Fur Bryghus: Boblende bryg fra øen i Limfjorden

Fur Bryghus forsøger at holde det så lokalt som muligt

Porteren er mørk og smager af røg og engelsk lakrids, alen er frugtig og blomstret, og classic’en er, ja – klassisk: humlet og venlig. Fur Bryghus brygger 16 slags øl – foruden sæsonøllene, som de producerer, når det er påske eller jul.

 

Uanset hvilken slags øl du foretrækker at knappe op, starter de med samme ingrediens: malt. På anden sal oppe under skråvæggene i bryghuset ligger beholdningen af malt i hvide sække.

»Vi kalder malteriet for forårsfabrikken, for det får kornet til at spire, som det gør på markerne i foråret,« forklarer Flemming Asmussen. Han er brygmester på Fur Bryghus og har været det siden 2005.

På malteriet får de kornet, primært byg, men også rug og hvede, ind fra markerne og lægger det i blød. Det får det til at spire, og samtidig aktiveres enzymerne i kornet, som skal bruges til ølbrygningen. Inden det for alvor begynder at gro, stoppes processen, og kornet tørres igen. Hovedparten af de store, hvide sække i bryggeriet kommer fra et malteri i Haderslev. Enkelte kommer hele vejen fra Tyskland og Belgien. Fur Bryghus forsøger at holde det så lokalt som muligt, men til øl som porter er det nødvendigt med særlige malttyper.

Sådan foregår processen: Fra malt til mæsk til mask

De store, røde bygninger, der udgør Fur Bryghus, er beklædt med træ og bygget for snart 100 år siden. Dengang var det en fabrik, som udvandt moler – en særlig type ler, der især er kendt fra Fur. Nu huser bygningerne mikrobryggeriet, en restaurant og lokaler til events. Fra restauranten kan man se ind i bryggeriet, hvor 2 enorme kedler stjæler opmærksomheden med deres skinnende kobberlåg og brune sider.

 

»Vi bruger lige omkring 400 kilo malt til ét bryg, og kombinationen af det sammensætter vi ud fra, hvilken slags øl vi vil brygge,« forklarer Flemming Asmussen.

Malten bliver formalet oppe på loftet, inden den ryger ned i mæskekedlen. Flemming Asmussen peger på et langt metalrør, der starter oppe i loftet og ender i den ene af de 2, store kedler.

I den foregår mæskningen, hvor den knækkede malt bliver blandet med vand og varmet op. Det gør enzymerne aktive igen, og den stivelse, der er i malten, bliver omdannet til sukker og smagskomponenter. I den anden af de 4000 liter store kedler bliver den vandholdige masse bagefter siet. For at trække alt sukkeret ud af kornene tilføjes mere vand, som igen sies fra, og knap 8 timer efter står brygmesteren tilbage med to ting: mask, som er det opblødte korn, og urt, som er den sukkerholdige væske.

 

»Urten er meget sød, så for at opnå den rigtige ølsmag koger vi urten igen og tilsætter humle. Det er forskelligt, hvilken slags, men vi tilsætter den altid ad flere omgange. Første gang giver bitterhed, sidste gang giver smag og aroma.«

 

Læs også: Sådan brygges øl

Masken er en god snack til kreaturer

Masken bliver hentet af en landmand fra Skive, for efter mæskningen er det en sukkerfattig og proteinrig snack til kreaturerne.

Opløs gæren i lunkent vand … sådan lyder det ofte i opskrifter, for er vandet for varmt, dør gæren, og så får du næppe noget Mesterbager-forklæde. Det samme princip gør sig gældende ved ølbrygning, og derfor skal urten først afkøles, inden gæren bliver tilsat.

Det brummer og dufter lidt sødligt i bryggeriet. I 5 firkantede metalbeholdere gærer forskellige brygge øl.  Den længst til højre har skum på toppen, fordi gæren stadig er i fuld gang med at spise sukkeret og omdanne det til alkohol og kulsyre, mens den til venstre er blank og uden meget aktivitet.

»Hovedgæringen tager mellem 1 og 2 uger, alt efter hvilken type øl vi laver,« forklarer Flemming Asmussen.

Øllet ligger og modner ligesom vin

Det udvikler varme, når gæren arbejder, og derfor er der kølekapper på tankene, så brygmesteren kan regulere temperaturen og aktiviteten i øllet. Når der ikke er mere sukker tilbage, sænkes temperaturen yderligere, så gæren samler sig på toppen eller i bunden og kan blive genbrugt.

»Sidste stop er lagertanken, hvor øllet ligger i 1 til 2 måneder og modner – ligesom du kender fra vin,« siger Flemming Asmussen og peger op på en håndfuld metaltanke. På skiltet på fronten er brygnummeret noteret, og etiketten fra flasken afbildet, så der ikke er tvivl om, hvilken type øl der er på lager.

Øllet tappes tilslut på den brune flaske, hvor fossiler fundet i leret er afbildet 

I rummet ved siden af det spejlblanke brygværk står papkasser stablet på paller og slanke fustager på rækker. Omkring maskinerne står høje, brune ølflasker, for her er bryghusets tapperi, hvor de gyldne dråber bliver fyldt på flaske.

 

»Tanken bag vores øl er, at det skal passe til mad. Det må gerne smage af meget, men det skal være et alternativ til vin, og derfor laver vi ikke noget, der er ekstremt surt eller bitter,« siger Flemming Asmussen.

Når kapslen er blevet sat på, er der kun etiketten tilbage. Den gamle molersfabrik, som de røde bygninger engang husede, har givet inspiration til motiverne på etiketterne, og fossiler fundet i leret er afbildet på flaskerne. På lageren findes en edderkoppehveps, på triple alen et skumchikadefossil og på julefrokostøllen findes et billede af, ja – en sild. Hvad ellers?