Sådan gør du julen grønnere og lettere
Julens mad behøver ikke være fed
Julemad er typisk fed mad. And med skind og sovs hører til i den fede ende, og traditionen med flæskesteg og medister til julemiddagen eller i juledagene stammer fra bondesamfundets sulefad, hvor madmor hev sine bedste – og dermed også nogle af de fedeste – retter frem ved højtiden.
Fed mad i store mængder kan give maveonder og forstoppelse, men med lidt omtanke kan man undgå en tur på sofaen for at slå mave efter et julemåltid.
Lisa Heidi Witt, der er diætist i Diabetesforeningen anbefaler, at man er opmærksom på, hvad og hvor meget, man spiser, selvom det er jul:
»Beslut dig i god tid for, hvor længe julen varer. Når det gælder mad, holder du så jul i hele december eller holder du jul d. 24. december og et par dage frem? Jo længere julen varer for dig, jo vigtigere er det, at du tænker over, hvad og hvor meget du spiser. Sjovt nok bliver man ikke nødvendigvis gladere af at spise en masse.«
Småkager og julegodter: Pas på de tørrede frugter
Julegodter frister ofte i hele december. Æbleskiver serveres med rund hånd, og fremme står skåle med pebernødder, slik og tørrede frugter. En håndfuld pebernødder om dagen i december bliver pludseligt til mange ekstra kalorier, og selvom den tørrede frugt virker som et sundere alternativ, er frugterne en kaloriefælde:
»Du tænker, at frugt er sundt, og derfor kan du spise mere af det. Tørret frugt indeholder dog stort set lige så mange kalorier som slik. Har man diabetes giver tørret frugt i store mængder desuden en stor stigning i blodsukkeret.« siger Lisa Heidi Witt.
Server i øvrigt altid julegodterne i små skåle. Jo mindre skåle, jo mindre spiser man.
»Hjernen fristes, til skålen er tom. Du kan snyde dig til færre kalorier ved at finde mindre frem, når du skal julehygge,« siger Lisa Heidi Witt.
Og så er frisk frugt også et godt alternativ til fede og søde julegodter.
Julemiddagen: Server salat og skær fedtet fra stegen
»Sørg for, at der er en salat på julebordet. Tag for eksempel udgangspunkt i rødkål eller grønkål, som er to af de ting, der alligevel hører til julemiddagen. Så får du den rigtige smag med, og du fylder maven op med andet end brunede kartofler og sovs,« lyder rådet fra Lisa Heidi Witt.
Spar også på kalorierne ved at skære fedtkanten fra flæskestegen.
»Mange tror, at man ikke kan spise sværen, men det kan man sagtens. Og skum fedtet væk, inden du laver sovsen til anden,« lyder to af Lisa Heidi Witts råd til en lettere juleaften.
Husk at vælge svinekam frem for ribbensteg, da fedtet i ribbenstegen sidder som marmorering i kødet og derfor ikke kan skæres fra.
Julefrokosten: Udvælg retterne du vil smage på
Julefrokosten har ofte et stort udvalg af retter. Frikadeller, æg, sild, medister og fiskefilet er bare nogle af grundstenene i en traditionel, dansk julefrokost, men du behøver måske ikke spise af alle retterne.
»Udvælg i stedet de retter, du bedst kan lide. Eller skær ned på mængden. Og ligesom til middagen juleaften, er det en god idé at servere salater til julefrokosten,« siger Lisa Heidi Witt.
Tænk over at vælge rugbrød frem for hvidt brød, da det indeholder mere fuldkorn og derfor giver en bedre mæthedsfornemmelse. Beslut allerede før julefrosten, hvor mange stykker brød du vil spise. Del dem så i mindre stykker for at smage på så meget af maden som muligt.
Rådet om at passe på mængderne af mad gælder ikke bare julefrokosten men hele julemåneden:
»Nyd maden og giv dig god tid til at spise den, så når du også at mærke mætheden inden du har spist alt for meget,« lyder rådet fra Lisa Heidi Witt.
4 tricks til en sundere december
- Server maden på mindre tallerkener. Vi fylder ofte tallerkenen og er opdragede til at spise op. Videnskabelige undersøgelser viser, at mindre tallerkener automatisk får os til at spise mindre.
- Alkohol og sodavand er meget kalorieholdige og giver ingen mæthed. Drik af slanke, høje glas. Lige som med tallerkenerne, ”snyder” slanke, høje glas os til at drikke mindre.
- Spis brød med Fuldkornsmærket, og vælg råvarer, der er Nøglehulsmærkede, så får du den sundeste mad, når det eksempelvis gælder brød og pålæg..
- Find tid til at få dig rørt. . Motion holder fordøjelsen i gang og forbrænder nogle af julens mange kalorier.