Er collagen godt mod rynker, trætte muskler og ømme led?

Danskerne køber mere og mere collagen i jagten på smukkere hud og en sundere krop, og der er efterhånden forskning, der viser, at collagentilskud i flere tilfælde kan være gavnligt, fortæller Jerk W. Langer, der er læge og medforfatter til en bog om collagen
Kvinde ser på sig selv i spejlet for at se, om der er rynker

Collagen er især blevet et populært middel mod rynker. Forskningen er endnu ikke helt entydig, når det gælder om at bevise, om collagen mindsker rynker eller ej. 

Collagen er populært: 7 gange så mange søgninger på collagen på Google

Virker collagen på rynker?« »Er collagen godt mod ømme led?« Sådan lyder to af de spørgsmål, danskerne stiller Google. Vi vil nemlig gerne se smukke ud, være sunde og kunne dyrke motion og bevæge os uden ømme led og stramme sener, og i jagten på at få de drømme opfyldt, tyer flere og flere til collagen.

Siden 2015 er antallet af søgninger på emnet collagen 7-doblet på den danske del af Google, og i Coops butikker har flere collagenprodukter også fundet vej til hylderne. Kunderne vil have fingre i kosttilskuddet, der anprises for at kunne hjælpe på en lang række fronter: rynker, blodtryk, tarmflora og bevægeapparat.

Flere og flere køber collagen i supermarkedet

Salget af collagenprodukter er stigende, fortæller Signe Holm, der er indkøber af produkter til personlig pleje og helsekost i Coop:



»Efterspørgslen begyndte med klassiske helsekostprodukter som kapsler og pulver, men i dag har vi flere varer med collagen på hyldene, og vi overvejer flere endnu.«

Selvom collagen ikke er et vidundermiddel, der kan fikse alt, skal du ikke tabe modet, hvis du har købt collagentilskud eller collagenholdige produkter: Collagen har nemlig en række gavnlige effekter på din sundhed.

Collagen findes naturligt i kroppen

Collagen er et protein, der findes naturligt i hud, sener, bindevæv, knogler, brusk og tænder. Collagen udgør en tredjedel af alle proteiner, vi har i kroppen, og er en vigtig byggesten, fortæller Jerk W. Langer, der er læge og for et par år siden var medforfatter til bogen Collagen – stærk, sund og smertefri:



»Vores hud indeholder rigtig meget collagen. Ligesom vores sener, der er afgørende for vores bevægelighed og smidighed, stort set er bygget alene af collagen.«



Kroppens produktion af collagen falder med alderen. Måler man collagenindholdet i huden, er huden fyldt med collagen op til 30-års alderen, hvorefter mængden af collagen begynder at falde.



Er man kvinde, tager faldet til i forbindelse med overgangsalderen. Netop sammenhængen mellem hud, alder og faldende collagenindhold har fået mange til at sætte lighedstegn mellem at tage et collagentilskud og mindske risikoen for rynker. Og det er også et af de spørgsmål, Jerk W. Langer oftest bliver stillet, når han holder foredrag eller rådgiver klienter i sin sundhedsrådgivning.



»Mange er optagede af at bevare hudens spændstighed og fugt. Måske endda at få glattet huden lidt ud. Der kommer rigtigt mange billeder frem på sociale medier, hvor folk siger, de ser bedre ud efter kort tid, men lige præcis når det gælder collagen og alle de effekter, der er sådan lidt beauty-relaterede, er det ofte drevet af en subjektiv opfattelse af, om det hjælper eller ej,« siger Jerk W. Langer og fortsætter:



»Jeg råder altid folk til at tage en ærlig og uredigeret selfie i neutralt lys, når de begynder at tage collagen. Så tag et billede igen efter 3 måneder. På den måde kan man selv vurdere, om der er en forskel.«

»Hvis collagen kan hjælpe til, at det bliver nemmere at være fysisk aktiv, så er det jo en stor gevinst«
Jerk W. Langer, læge og forfatter til en bog om collagen

Forskere er ikke færdige med at undersøge alle fordele og ulemper ved collagentilskud

At der endnu ikke er videnskabeligt bevis for, at collagen giver færre rynker, betyder ikke, at effekten ikke kan være der. Forskningen er bare ikke så solid på området endnu, fortæller Jerk W. Langer:



»Der er lavet rigtig meget forskning i collagen, men de første studier har været små og sponsoreret af producenterne. Sådan var det også i begyndelsen, da fiskeolierne kom frem. Når det gælder collagen, er der begyndt at komme studier, hvor der er mere vægt bag.«



Når det mere specifikt gælder huden, har konklusionerne fra forskningsstudierne altid været lidt svage, men det er ved at ændre sig. Senest er et metastudie, der konkluderer på baggrund af 19 forskellige forskningsundersøgelser, offentliggjort i International Journal of Dermatology. Et metastudie er stærkere end et enkeltstående forsøg.



»Ved at se på de samlede resultater kan forskerne konkludere, at huden nok bliver lidt mere fugtig, måske lidt mere tæt og sandsynligvis også har færre rynker. Jeg vil bestemt ikke love, at man kommer af med rynkerne, men det er da i orden at overveje.«

Collagen fås blandt andet som pulver og som tabletter

Hjælper collagen på ømme muskler?

Ja, når det gælder det, man kalder træningsrobusthed, kan collagen have en gavnlig effekt, viser flere forskellige studier. Forskere fra Newcastle University har blandt andet lavet forsøg, hvor man målte eliteidrætsudøveres evne til at udføre kraftige hop i et tidsrum, og hvor hurtigt udøverne restituerede. De udøvere, der havde fået collagentilskud, performede bedre, når det gjaldt hop, ligesom de restituerede hurtigere. Træningsrobustheden er en af de effekter, Jerk W. Langer ser som interessant:

»Collagen kan hjælpe med at ruste kroppen til at kunne klare noget mere. Det er interessant, at man kan øge intensiteten, og måske kan collagen give vævene mere styrke til at forebygge skader og mindske den tid, musklerne er ømme. Noget af det vigtigste er jo, at vi holder os fysisk aktive, og hvis collagen kan hjælpe til, at det bliver nemmere at være fysisk aktiv, så er det jo en stor gevinst.«



Ud over træningsrobustheden er der tegn på, at collagen kan hjælpe, når det står galt til med bevægeapparatet i form af ømme sener og heling af skader, forklarer Jerk W. Langer:



»Sener består nærmest af 100 procent collagen. Får du en skade i en sene, kan den være svær at få til at hele. Ømme muskler tager 2 dage, fibersprængninger tager 1-2 måneder, men en kronisk overanstrengt og betændt sene kan tage 2 år at få god igen. Hvis man lader folk tage collagen, er der tegn på, at den heling kan gå hurtigere.«



Jerk W. Langer møder mange, der tager collagen i håbet om, at kosttilskuddet kan mindske slidgigt. Collagen kan næppe genopbygge brusk, der allerede er forsvundet, men nogle dyreforsøg antyder, at collagen måske kan bevare lidt af den brusk, der er tilbage, og endnu vigtigere: give mulighed for at bevæge sig mere, det gør det muligt at komme af med de overflødige kilo, hvilket vil have stor effekt på gigtsmerter.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hold øje med prisen

Sammenligner du priser, når du skal finde collagentilskud, så vær opmærksom på selve collagenindholdet i de forskellige produkter: Hvor mange kapsler, gummies eller breve skal der til, før du opnår den samme dosis? Du kan finde pulver, der er 100% collagen, og du kan finde produkter, hvor collagen kun udgør en mindre del. Udregn eventuelt, hvad en dosis på 10 gram collagen koster i forskellige produkter, når du sammenligner priser.

Du kan også spise dig til mere collagen

I princippet behøver du slet ikke at spise collagen som kosttilskud Det er nemlig også muligt at indtage en hel del collagen gennem maden – især hvis du spiser en lidt gammeldags kost. Det gælder om at skrue op for gryderetterne og udnytte hele dyret, når du laver mad, fortæller Jerk W. Langer:



»Collagen er især koncentreret i knogler, sener og brusk samt skind, som jo er dyrets hud. Lav en gryderet, hvor du lader kødstykker og knogler stå på komfuret og simre i nogle timer. På den måde får du kogt collagenet ud, så det findes i maden.«



Et andet trick er at bruge hele kyllingen, og ikke kun brystfileterne. Collagen sidder i kyllingens skind og i skroget.

Når du har spist kyllingen, så kog suppe på skroget. En god hønsekødssuppe kogt på et skrog indeholder masser af collagen. Spareribs er en anden ret, hvor du kan få masser af collagen helt naturligt. Især hvis du sørger for at gnave knoglerne rene for kød, for det er i hinderne på knoglerne, at den største mængde collagen findes.

Kan vegetarer spise collagen?

Collagen fås naturligt kun i mad, vi får fra dyr. Collagenindholdet er højt i oksekød, svinekød, fjerkræ, fisk og skaldyr. Langt de fleste collagentilskud er baseret på collagen udvundet fra dyr. Er du vegetar og ønsker at undgå collagen fra de firbenede dyr, kan du overveje et tilskud med collagen udvundet fra marine kilder.

Jo sundere du spiser, jo mindre collagen får du i kosten

Elsker du snacks og flæskesvær, er der også gode nyheder: Gem skind fra eksempelvis laksen eller kyllingen i fryseren, til du har en posefuld. Salt skindet og kom det i ovnen i 20 minutter på 180 grader. Så får man sprøde, salte snacks, der minder om flæskesvær.



»Du kan også lade knogler koge med grøntsager i en gryde i 4-6 timer, så du får en dejlig tyk fond. Fonden kan du bruge i massevis af madretter. Har du ikke mod på at koge din egen, kan du også købe en såkaldt bone broth i supermarkedet,« fortæller Jerk W. Langer.



Han har opstillet begrebet collagenparadokset. Paradokset består i, at collagenindholdet i en sund, overvejende plantebaseret kost er markant lavere end i en kost, der består af højt forarbejdede kødprodukter som pølser og visse slags pålæg. Sat lidt på spidsen: Jo sundere du spiser, jo mindre collagen får du i kosten.

Collagen virker ikke i morgen

Et af de spørgsmål, mange stiller, er, hvor hurtigt collagen giver en effekt. Svaret er, at collagen i hvert fald ikke gør en forskel allerede i morgen, fortæller Jerk W. Langer:



»Gælder det huden, skal man regne med, at der går i hvert fald 2-3 måneder, før man kan se en effekt. Når det gælder træningsrobusthed eller at mindske gigtsmerter, indfinder effekten sig nok i løbet af 1-2 måneder. Man skal huske, at man tager collagen for at genopbygge væv i kroppen. Det er ikke en smertestillende pille, der virker med det samme, eller et vidundermiddel, der kan ses i morgen. Der går lidt tid, før du kan mærke, om collagen har en effekt.«. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

4 typer collagen

Barer. Du kender formentlig proteinbarer fra supermarkedets hylder eller i fitnesscenteret, og nu kan du også få forskellige barer, der har et højt indhold af collagen. Barerne findes med forskellige smage som frugt, chokolade eller bær, og nogle barer kombinerer et højt indhold af protein med et højt indhold af collagen.

 

Gummies. Collagen kan fås i form af gummies med forskellige smage. Mest almindelig er smagen af frugt og bær. Collagengummies har ofte også et højt indhold af C-vitamin. Du skal ofte spise mere end en gummy for at opnå den anbefalede daglige dosis. Det er vigtigt at følge anvisningen på emballagen.

 

Kapsler og tabletter. Collagen i kapsel- og tabletform ligner den daglige vitaminpille. Du sluger blot kapslen eller tabletten med en slurk vand.

 

Pulver. Collagenpulver kan bruges på flere måder: Pulveret kan røres ud i vand, kaffe, juice eller en smoothie, bages ind i morgenbollerne eller drysses på yoghurt eller skyr. Du indtager altså ofte collagenpulveret sammen med andre madvarer.

Læs mere om