Kend din rodfrugt

Vælt dig i rodfrugter. Rodfrugter hører til de grove grøntsager, der er fulde af kostfibre, vitaminer, mineraler og antioxidater. De indeholder næsten intet fedt, og de mætter godt med deres høje fiberindhold, det tager nemlig lang tid for kroppen at nedbryde fibre, og derfor holder de os mætte længe.

Gulerod

En god gulerod skal være fast og sprød. Du kan få orange gulerødder, men de kan også være hvide, røde, sorte og violette. Små nye gulerødder er de sødeste.

Køber du gulerødder med top, skal toppen af, inden du lægger dem i køleskabet.

Nye danske gulerødder har sæson juni-september.

Pastinak

Forveksles ofte med persillerod, som ligner. Pastinak skal have en bred ende. Den afsluttes på den brede top med en bue nedad, mens persillerod buer opad.

Husk reglen: Pastinak skal ned med nakken. Huden skal være tynd og lysebrun. Smagen er sødlig og krydret.

Dansk sæson august-april.

Persillerod

Forveksles ofte med pastinak.

Buer opad i toppen modsat pastinak. Det hvide kød skal være fast. Huden skal være tynd og lysebrun. Smagen er frisk og persilleagtig.

Dansk sæson september-marts.

Jordskok

Knold med knold på. Er ofte snavset og svær at få ren, men vinder ved nærmere bekendtskab. Kan varieres med kartoflen, er fuld af smag og lidt sødere. Skal skrubbes grundigt med en stiv børste. Skrællen må gerne blive på, bare den er ren. Kan også skrælles, men skrællede jordskokker bliver hurtigt brune, lidt citron i kogevandet hjælper.

Dansk sæson august-februar

Radise

Radiser er bedst, når de føles faste og er sprøde at bide i. Gode radiser er ikke større end 1-2 cm i diameter. Bladene skal være friske og ikke slatne. Vi kender bedst den røde og hvide radise, men radiser kan også være lavendelfarvede, bolsjestribede, grønne eller helt hvide. Smagen er skarp og frisk. De holder sig bedst uden top.

Dansk sæson marts-november

Kinaradise

Stor og hvid, kan blive helt gigantisk med en længde på 50 cm og en tykkelse på 10 cm i diameter. Kinaradise kaldes også for japansk ræddike. Skrællen har en skarp pebret smag, smagen af selve kinaradisen er mere mild, men krydret og minder lidt om radise.

Kinaradiser har ikke dansk sæson, men importeres og kan købes i butikkerne det meste af året.