Håndsprit: 7 ting du skal være opmærksom på

Håndsprit er blevet fast inventar i hverdagen. Det er praktisk at have en håndsprit med sig på farten, men det brede udvalg på hylderne i supermarkedet gør det svært at vælge den rigtige håndsprit. Samvirke guider dig til, hvad du skal kigge efter, når du køber håndsprit, og hvordan du bruger håndspritten rigtigt
Håndsprit på hænder

Brug ca. 3 ml håndsprit, hver gang du spritter hænder. 

Tjek, om håndspritten er effektiv mod bakterier og vira

Tjek på håndsprittens varedeklaration, at spritten er effektiv mod bakterier og vira. Spritten skal være testet i henhold til de europæiske standarder EN1500 (bakterier), EN13727 (bakterier), EN13624 (gær) og EN14476 (vira).

Køb mærker, du kender i forvejen

Køb håndsprit i et mærke, du har tillid til. Gå efter de større producenter, som du kender, og som sælges gennem anerkendte forhandlere. Nogle importerede håndsprit indeholder ikke nok aktive stoffer, som skal dræbe bakterier og vira. Stoffer i nogle håndsprit kan også risikere at have en negativ effekt på din hud.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kig på håndsprittens indhold

Der findes håndsprit både med og uden alkohol, men de mest almindelige håndsprit er baseret på alkohol. Det er de aktive stoffer i håndspritten, der dræber bakterier og vira. Vælger du en alkoholbaseret håndsprit, skal du altså kigge på alkoholprocenten i håndspritten. En effektiv håndsprit skal indeholde 70-85 procent alkohol. Håndspritten bør desuden indeholde et hudplejemiddel som f.eks. glycerol, der tilfører fugt til huden.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Brug 3 ml håndsprit, hver gang du spritter hænder

Det er vigtigt at bruge nok håndsprit, for at håndspritten skal have den rette effekt. Brug ca. 3 ml håndsprit svarende til 2 tryk på en pumpeflaske, når du spritter hænder. Når du påfører håndspritten på dine hænder, skal det tage 30 sekunder for hænderne at tørre igen. Er dine hænder tørre allerede efter 15 sekunder, bør du spritte hænderne igen.

Fordel håndsprit grundigt på hænderne

Sørg for, at dine hænder er rene og tørre, inden du fordeler spritten på dine hænder. Håndspritten skal fordeles grundigt på alle fingre, mellem fingrene, på håndflader, håndryg og håndled.

Husk også at vaske hænder

Håndsprit erstatter ikke almindelig håndvask, og håndsprit er kun effektivt på synligt rene hænder. Derfor er det vigtigt at vaske hænder jævnligt med vand og sæbe (20-30 sekunder). Håndsprit kan dog stadig være et godt alternativ, hvis du ikke har adgang til vand.

Kig på håndsprittens datomærkning

Håndsprit kan typisk holde sig i 2 eller 3 år. Alkoholen i håndspritten fordamper over tid, og da en effektiv håndsprit skal indeholde min. 70 procent alkohol, er der grænser for, hvor meget alkohol der må fordampe, uden at håndspritten mister sin effekt.

Håndspritten holder ikke altid, hvad den lover

En undersøgelse af de svenske miljømyndigheder Swedish Chemicals Agency viser, at i 9 af 51 hånddesinfektionsmidler levede koncentrationen af aktive stoffer, der dræber bakterier og vira, ikke op til det deklarerede indhold. Ifølge håndhygiejneproducenten Kiiltos projektmanager, Christina Madsen, kan håndspritten skabe falsk tryghed blandt forbrugerne. Hun opfordrer forbrugerne til at se sig for:

»Undersøgelsens resultater er tankevækkende, og man kan frygte, at et lignende billede gør sig gældende på det danske marked. Håndsprit er et vigtigt redskab i bekæmpelsen af vira og bakterier, og derfor er det vigtigt, at forbrugerne kan stole på, at produkterne lever op til kravene og rent faktisk virker efter hensigten,« siger Christina Madsen. 

 

Kilde: Kiilto