Hvad skyldes dårlig ånde – og skal jeg gå til tandlægen med problemet?
Dårlig ånde er almindeligt – især om morgenen
Du har sikkert prøvet at vågne med følelsen af at have dårlig ånde. Eller prøvet at morgenkysse kæresten og så givet op, fordi du blev ramt af dårlig ånde. Dårlig ånde kan være almindeligt om morgenen og skyldes, at munden er mere tør om natten end om dagen, blandt andet fordi vi producerer mindre spyt, når vi sover. Samtidig spiser og drikker vi ikke om natten, to ting, der normalt er med til at rense munden. Derfor er dårlig ånde om morgenen normalt. Har du ofte og tilbagevendende dårlig ånde på andre tidspunkter af dagen end om morgenen, så læs længere nede i artiklen, hvad du kan gøre.
Dårlig ånde opstår, når bakterier omsætter den næring, de får tilført i munden, fortæller Line Staun Larsen, der er postdoc ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet:
»Mundens bakterier spiser både de madrester, der har sat sig fast mellem tænderne, og den næring, der kommer fra mundens egne væsker, for eksempel fra tandkødslommerne og fra spyt. Når bakterierne nedbryder proteinstoffer, dannes der svovlholdige gasser, som lugter særligt slemt. Om natten skylles bakterierne og gasserne ikke væk fra mundhulen i samme omfang som om dagen, og derfor oplever man ofte dårlig ånde om morgenen.«
3 fakta om dårlig ånde
Dårlig ånde kan være et helt uskyldigt fænomen, især hvis man oplever det om morgenen. Dårlig ånde kan hos de fleste fjernes ved at være ekstra grundig med den daglige mundhygiejne. Ved tilbagevendende dårlig ånde bør man søge tandlæge og få en faglig vurdering.
Tyggegummi eller mundskyl kan maskere den ubehagelige lugt ved at give en frisk smag i munden, men fjerner ikke årsagen til dårlig ånde. Årsagen til dårlig ånde er svovlproducerende bakterier. Man forebygger dårlig ånde ved at fjerne bakterierne på tænderne grundigt hver dag.
Dårlig ånde kaldes af fagfolk for halitose. Der er forskel på at have halitose eller tro, at man har dårlig ånde. En del personer føler nemlig, at de har dårlig ånde uden faktisk at have det. Det er tilfældet, når den dårlige ånde ikke opfattes af andre personer end én selv, og bygger ofte på angsten for at lugte dårligt ud af munden. Denne tilstand kaldes halitofobi.
Børst tænder. Det giver mindre dårlig ånde
Børster du tænder grundigt, er der færre bakterier i din mund, der kan danne svovlgasser, og du vil med stor sandsynlighed opleve mindre dårlig ånde.
Hvornår skal man gå til tandlægen med dårlig ånde?
»De svovlproducerende bakterier lever typisk på den bageste del af tungen, som er meget ujævn, hvor de kan være vanskelige af fjerne. De lever også i tandkødslommerne, hvor de findes i stort antal, hvis man har tandkødsbetændelse eller paradentose,« siger professor Bente Nyvad.
Derfor er det vigtigt at opsøge tandlægen, hvis du ofte har dårlig ånde på andre tidspunkter af dagen end om morgenen, eller hvis du har tilbagevendende dårlig ånde, selvom du er grundig med tandbørsten. Efter behandling af paradentose vil de fleste mennesker opleve, at den dårlige ånde forsvinder. Hvis man har tendens til belægninger på tungen, kan det også hjælpe at børste tungen.
»I et mindre antal tilfælde kan årsagen til den dårlige ånde ikke findes i munden. I disse tilfælde vil det være en god idé at opsøge egen læge. Dårlig ånde kan nemlig også stamme fra fordøjelseskanalen og luftvejene eller skyldes anden systemisk sygdom,« siger Line Staun Larsen.