5 tips til autostolen: Dette skal du vide, før du køber autostol
Autostolen skal passe til din bil
Har autostolen enten en »semi-universal approval« eller en »vehicle specific approval«, betyder det, at den skal være specifikt godkendt til lige præcis din bilmodel. På producentens hjemmeside findes en liste over bilmodellerne, som stolen passer til. Nogle gange kommer listen med autostolen som en del af manualen. Har autostolen derimod »universal approval«, kan du som udgangspunkt bruge den i alle biler. Det er ulovligt at bruge en autostol i en bil, som den ikke er godkendt til. Tænk derfor over, om der er behov for at bruge autostolen i bedsteforældres, naboers eller legekammeraters bil – så skal den også passe dertil.
Kend de lovpligtige mærker
For at din stol er lovlig, skal den være godkendt og mærket efter ECE 44- eller ECE 129-regulativet. ECE 129, som også kaldes i-Size, er de nyeste regler for godkendelse af autostolene. Du skal være opmærksom på, at stole med denne godkendelse er større, og det derfor ikke er alle biler, de kan være i. Til gengæld sørger godkendelsen for højere sikkerhedskrav. i-Size-stolene skal alle monteres med Isofix-beslag, barnet skal sidde bagudvendt, til det er mindst 15 måneder, og det er bedre beskyttet ved sidekollision.
Du behøver ikke en autostol, når
... du skal hente dine børn efter skole, og en af dem gerne vil have en kammerat med hjem. Kørsel uden autostol eller andet sikkerhedsudstyr er nemlig tilladt, selvom barnet er under 135 cm. Det skal dog være lejlighedsvis kørsel, korte distancer, og barnet skal være over 3 år og sidde på bagsædet. Det er kun tilladt for dit barns ven og ikke dit eget barn at køre uden sikkerhedsudstyr.
Vælg mellem selemontering og Isofix-beslag
Autostolens montering i bilen er forskellig alt efter stol og bil. De fleste nyere biler har Isofix-montering, som er et system, hvor autostolen klikkes fast i to metalbøjler, der er placeret mellem sædet og ryglænet. Med autostolen følger altid en liste over, hvilke biler stolen passer til. Isofix-stole er sikrere end selemonterede stole. Samtidig er risikoen for at fejlmontere dem også mindre. Nogle autostole har også topforankring, hvor toppen af stolen bliver sat fast i bilen. Det gør stolen sikrere og sørger for, at den ikke ryger fremad ved en hård opbremsning, og beskytter især hoved og nakke. Har din bil ikke Isofix-beslag, skal du købe en autostol, der er beregnet til at blive monteret ved hjælp af sikkerhedsselen i bilen. Fordelen kan være, at den er lettere at få til at passe i forskellige biler, men du skal være ekstra opmærksom på, at du får spændt den rigtig godt fast med sikkerhedsselen, som skal være ført rigtigt gennem holderne i stolen og ikke må være snoet.
Tag dit barn og bil med, når du skal købe autostol
Selvom stolen på papiret passer i bilen og til barnets størrelse, er det ikke sikkert, den også gør i virkeligheden. Prøv derfor autostolen i bilen, inden du køber den, for at se, om den passer i bredden og monteringen. Der er forskel på bilens sæder, så det er derfor vigtigt at prøve stolen i din egen bil. Ved du, at stolen skal flyttes meget rundt mellem biler, bør du tænke over, hvor nem den er at løfte, og hvor krævende det er at montere den i bilen. Lad også dit barn prøve at sidde i stolen, så du er sikker på, at den kan justeres og indstilles, så den passer og er komfortabel.
Køb brugt
Du kan sagtens købe en autostol brugt. Det er bæredygtigt, og der er sandsynligvis en del penge at spare.
Du skal dog være opmærksom på enkelte ting, inden du går på jagt efter genbrugsguld:
- Autostolen må ikke have synlige skader
- Autostolen skal have de rigtige godkendelser
- Autostolen må ikke have været i en trafikulykke
Bagudvendte autostole er 5 gange sikrere
… end fremadvendte stole. Påvirkningen af kroppen ved et sammenstød er nemlig bedre fordelt, og piskesmældet reduceres, hvis stolen vender bagud. Alligevel køber 4 ud af 5 en fremadvendt stol, og det kan både hænge sammen med vaner og pladsmangel.