Forsikringen dækker ikke, når du arbejder frivilligt
Du kan selv hænge på erstatningspligten, hvis du arbejder som frivillig
Giver du ældre medborgere cykeloplevelser, hjælper du på en café, eller reparerer du uvirksomt elektronik som frivillig, bør du tjekke din forsikring. Også hvis du har andre opgaver som frivillig arbejdskraft, lyder rådet fra Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikringsoplysningen, som er en del af Forsikring & Pension:
»Din egen indboforsikring vil normalt ikke dække, hvis man laver skade under arbejde for andre – heller ikke, når der er tale om frivilligt arbejde.«
Anja Lintrup Sørensen har et eksempel fra Forsikringsoplysningens brevkasse. Her spørger et par frivillige, der reparerer elektriske apparater, om de har ansvar for at skulle erstatte noget, hvis de laver skader under arbejdet for andre.
»Som udgangspunkt er man ikke dækket, når man arbejder for andre, heller ikke selvom man har en ansvarsforsikring i sin indboforsikring,« fortæller Anja Lintrup Sørensen.
Du bør i stedet sikre dig med en erhvervsansvarsforsikring. Om det er dig eller foreningen, der skal sørge for forsikringen, beror på en konkret vurdering af, om der er tale om et ansættelsesforhold eller ej. Det er uden betydning, at man som reparatører er ulønnet. Derimod har det betydning, i hvis interesse arbejdet udføres.
Foreninger kan gøres ansvarlige, så tjek altid, om du er dækket af en forsikring
En forening er det, man kalder en juridisk person. Det betyder, at en forening blandt andet kan optage gæld, eje ting eller have forpligtelser – på samme måde som en virksomhed kan. Derfor kan en forening også gøres ansvarlig og hæfte for de ting, de tilknyttede laver.
En række foreninger har tegnet kollektive forsikringer, der skal dække de frivillige i foreningen. Uanset om du cykler med gamle, samler ind til landsindsamlingen eller dirigerer trafikken ved et sportsstævne, bør du tjekke med dem, du hjælper, hvordan du er dækket af forsikringer, mens du laver dit frivillige stykke arbejde.
Kilde: Forsikringsoplysningen