Cyberdiagnosticering: Hvad fejler jeg?

Vi diagnosticerer os selv på Google

Vi googler løs på nettet om alt fra astma til forhudsforsnævring. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Vores tørst efter viden og fokus på os selv kan give os det nødvendige spark til at gå til læge, når der er behov, og kan gøre os i rigtig godt humør, når vi i lysende skærmskrift får påvist, at vores frygt for det værste var ubegrundet. 

Det kaldes cyberdiagnostik. Vi finder selv ud af, hvad vi fejler. Vi kan gøre det, når vi vil; vi skal ikke smide bukserne foran lægen eller ulejlige os med at få en tid og møde op, og vi kan ordne det om aftenen, imellem at vi putter børnene og ordner netbank bagefter. 

Nogle læger ser det som noget positivt, at vi selv opsøger viden før konsultationen. Det kan lægge op til en god dialog. 

Andre læger opfatter det til tider som problematisk. Hvis patienter har stirret sig blinde på en bestemt diagnose, kan det skabe knas i kommunikationen, når lægen dels skal påvise, at det er ham, der er lægen, dels at patienten ikke fejler det, han har læst om.  

Jeg tog tilbage til min praktiserende læge og sagde, at jeg ikke var tilfreds med gynækologen. Og så var der ingen problemer. Lægen gav mig en henvisning til en anden speciallæge. Men der googlede jeg altså på en masse, efter besøget hos den første gynækolog. Jeg tror, at jeg ville have haft meget svært ved at argumentere over for en speciallæge. 

Jeg har tre børn, men jeg googler ikke meget på deres vegne. De har heldigvis meget sjældent været syge. Så jeg kan kun huske, at jeg har læst i en eller anden bog om børns sygdomme engang, om skoldkopper. 

Jeg har til gengæld en veninde, som er helt sindssyg med at google. Hun har fire børn, og hun finder hele tiden alle mulige sygdomme, de kan lide af.

Generelt synes jeg, at det er en fed mulighed at kunne google symptomer, især for folk med sjældne diagnoser, så de kan finde hinanden og få mere information på den måde. Men ellers skal man passe på.

Man skal også bruge sin sunde fornuft og ikke google for meget, så risikerer man hurtigt at blive endnu mere syg!« siger Ginie Bidstrup. 

»Det er fint, at patienterne er forberedte«

De fleste, der kommer her i konsultationen, har på forhånd læst på nettet om de symptomer, de kommer med, og mange har selv et bud på, hvad årsagen til deres problemer kan være,« fortæller praktiserende læge Charlotte Lysén Føhns.

»Tendensen med, at patienter på forhånd orienterer sig på nettet, er klart tiltaget, siden jeg begyndte som læge for 11 år siden. Måske er tendensen til at google ikke så stærk for patienter over 60, men de yngre patienter gør det, og især småbørnsforældre – alle mødre har tjekket børnesygdomme på nettet, før de kommer.

Jeg ser det, som at patienterne har en sund interesse for sig selv og deres eget helbred.

Jeg ved godt, at nogle læger kan føle sig provokeret, når patienter kommer og allerede har gjort sig klart på forhånd, hvad det er, de fejler. Der kan man føle sig udfordret på sin faglighed. Lægen må ikke føle, at det er et tegn på disrespekt, hvis patienten kommer med sin egen fortolkning, omvendt må patienten også gøre sig klart, at det er lægen, der er medicinsk uddannet.

Generelt mener jeg også, at vi læger skal forholde os til det samfund, vi nu er i. Der, hvor jeg kan blive bekymret, er, hvis jeg fornemmer, at patienter ikke er kildekritiske eller bliver unødvendigt syge af at google. Når patienter søger på et symptom som f.eks. hoste, så dukker der alt op fra virus til cancer. Det er her, at jeg ofte oplever, at patienterne tager fejl og bliver unødvendigt bekymrede.« 

At det ikke altid er omkostningsfrit at google, har Charlotte Lysén Føhns flere eksempler på. 

»Jeg fik besøg af en teenagepige, som i tre uger havde gået og lidt af voldsom kløe. Hun havde googlet løs og var overbevist om, at hun havde fnat, og at det var meget pinligt. Hun turde ikke gå til læge, men til sidst blev det dog for slemt, og hun kom op til mig. Det viste sig, at hun bare havde meget tør hud, som vi kunne behandle med fed creme.«

En anden af Charlotte Lysén Føhns’ patienter var mere direkte:

»Jeg spurgte til, hvad der var galt med ham, og han svarede, at han havde ondt i ryggen, at det var, fordi han havde en diskusprolaps, og at han derfor gerne ville have en henvisning til en MR-scanning. Jeg spurgte ham, om han nu var helt sikker på, at der ikke kunne være andre årsager til smerten? Det ville han ikke helt afvise, og jeg undersøgte ham. Det viste sig, at han havde en stram muskel i ballen, som trykkede på nerven. Jeg behandlede ham med udspændingsøvelser, og han gik lettet ud.

To uger efter kom han igen. Jeg spurgte, hvorfor han nu kom? Nå, ja - han ville bare sige tak…«

Charlotte Lysén Føhns er praktiserende læge i Værløse. Hun har desuden medvirket i TV2-programmet Er der en læge til stede?

Dr. Google er fyldt med god viden

De fleste mennesker kan få viden og noget positivt ud af at surfe om sundhed, men der er nogle, som kan blive – endnu mere – syge af at surfe. De kaldes cyberkondere – hypokondere med netadgang.

Problemet for en cyberkonder er, at mængden af information om symptomer og sygdomme på nettet er uendelig. Han skal ikke blot forholde sig til de 300 sygdomme, der er noteret i Politikens Store Lægebog, men alle de tusindvis af mere eller mindre sjældne lidelser, som er registreret i vores tid på Jorden. 

En cyberkonder er plaget under sin søgning på symptomer, men i høj grad også bagefter, når computeren er slukket. Så kommer tankerne for alvor, om han nu dør tidligere, fordi han fik amalgam- og ikke plastfyldninger i tænderne som barn, om teenagedatteren får kræft af sit nære forhold til mobilen, og om den yngste bliver steril, fordi han fik en plasticgravko i gave, da han var 4. Det er svært for cyberkonderen at slukke for sin indre skrækfilm.

Allerede tilbage i 2001 spåede en gruppe britiske læger som nogle af de første, at vi ville komme til at stå over for en ny tilstand – cyberchondria eller internet print-out syndrome, som de kaldte det. Den britiske læge Trefor Roscoe beskrev, hvordan han forestillede sig, at patienter ville begynde at slå deres symptomer op online og kontakte deres egen læge med en helt fast idé om, hvilken sygdom de havde – eller havde overbevist sig selv om, at de havde. 

Er jeg cyberkonder?

Thomas Fergus fra Baylor University i Waco, Texas, er professor i psykologi og en af de førende forskere inden for cyberkondri. Han siger:  »Der er både fordele og ulemper ved at google om sundhed og sygdomme på nettet. For mange er det at søge på nettet drevet af en sund nysgerrighed, og det kan medvirke til, at folk får tips og inspiration til at leve sundere og derved gavne deres generelle helbred.« 

»For andre kan det derimod forværre deres angst for sygdomme. Hvis man konstant har behov for at søge på sygdomssymptomer på nettet, måske fordi man gerne vil beroliges med, at man nok alligevel ikke har kræft, men det så blot fører til, at man tror, at man har noget andet, men lige så slemt, kan det være en rigtig god idé at tage en snak med sin læge om det,« mener Thomas Fergus.

Det er dog desværre ikke altid nok til at dæmpe angsten hos de hårdest ramte cyberkondere.

»Hvis man derefter stadig ikke kan kontrollere sin angst og trang til at søge på nettet og konstant er overbevist om, at man lider af de værste sygdomme, der popper frem under søgningen, så bør man overveje at få anden form for professionel behandling. Der eksisterer dog desværre endnu ikke en specifik behandling af cyberkondri, men i mange tilfælde kan det være effektivt at gå i terapi hos en psykolog,« siger Thomas Fergus.