing. 

Derfor er det et problem, at danskerne er bange for at omgås døden. Ifølge en undersøgelse foretaget af Gallup i 2016 er emnet død det 3. mest tabubelagte blandt danskerne. Døden er kun overhalet af psykisk sygdom og religion. Når voksne ikke tør berøre sorgen, kan det gå ud over børnenes syn på sorg: 



»Har børn i sorg ikke et netværk af voksne, der tør tale om døden og sorgen, kan barnet tage det anstrengte syn på sorg til sig,« siger Charlotte Ponsaing.  Hun mener, at hvis en voksen tør tage del i et barns sorg, får barnet et sundt forhold til sin sorg og kan tage det med sig i sit ungdoms- og voksenliv. 

Spørger man Thomas Sønderby Boesen, gør Charlotte Ponsaing og personalet i Kastaniehuset den vigtigste indsats for, at børn får et naturligt forhold til deres sorg: 



»Vi skal sætte død og sorg på dagsordenen i den offentlige debat, men allervigtigst er det, at voksne i barnets netværk viser børn, at det er naturligt at sørge. Så mindskes risikoen for, at det enkelte barn udvikler et vanskeligt forhold til sin sorg,« siger Thomas Sønderby Boesen. 

Livet går videre for tvillingerne, hvis far døde

 Da tvillingerne bliver gamle nok til at begynde i skole, vælger Kastaniehuset at besøge tvillingerne for at sikre sig, at de trives. Børnene skal vide, at selvom kapitlet fra børnehaven er afsluttet, står personalet stadig bag dem, hvis de har brug for det. Da en pædagog fra Kastaniehuset dukker op på skolen, bliver hun mødt af synet af tvillingerne, der er travlt optaget af leg med de andre børn. Der er ingen grund til bekymring. 



Det er en vigtig opgave for pædagogerne i Kastaniehuset at give børnene et godt udgangspunkt for det videre liv, selvom sorgen bliver ved med at være der: 



»Sorg er et livsvilkår. Vi skal forsøge at hjælpe børnene i sorgen og vise, at verden går videre,« forklarer Charlotte Ponsaing.  

Ida mistede sin mor til kræft: »Det er ikke så tit, man fortæller helt inde, hvordan man føler«

Det kan være svært at fortælle andre mennesker, at ens mor er død. Da Ida mistede sin mor til kræft, brugte hun sin far, veninden Ofelia og organsitationen Børn, Unge og Sorg til at tale om sin mor og sorgen.

Hør Idas historie her