Må man bage med sur mælk?
Brug mælk der ikke lugter, men drop sur mælk i brødet og kagerne
Mælk er pasteuriseret for at mindske mængden af bakterier, men pasteuriseringen giver ikke mælk evig holdbarhed.
Bakterier, der kan være skadelige, får mælk til at lugte
Gammel mælk, opbevaret i køleskab, får en kvalm lugt. Gammel mælk kan i nogle tilfælde – men langt fra altid – indeholde sundhedsskadelige bakterier.
Ved varmebehandling vil langt de fleste dø, men nogle bakterier er i stand til at danne varmeresistente sporer.
Nogle bakteriestammer er sundhedsskadelige, men de skal være tilstede i stort antal for at udløse sygdom. I varmebehandlet mad er risikoen ikke stor, men den er tilstede.
Kilde: Susanne Knøckel i Samvirke
Godt 1 uge efter mælken er tappet, bør mælk ikke drikkes længere. Et gammelt husmorråd lyder, at man kan bruge den datooverskredne mælk i kager og brød. Faktisk går nogle råd så langt, at de forklarer, at man kan bruge sur mælk i bagværk.
Mia Irene Kristensen, der er fødevarekemiker og udvikler opskrifter for Samvirke, anbefaler, at du bruger næsen og din duftesans, inden du bruger mælk, der er over sidste holdbarhedsdato, når du bager.
»Mælk bliver sur på grund af bakterievækst i mælken. Som forbruger ved man aldrig helt, hvad der er på spil. Dufter mælken fint 1 dag eller 2 efter udløbsdatoen, kan du godt bruge den, når det, du bruger mælken til, varmebehandles. Du skal ikke bruge mælk, der er mange dage for gammelt. Uanset lugten.«
Bag gerne med kærnemælk
Mælk, der dufter surt, vil Mia Irene Kristensen fraråde, at du bruger. Du ved ikke, om bakterierne, der er skyld i duften, er sundhedsskadelige. Alene duften og smagen på bagværket kan samtidig påvirkes af den sure mælk.
»Dog kan man bage med kærnemælk i mindre mængder,« forklarer Mia Irene Kristensen.
Du skal ikke bruge mælkeprodukter med tilsat smag – for eksempel yoghurt – efter sidste holdbarhedsdato. Den tilsatte smag gør det sværere for dig og din næse at opdage, hvis bakterierne har fået fat og nået et kritisk niveau.
Brug syrnede mejeriprodukter, de giver god smag og forlænger holdbarheden
Syrnede mejeriprodukter som A38, ymer, ylette, kærnemælk og cremefraiche indeholder naturligt bakterier. Bakterierne er brugt til syrningen, og når datoen overskrides på disse produkter, vil den dominerende bakteriekultur være til stede i endnu højere grad, end da du købte kartonen. Som tiden går, bliver syrnede mejeriprodukter mere sure.
Læs også: 11 fødevarer du må spise, selvom datoen er overskredet
»Syrnede mejeriprodukter giver en dejlig, letsyrlig smag i brød – lidt a la surdej. Samtidig forlænger syrnede mejeriprodukter holdbarheden i bagværk,« fortæller Mia Irene Kristensen.