10 tip: Slip for smartphone-gener
- Skift stilling ofte, når du bruger mobilen. Varier mellem at stå, sidde og ligge ned. Ret hovedet op, så nakken ikke er foroverbøjet hele tiden.
- Læg mobilen på et bord eller en pude en gang imellem. Så kan armene få støtte.
- Skift fingre, så du ikke kun bruger tommelfingrene til at taste og pege med på skærmen. Du kan også bruge en touchpen som variation.
- Brug ordforslag, så du ikke skal skrive alle bogstaver. Du får mange ord foreslået automatisk, og jo mere du bruger funktionen, desto bedre og mere præcise bliver forslagene.
- Brug telefonens diktafon. Så kan du tale i stedet for at taste.
- Brug swipe-funktionen på tasturet, når du skriver. Det giver variation, fordi det kræver en anden måde at skrive og bevæge fingrene på. (Nogle mobiler har en swipe-funktion, hvor man trækker sin finger mellem bogstaverne for at danne ord. Det kan bruges som afveksling fra almindelige tastetryk. Fås som app, hvis mobilen ikke er født med det. Se http://www.swype.com)
- Sms'er du meget, kan du gøre det på computeren. Programmer som Pushbullet kan installeres på computeren og kobles til sms-programmet på mobilen. Så kan du læse og sende sms'er på en stor skærm og skåne fingrene.
- Brug headset eller højttaler, når du taler i telefon. Så slipper du for at holde telefonen mod øret.
- Veksl mellem at bruge mobil, tablet og computer, hvis du har mulighed for det.
- Husk at holde pauser, hvor du laver noget andet end at sidde stille og kigge på en skærm – uanset størrelsen. Folk, som er fysisk aktive, har generelt færre mobilgener, end fysisk inaktive har.
Kilder: Pascal Madeleine, professor i idræt og ergonomi på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet. Brian Østergaard Sørensen, privatpraktiserende fysioterapeut hos FysioAalborg og underviser på
UCN, Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen. Steen Jørgensen, chefredaktør på mobil.nu