Sådan støtter du dit barn til et sundt skærmforbrug

Vær en god rollemodel og tænk på smartteknologi som en aktivitet, der ikke behøver at foregå fra sofaen, siger Stine Liv Johansen, medlem af Medierådet for Børn og Unge.
Børn kigger på telefon

Tag ungernes tablet med på stranden eller i skoven. Så kan du kombinere frisk luft med læring.

Drop de firkantede grænser 

Børn bruger smartphones, computer og iPads til alverdens ting. Det kan være leg, læring eller til at hænge ud med vennerne på sociale medier. Derfor nytter det ikke at sige til sit barn, at det kun må være på skærmen et bestemt antal timer om dagen, siger Stine Liv Johansen, lektor hos Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og medlem af Medierådet for Børn og Unge. 

 »Det er urealistisk at sætte firkantede grænser op for børnenes skærmtid. Vi må se på, hvad børnene laver på skærmene, frem for at sige præcist, hvor langt tid de må være på telefon og iPad i løbet af en dag,« pointerer hun. 

I stedet for skærmtid foreslår Stine Liv Johansen, at man indfører tidszoner, hvor børnene såvel som de voksne ikke er på skærmen. Det kan være under aftensmaden eller nogle timer i døgnet på bestemte dage, hvor familien er samlet om at lave andre ting.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vær en god rollemodel

Vil man som forælder undgå, at ens barn sidder med en skærm i skødet alt for ofte, bør man starte med at sætte et godt eksempel for sit eget forbrug.

 »Mange børn siger, at de ville ønske, at deres forældre brugte mindre tid på at kigge på deres smartphone. Børn spejler sig i deres forældre - også hvad skærmforbrug angår,« siger lektoren. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Voksne bør være der til at vejlede børnene

Ifølge tal fra Danmarks Radios medieforskning har stort set alle danske børn en profil på sociale medier fra 9-års alderen. Derfor er det i denne alder, de voksne bør være der til at vejlede børnene.

 »Påvirkningen skal ske i 8-9-års alderen. Senere er det vanskeligt at ændre det store på børnenes indstilling til at være et socialt menneske. Så tal med dit barn om, hvad Facebook, Snapchat og Instagram kan bruges til, og hvornår det kan være en god idé at lægge telefonen til side,« siger Stine Liv Johansen. 

Samtidig er det fornuftigt løbende at vise interesse for, hvad børnene laver på sociale medier. Derved bliver det nemmere at tage stilling til, om man synes, deres forbrug er afbalanceret. 

Tilbyd et alternativ til de små

IPad’en er populær blandt de små børn, da den er nem at lege med og fyldt med farver og levende billeder. Ud over spil-delen udfylder iPad’en i dag den samme rolle for børn som tv’et gjorde tidligere, pointerer Stine Liv Johansen. 

Hvis man mener, at ens 3-årige barn foretrækker touchskærmen lidt for ofte, gælder det om at tilbyde et alternativ.

 »Vi kan ikke forvente, at de mindre børn selv finder på andre lege. Her må de voksne byde ind. Men samtidig kan der også være tidspunkter på dagen, hvor barnet skal have lov til at sidde tilbagelænet med fingrene på skærmen,« siger hun.

Tag iPad´en med i køkkenet eller i skoven

Vi skal blive bedre til at bruge smartphones og iPads aktivt, mener Stine Liv Johansen. Der er masser at leg og læring i vente for børnene, hvis de bliver opfordret til at tage skærmen med op af sofaen.

 »Vi tænker smartteknologi som noget stationært. Men man kunne også tage iPad’en med i køkkenet og finde madvideoer sammen med sit barn som inspiration til aftensmaden. Man kan finde på lege med iPad’ens kamera eller tage skærmen med i skoven og søge oplysninger om de dyr, man finder under en træstub,« foreslår lektoren og peger på mobilspillet Pokémon Go, hvor man jagter gule væsener i det fri, som en anden oplagt mulighed for at have det sjovt og få rørt sig sammen med sit barn.