Hvorfor er der så mange udenlandske jordbær i butikkerne i år?
Sommervejret har været hårdt ved de danske jordbær
Har du også stået i frugt- og grøntafdelingen i supermarkedet og tænkt: ”Hvor er de danske jordbær?” Sommermånederne er højsæson for danske jordbær, men i år har der været længere mellem de danske jordbær på supermarkedernes hylder. Første del af sommeren har nemlig været ganske våd, og når det regner meget, går det ud over jordbærhøsten.
”Den danske jordbærhøst er den laveste, jeg har set i mange år. Vejret har været for dårligt, og de danske avlere af frilandsjordbær melder alle om, at de kun kan høste cirka det halve af, hvad de kan normalt.”
Når høsten er lav, bliver butikkerne nødt til at hente en masse jordbær fra avlere andre steder i Europa for at kunne følge med danskernes store lyst til jordbær. I en normal sommer vil langt de fleste jordbær i danske butikker komme fra danske avlere, men i år vil du se flere jordbærbakker fra lande som Tyskland, Nederlandene og Belgien.
Priserne er også højere end sædvanligt
På et normalt år, hvor markerne ikke får masser af regn, og hvor solen jævnligt skinner fra en skyfri himmel, vil jordbærhøsten være større. I butikkerne kan man supplere de danske jordbær med frilandsjordbær fra avlere i Tyskland, hvor der er en kæmpe jordbærproduktion. Den store produktion bidrager også til, at priserne ikke stikker af, men i år har solen ikke skinnet, og regnen er fosset ned i større omfang end normalt, siger Peter Magnusson:
”I år er der pres på priserne, fordi store dele af den tyske høst er regnet væk. Samtidig har foråret været koldt, der har været få soltimer i juni, og temperaturerne har været lavere end normalt.”
I sommeren 2024 er udbuddet af jordbær blandt de mindste, Peter Magnusson har set. Når supermarkederne køber jordbær, har man for en del af jordbærrene aftalt, hvor mange bær avlerne skal levere, og hvad prisen er. Resten af bærrene, Coop køber, følger priserne på bærauktioner, hvor prisen på jordbær lige nu er rekordhøj.
I slutningen af juni og begyndelsen af juli i 2024 kostede en bakke jordbær mellem 4 og 5 euro på jordbærauktionerne – altså et sted mellem 28 og 40 kroner for en bakke jordbæk. Oven i prisen skal man så lægge gebyr til auktionerne, pakning, transport og moms. Det er med til at gøre prisen på jordbær til en af de højeste i mange år.
”Hvis man ikke har gode kontakter blandt avlerne, der er villige til at hjælpe dig og måske sikre lidt lavere priser, skal man købe på auktion – og det betyder, at priserne vil stige i butikkerne,” siger Peter Magnusson, der heldigvis har sikret leveringen til Coops butikker.