Er den gamle syg, trist eller deprimeret?

Man bliver ikke deprimeret, fordi man bliver gammel

Med alderen kan man ikke undgå at blive hurtigere træt og mere sårbar. Men alder er ikke en sygdom, og det er ikke et naturligt aldersfænomen at isolere sig og trække sig ind i sig selv, understreger forsker.

»Det er en stor fejltagelse at tro, at bare fordi man bliver gammel, så bliver man også automatisk mere trist. Jeg er selv oppe i årene, og nogle dage er jeg simpelthen så træt, at jeg ikke orker noget. Det er ikke et udtryk for, at jeg er ved at udvikle en depression. Det handler om, at jeg bliver hurtigere fysisk og psykisk træt, fordi jeg har alderen med mig. Og det er noget ganske andet,« siger ph.d. Elene Fleischer, der forsker i forebyggelse af selvmord.

Det handler om at skelne

Det er afgørende, at man som pårørende forsøger at sondre mellem forklarlige og uforklarlige tilstande.

»Hvis man bliver naturligt træt i forhold til sin alder, er det ikke et advarselstegn. Trætheden følger med og har ikke noget med en depression at gøre. Og det er også klart, at man har lov til at føle sig trist og alene, når man mister en gammel ven. Mange pårørende sætter fejlagtigt lighedstegn mellem tab, tristhed og depression. Men hvis den ældre uden ydre anledning bliver trist, indadvendt og indelukket, kan det være tegn på en depression,« siger hun.

Hun opfordrer til, at man prøver at huske et par år tilbage i tiden.

»Hvordan havde din gamle mor eller gamle far det dengang. Var de tilfredse med livet? Var der noget, de kunne blive glade for, eller var der noget, de nød at gøre, og som gjorde livet værd at leve? Hvis man oplever sin mor eller far meget forandret - trist og indadvendt og uden lyst til noget som helst - ja, og måske kan de ikke engang huske dét, de engang var glade for - så har de muligvis en depressionssygdom. Det er en tilstand, der er til stede morgen, middag og aften,« fortæller Elene Fleischer.

Mænd kan være svære at greje

Ældre mænd bliver ikke altid deprimerede på den klassiske facon.

»De kan for eksempel blive irritable og aggressive eller får måske paranoia. De kan også blive mere optaget af deres eget helbred og får måske hypokondriske træk. Og det hører ikke med til at blive gammel, så hvis de ikke tidligere i livet har haft de træk, er det heller ikke naturligt at få dem i alderdommen,« siger Elene Fleischer.

Andre får koncentrationsproblemer, hvor de pårørende begynder at overveje, om der er tale om en begyndende demens.

»Her er det vigtigt at få afgjort, om det er en depression eller en begyndende demens, for der er depressioner, der ligner demens og omvendt,« fortæller forskeren.

Hjælp med omtanke

Det kan være svært at se til, mens ens gamle mor eller far ikke har det godt. Men hvis man vil hjælpe, skal man fare med lempe.

»Hold op med at give gode råd. De pårørende skal lade være med at tro, at de er klogere end de ældre. Gamle mennesker kan faktisk godt tænke. Så når vi bliver mødt med ungdom eller voksne børn, der siger, at man bare skal gøre sådan og sådan, så siger den gamle ja, ja, og så stopper samtalen. Sørg for at have en samtale på det ældre menneskes vilkår,« lyder Elene Fleischer opfordring.

Hun anbefaler, at man med respekt spørger ind til, hvordan den ældre har det.

»Man kan prøve at spørge ind til, hvordan livet er i dag til forskel fra tidligere. Hvordan de har det med deres krop, og hvad de går og tænker over. Samtidig skal man huske, at en deprimeret person ofte slet ikke har indsigt i sin egen sygdom. Og hvis man ikke har lyst til at komme i behandling, må det være den ældres eget valg,« siger Elene Fleischer.