Fællesøkonomi: »Vi har delt vores gener, så kan vi også dele vores penge«

Siden Agnes Roesdahl, 29, og Rasmus Mogensen, 28, der begge er studerende, fik en datter for lidt over et år siden, har de haft fuldstændig fællesøkonomi.

»I princippet er jeg ligeglad med penge. På nogle tidspunkter i livet har man mange, og andre gange har man ikke så mange,« siger Agnes Roesdahl.

Agnes Roesdahl og Rasmus Mogensen deler alt

Rasmus: »Når der går løn og SU ind på vores lønkonti, bliver de fleste af pengene fordelt ud på en budgetkonto, en madkonto og en opsparingskonto. Derudover overfører vi lidt til hver vores lommepengekonto. Hvis jeg løber tør for lommepenge i løbet af måneden, overfører jeg bare nogle flere fra den af vores lønkonti, der er mest tilbage på. Ikke nødvendigvis min egen. Det samme gør Agnes. Det taler vi slet ikke om.«

Agnes: »Nej, det handler jo om, at vi stoler på hinanden. Det er også det, vi sender et signal om ved at have fællesøkonomi. For mig er det lidt det samme som at være gift: Det viser, at vi har valgt at satse på hinanden, og at vi er en familie.«

Rasmus: »Det ville være mærkeligt at bo sammen og have et barn sammen, men ikke have fællesøkonomi. Har man delt sine gener, kan man vel også dele sine penge. Men det fungerer nok for os, fordi ingen af os har tendens til at skeje ud økonomisk eller er gået ind i forholdet med en stor gæld.«

Færre har fællesøkonomi

I 2010 havde 68 procent af af de danske par fællesøkonomi, der også dækkede personlige behov og udgifter. I 2017 var tallet faldet til 53 procent.

Kilde: Nordea/YouGov

Agnes: »Ja, og så fordi vi begge har været studerende i evigheder. Der er ikke nogen af os, der har været nødt til at ændre livsstil. Det er nemmere at dele alt, når man ikke har så meget.«

Rasmus: »Efter vi har fået fællesøkonomi, er jeg nu blevet mere bevidst om mit forbrug – på godt og ondt. Når jeg for eksempel går i byen med mine venner, kan jeg godt lide at give en omgang, men så tænker jeg over, at det jo lige så meget er Agnes, der giver den omgang. Det har jeg det ikke så godt med.«

Agnes: »Det har jeg ikke noget problem med. I princippet er jeg fuldstændig ligeglad med penge. På nogle tidspunkter i livet har man mange, og andre gange har man ikke så mange. Selvfølgelig kan jeg nogle gange savne at købe det, jeg har lyst til. Men det er nok meget godt, at jeg ikke kan, for så ville jeg shoppe meget.«

Rasmus: »Jeg kan godt savne friheden ved at have mine egne penge, men det overskygger ikke alle de fordele, der er ved fællesøkonomi. Det gør hverdagen meget lettere, og vi har generelt færre diskussioner om penge. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at jeg aldrig kan købe en stor gave til Agnes for mine egne penge, hvis jeg har lyst.«

Agnes: »Jeg synes nu ikke, at gestussen i at give en gave forsvinder, bare fordi den ikke har været dyr. Hvis jeg køber en gave til Rasmus, får jeg stadig følelsen af, at det er mig, der har taget en beslutning om, at vi skal bruge penge på den.«

Rasmus: »Helt klart – og det koster jo ikke så meget at give en buket blomster.«