Mit barn på 2-5 år piller ved sin tissemand/tissekone: Hvad skal jeg gøre?

Når dit lille barn begynder at undersøge sit kønsorgan, er det vigtigt, at du undgår at påføre barnet skam, men samtidig står ved dine egne grænser og følelser. Sådan siger psykolog Morten Prahl, som mener, at målet må være at give vores børn et så naturligt og glædesfuldt forhold til deres kønsorganer som muligt
Dreng i badekar kigger på to badeænder

Når små børn piller ved deres tissemand eller tissekone, kan det sagtens være lystfuldt og føles dejligt. Men der er ikke noget seksuelt i det i en voksen betydning. Den bevidsthed har børn slet ikke. De nyder bare at udforske kroppen, siger psykolog Morten Prahl. 

Børn er naturligt optagede af deres kønsorganer

Det er helt normalt og ganske naturligt, at børn fra 2-3-års alderen bliver mere og mere optagede af at udforske deres kønsorganer.

Ikke desto mindre kan det være svært at finde den rigtige grimasse, når ens børnehavedreng pludselig finder ud af, at forhuden på tissemanden kan rulles tilbage, mens han sidder på toilettet, eller når ens lille pige undersøger sin tissekone i badet, siger psykolog hos Familiepsykologerne i Aarhus Morten Prahl, som er autoriseret i børnepsykologi.

»Det kan være svært, fordi vi lever i en kultur, hvor børns umiddelbare nysgerrighed og uskyldige tilgang til deres kønsorganer: ‘Hvor er det spændende? Hvordan ser jeg ud? Hvordan virker jeg? Og det føles dejligt’, rammer ind i en kultur med skam og alt det, vi forbinder med kønsorganer i den voksne verden.«

Hjælp dit barn til at bevare naturligheden - hvis du kan 

Ifølge Morten Prahl vil det være sundt at få ændret på skamkulturen, så vi i stedet forsøger at give vores drenge og piger et så naturligt og begejstret forhold til deres kønsorganer som muligt.

»Hvis børn kan bevare et frit og glædesfuldt forhold til deres kønsorganer, så tror jeg på, vi vil se en mere fri og levende kropslighed. Og når seksualiteten så indtræder i puberteten, så vil de unge også få et mere frit forhold til den og nyde den langt mere, end hvis den er forbundet med skam,« siger han.

Selvom Morten Prahl udtaler sig som fagperson og psykolog, understreger han, at der også er tale om et holdningsspørgsmål her, og at vi som forældre jo er rundet af vidt forskellige kulturelle koder og værdisæt. Derfor er det heller ikke naturligt for alle forældre at ‘bakke op’ om barnets undersøgelser af sig selv. Og derfor findes der heller ikke et enkelt svar på, hvordan du som forælder skal forholde dig, når du bliver konfronteret med dit 2-5-årige barns pilleri.

Det vigtigste er, at du er tro mod dig selv

Hvis lille Villads viser sin strittende tissemand frem, og du med oprigtighed i stemmen kan sige: ‘Den er rigtig fint. Sådan en tissemand har far også – det er dejligt. Den skal du være glad for,’ så er det godt. På den måde støtter du op om din søns selvfølgelige og nysgerrige tilgang til sin tissemand.

Har du til gengæld svært ved at forholde dig til dit barns undersøgelser og opdagelser, så er det bedre at melde det ærligt ud, siger Morten Prahl.     

»Du kan ikke skjule for et barn, hvordan du egentlig har det. Børn bliver usikre over at se en mor, der siger ‘Det er bare fint og helt i orden,’ mens hun vender hovedet væk og i virkeligheden har det helt anderledes. Det gør barnet forvirret, og så bliver det på en måde mere farligt: Hvis man kan mærke, at far eller mor synes, noget er svært, men ikke tør stå ved det.« 

Undgå at påføre barnet skam og tag selv ansvar for, hvordan du har det

Hvis du har det svært med din lille dreng eller piges gryende interesse for egne kønsorganer, er det imidlertid vigtigt, at du ikke gør barnet forkert.

Sig ikke: ‘Ej, det er ulækkert, at du sidder og piller ved tissemanden. Hold op med det.’ Tag i stedet selv ansvar for dine følelser og sig f.eks.: ‘Det er sandelig en fin tissekone, du har, men jeg kan ikke lige finde ud af, at vi kigger på den nu, så jeg vil gerne have, at du går ind på dit værelse eller venter, indtil det er mor, der hjælper dig i bad.’

Anvis rammer – kønsorganerne er privat område

Uanset hvordan du og din partner har det med jeres lille barns selvstudier (og præsentationen af resultaterne), er det en god idé at anvise nogle rammer, hvori det kan foregå. Hvis alting er totalt frit derhjemme, og barnet så kommer ud i en verden, hvor det forholder sig helt anderledes, kan det blive forskrækket. Hjælp derfor dit barn til at forstå, at kønsorganerne er noget privat, som man ikke lige hiver frem i supermarkedet eller ved spisebordet, men som er mere oplagt at undersøge på værelset eller badeværelset.    

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Respekter din partners ståsted

Måske har du det selv uproblematisk med at være vidne til dit barns begyndende pillen og gnubben, mens din partner har svært ved at forholde sig til det. I det tilfælde er det vigtigt, at du respekterer din partners følelser og grænser – og omvendt. Igen er logikken, at jeres barn har større glæde af tydelige forældre, der står ved sig selv og respekterer hinandens forskelligheder, end forældre, som diskuterer, om deres barn er forkert.  

»Desuden kan det være hjælpsomt for barnet i forhold til at forstå, at folk reagerer forskelligt på det der med tissemænd og tissekoner. Når barnet bliver 4-5 år, har det brug for at vide, at nogle voksne ikke synes, det er noget, man lige snakker om, mens andre voksne synes, at det er helt okay,« siger Morten Prahl.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Men overvej, om du vil arbejde med dig selv…

Hvis du ikke selv har haft et særlig afslappet forhold til din seksualitet, kan det være en udfordring for alvor at skubbe dit barn i modsat retning, om end du stadig kan gøre noget for at reducere skamfølelsen hos det. Og som nævnt flere gange her i artiklen, er det vigtigste at være tro mod dig selv og dine egne grænser. Men samtidig er det ikke umuligt at rykke dem, hvis man er motiveret for det, siger Morten Prahl.

»Hvis man køber præmissen om, at vi skal forsøge at gøre op med skamfølelsen og få så meget frihed, glæde og lystfuldhed ind i vores seksualitet, som man nu kan i den verden, vi lever i, ja så bør man måske overveje, hvor meget man kan åbne op og arbejde med sine egne blokeringer,« siger han.

Kilde: Psykolog Morten Prahl

Læs mere om