Anja Kelvins grønne råd: Lad høsten vare længere

Anlægsgartner Anja Kelvin hiver høstsæsonen i begge ender, så køkkenhaven kan give mad fra sen vinter til langt hen på efteråret

Anja Kelvin forlænger sæsonen med gulerødder, spinat, og kinakål. De har ikke brug for så meget lys og varme. Rødbederne kan høstes løbende, og kan holde sig i jorden, så længe der ikke er minusgrader

Der er friske grøntsager i køkkenhaven, det meste af året 

I Anja Kelvins køkkenhave er det altid høstsæson. For at få mest muligt ud af sin køkkenhave begynder hun allerede i januar med at forspire sine grøntsager under LED-vækstlys derhjemme. 

For at frøene kan spire, kræver det mere lys og varme, end der er i starten af januar, og det kunstige lys fra LED-lampen hjælper med at give de spæde planter gode vækstbetingelser. LED-lampen kan købes for et par hundrede kroner i et havecenter.

»Auberginer, chilier, peberfrugter, agurker og kål er dem, jeg hovedsageligt sår på det tidspunkt. Frøene står ude i mit bryggers og optager al den plads, hvor vi skal lægge tøj sammen,« fortæller Anja Kelvin, der er anlægsgartner i Haveselskabets Have på Frederiksberg.  

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tyvstarter sæsonen med effektiv forspiring

Forspiringen med vækstlys gør, at Anja kan få store planter allerede i marts eller april, og så snart temperaturen er høj nok, kan planterne flyttes ud i køkkenhaven og drivhuset. 
Ved at så, spire og plante lidt ad gangen sikrer Anja Kelvin sig, at hun altid har friske grøntsager i haven i en mængde, hun kan nå at spise eller forære væk. 

»Så 5 iceberg den ene uge og 5 den næste. Man har jo ikke behov for, at 20 iceberg eller spidskål er klar samtidig, for det er der jo ikke nogen familie, der kan spise,« siger Anja Kelvin

Krukker  på altanen

Har du ikke en køkkenhave til rådighed, kan du have de fleste grøntsager i krukker på altanen. Her råder Anja Kelvin til, at man bruger store krukker og er god til at gøde og vande dem. Selv dyrker hun auberginer i en stor krukke, med små blomster nederst, der hjælper med at holde på vandet. Allerede i april kan man så stangbønner på et lille bønnestativ på altanen.

Forspiringen giver mulgihed for at plante nye grøntsager, så snart der er plads i køkkenhaven

Forspiringen behøver ikke at ske i de dyre bakker fra havecenteret, gamle bakker fra kød eller vindruer er lige så gode, bare man sikrer sig, at der er huller i bunden, så planten kan suge vand op fra vandingsbakken, man har sat under. Når man køber sine frø, skal man også være opmærksom på, hvilken slags man køber, for der er mange forskellige sorter af hver grøntsag, og det er forskelligt, hvor hurtigt de vokser. Anja Kelvin foretrækker den slags, der vokser hurtigt og ikke fylder så meget, så hun kan sætte en ny plante ud, lige så snart den gamle er høstet.

»Så snart jeg høster et kålhoved eller et salathoved, så er der en plads, og jeg kan sætte et nyt ud. Så vokser de alle mulige forskellige steder i haven, hvor de bliver budt forskellige forhold og dermed udvikles og modnes i forskellige tempi,« forklarer Anja Kelvin.