10 gode fiskesteder i Danmark
Karup Å
Placering: Karup Å slynger sig op gennem Midtjylland begyndende fra sammenløbet af Skygge Å og Bording Å. Knap 80 kilometer nordvest derfra løber Karup Å ud i Limfjorden. Vandløbet er kendt for sit rene vand og tunge havørreder.
Det kan du fange: havørred, bækørred, regnbueørred, gedde og ål.
Foto: Visit Viborg
Lillebælt
Placering: Lillebælt-området dækker over Kolding, Fredericia, Middelfart, Fønsskov og Hejlsminde, og ved kysten langs Lillebælt og ved tilstødende fjorde og vige finder du massevis af fiskepladser, hvor du kan fiske året rundt.
Det kan du fange: havørred, torsk, fladfisk. I sæson desuden makrel, hornfisk og sild.
Foto: Ole Olsen, Fredericia Kommune
Isefjord
Placering: Isefjorden ligger på Sjælland knap 1 times kørsel fra København og er Danmarks næststørste fjord. Langs og omkring Isefjorden finder du kommunerne Halsnæs, Frederikssund, Lejre, Holbæk og Odsherred. Et yndet fiskested er Vellerup Vig på fjordens østlige side.
Det kan du fange: Isefjorden er berømt for sit havørredfiskeri, men skrubber og hornfisk bider også på krogen her.
Foto: Finn Jørgensen, Visit Frederikssund
Uggerby Å
Placering: Uggerby Å er 66 kilometer lang og snor sig gennem Hjørring, Sindal, Mosbjerg, Bindslev og Uggerby for til sidst at munde ud i Skagerrak i Tannisbugt mellem Hirtshals og Tversted.
Det kan du fange: Uggerby Å har foruden flotte, store havørreder også bækørred, ål, skalle og gedde.
Foto: Visit Hirtshals
Mariager Fjord
Placering: Mariager Fjord udmunder i Kattegat nord for Djursland og byder på mange gode fiskesteder. På nordsiden, øst for Hobro, ligger eksempelvis fiskestedet Sildehagen, som er nem at komme til. På sydsiden finder du saltværket Dania, som tiltrækker ørreder i stimevis på grund af det varme vand, der sprutter ud i fjorden.
Det kan du fange: Mariager Fjord bugner af ørred året rundt, men du kan også fange hornfisk, sild, skrubber, ål, ålekvabber og multer.
Foto: Visit Mariagerfjord
Nordfyn
Placering: Nordfyns lange kyststrækning på omtrent 80 kilometer byder på mange spændende fiskeoplevelser året rundt. Nordfyns lystfiskeres yndede fiskepladser er blandt andet Æbleø, Enebærodde ved Odense Fjord og Flyvesandet på Agernæs.
Det kan du fange: masser af havørreder. Torsk, multer, hornfisk, makreller og fladfisk kan også fanges her.
Foto: Visit Nordfyn
Silkeborg Søerne
Placering: Silkeborgsøerne ligger spredt omkring Gudenåen i området mellem Silkeborg og Ry. Søerne og Gudenåen byder på mange forskellige fiskeoplevelser for både store og små.
Det kan du fange: Gudenåen og Sminge Sø byder hovedsageligt på aborre, gedder, brasen, skaller, ål og ørred. I Julsø, som er den største af Silkeborgsøerne, er der gode chancer for at fange gedder, sandart og aborrer.
Foto: Gert Skærlund Andersen, Visit Silkeborg
Aalsbogaard Lystfiskersøer
Placering: Aalsbogaard Lystfiskersøer ligger i Fjelsted på Fyn mellem Middelfart og Odense. Der er i alt tre fiskesøer med anlagte veje, så man kan køre rundt om søerne, og der bliver løbende udsat fisk i søerne, så du til hver en tid kan få noget på krogen.
Det kan du fange: Aalsbogaard Lystfiskersøer har ål, regnbue-, kilde- og bækørreder, gedder og karper.
Foto: seatrout.dk
Rørbæk Sø
Placering: Rørbæk Sø ligger i det sydøstlige Midtjylland mellem Nørre Snede og Thyregod, tæt på Jyllands højderyg, hvor Danmarks to største åer, Skjern Å og Gudenåen, har deres udspring.
Det kan du fange: I søen kan du fange gedder, brasen, aborre, sandart og andre almindelige ferskvandsfisk.
Foto: Visit Ikast-Brande
Varde Å
Placering: Ved sammenløbet af Grindsted Å og Ansager Å finder du Varde Å. Den 40 kilometer lange å løber gennem Varde by og har sit udløb i Ho Bugt nord for Esbjerg.
Det kan du fange: havørred, laks, bækørred, stalling, snæbel og gedde.
Foto: ProVarde
Kend reglerne
Alle lystfiskere mellem 18 og 65 år skal have et lystfiskertegn for at kunne fiske i Danmark. Enkelte fiskesteder kræver desuden, at du anskaffer dig et lokalt fiskekort for at kunne fiske hos dem. Lokale fiskekort fås typisk som dag-, uge- eller årskort og kan købes hos den lokale sportsfiskerforening.
Husk også, at der mange steder er fredningsbælter, hvor du ikke må fiske, ligesom mange fisk i Danmark er fredet i bestemte perioder for at kunne sikre en sund bestand. Tjek regler, mindstemål og fredningstider på Naturstyrelsens hjemmeside her.
Foto: seatrout.dk