Hvordan bager jeg mit brød i bunden?

Det er ikke altid let at lave et godt, gennembagt brød. En varm ovn kan dog gøre en stor forskel.

Der skal god varme til, når brødet skal bages helt igennem.

?

Hvordan får jeg mit brød til at blive bagt bedre i bunden? Franskbrød, flutes, rundstykker er ofte helt lyse under bunden, og de virker, som om de ikke er bagt nok. Når man banker dem under bunden, skal det lyde hult, og det kniber det altså med.

 

Elna Busk

Svar fra Mia Kristensen

Typisk vil dette problem opstå, fordi ovnen ikke er varm nok, eller ved brug af tykke bageplader eller bageforme i f.eks. glas, som ikke overfører varmen lige så godt som metal. Sørg derfor for, at ovnen er helt opvarmet, og varm også gerne pladen op i ovnen, inden du trækker bagepapiret med dejen over på.

Endelig er det også vigtigt at bage ved en tilstrækkeligt høj temperatur, typisk ca. 200-230 C, alt efter hvilken type brød/boller du bager. Smagen sidder i skorpen, og derfor er det vigtigt, at brødet er godt gyldent for at opnå den optimale smagsudvikling. Der findes også andre metoder til at teste, om dit brød er gennembagt. Her bruger du et stegetermometer og måler temperaturen i midten af brødet. Brødet er gennembagt, når centrumtemperaturen er ca. 98 C.

Mia Kristensen underviser i kvalitet, ingredienser og køkkenfærdigheder på Københavns Professionshøjskole. Er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet. 

Læs mere om