9 ting, du aldrig må gøre, når du sætter cyklen i stand
1. Bruge WD40 på kæden
Særligt i vinterhalvåret er smørelse vigtig for at få kæden til at arbejde uden problemer.
Men man skal vælge sin olie med omhu. Det værste, man kan gøre, er at bruge en WD40. Den har nemlig den egenskab, at den affedter, og det kan kæden ikke tåle. Man kan sagtens få andre fine sprayolier til kæde, tandhjul og krank, der ikke affedter. Generelt skal kæden smøres en gang om måneden. Efter at du har smurt olien på kæden, skal du tørre den overskydende olie af med en klud, så den overskydende olie ikke bliver en magnet for skidt i kæden.
2. Køre i sand eller mudder uden at rense cyklen bagefter
Mekanikken i en cykel har ikke godt af hverken sand eller mudder, fordi de fine sandkorn kan sætte sig i tandhjul, led og kæde. Derfor er det vigtigt at rense cyklen grundigt efter en tur igennem mudder eller sandkorn. Er man ikke tilbøjelig til at rense kæden og andre dele ofte, er det derfor oplagt at undgå strande og mudderpøle. Saltvand er også en fjende for cyklen, fordi salt fra for eksempel veje om vinteren sætter sig i cyklen og får den til at ruste. Bliver din cykel udsat for store mængder salt, sand eller mudder, er det en god idé at vaske den med varmt vand og sæbe.
3. Køre på en slap eller gammel kæde
Hvis der kan komme en kuglepen ind mellem kæden og tandhjulet, skal kæden skiftes. Mange amatørmekanikere vil nok nøjes med at stramme kæden, men hvis de enkelte led er slidte, går det meste af pedalkraften tabt. Samtidig slider det mere på tandhjulene med en gammel kæde.
4. Ignorere rust
En smule rust hist og her er ikke nødvendigvis et tegn på fare, men lad ikke rusten brede sig. Sidder rusten for eksempel nede i kranken eller i andre centrale dele af cyklen eller er meget udpræget, kan delene ende med at knække, og man kan komme galt af sted.
5. Spule cyklen med en haveslange eller højtryksspuler
Der findes tilbehør til højtryksspulere, der er lavet til cykler, men cykelsmeden fraråder kraftigt at bruge højtryksspuler eller vandslange til at spule cyklen. Er cyklen beskidt, er den bedste løsning en spand med varmt vand og sæbe, hvori man dypper en blød børste. Sådan gør de i Tour de France, så er det også godt nok til dig.
6. Pille ved skruer, man ikke kender
Hvis du har udvendige gear som på denne cykel, kan man nemt tro, at kæden kan strammes med de 2 små skruer, der er på bagarmen. Men skruerne styrer kun, hvor langt ind og ud kæden kan køre. Hvis man piller ved skruerne, risikerer man, at kæden hopper af. Hvis den ryger ind i hjulet, risikerer man en grim ulykke.
7. Pumpe for meget eller for lidt luft i dækkene
På siden af dækket står der, hvilket tryk der passer til dækket. Det er vigtigt at holde sig inden for rammerne, fordi dækket kan gå i stykker ved for meget eller for lidt tryk. Du snyder også dig selv ved at køre på for flade dæk, fordi modstanden bliver større, og du skal træde hårdere i pedalerne. Du sætter samtidig risikoen for punktering op og kan komme til at ødelægge fælge og dæk. En cykel skal i gennemsnit pumpes en gang om måneden.
8. Glemme den første serviceaftale
Din cykels første serviceaftale hos cykelsmeden er den vigtigste. En ny cykel skal lige køres i gang, og dele på cyklen, som møtrikker og skruer, kan løsne sig. Det er derfor vigtigt, at man kommer forbi cykelsmeden på det aftalte tidspunkt og får rettet det hele til. Din nye cykel kan gå i stykker, hvis du ikke får kigget den efter i sømmene i løbet af de første par måneder.
9. Vende cyklen på hovedet
Det er umiddelbart en skrøne, at cyklen går i stykker, når du vender den på hovedet (medmindre du har hydrauliske skivebremser fra Shimano), men det er som udgangspunkt en dårlig idé. Vender du cyklen på hovedet, kan du ødelægge det tilbehør, der sidder på styret, og lave ridser i sadlen og på styret. Hvis du insisterer på at vende din cykel på hovedet, så tjek først, at du har vendt tilbehør, som for eksempel ringeklokken, om på den anden side, og find et blødt underlag som for eksempel et tæppe, du kan stille cyklen på.