12 gode råd: Sådan undgår du mus i dit hus

Pas på sprækker i muren, sæt musefælden rigtigt. Og undgå ost! 12 gode råd fra Miljøstyrelsen og Samvirke kan sikre dig mod de små gnavere. Vidste du for eksempel, at det er vigtigt, at musefælderne står vinkelret i forhold til den væg eller sprække, hvor musene kommer ud?

1: Luk sprækker og huller

Tjek husmuren for huller – og ruder og døre skal kunne lukke tæt 7 millimeter er alt en ung mus behøver for at presse sig ind i dit hus. Luk derfor huller og sprækker til. Sørg også for, at kældervinduerne er lukkede og at ruderne er hele. Døre skal kunne lukkes helt tæt.

2: Husk også at dække sprækker i vinduer

Mus har en fantastisk evne til at klatre. Husk derfor også at dække huller og revner i vinduer. Det kan være nok at sætte en plade for, hvis der er gået skår i en rude. Ventilationsåbninger skal være beskyttet med trådnet.

3: Brug hønsetråd 

Ventilationskanaler og åbninger til ventilation i husets ydermure eller i soklen skal lukkes til, så musene ikke kan komme ind. Brug sammenpresset hønsetråd til at stoppe adgangen til dit hus gennem huller. Hønsetråden sikrer samtidig, at luften frit kan passere. Du kan også få skadedyrsnet og andre løsninger, der kan stoppe. Vigtigst er blot at huske, at der ikke må være åbninger større end 7 millimeter. 

4: Maden skal i bøtter eller glas - og affaldet skal gemmes

Mus elsker madrester og affald. Opbevar altid madvarer i køleskabet eller i lukkede glas- eller metalbeholdere. Især hvis du har sommerhus og kun opholder dig sjældent der. Poser med gryn, ris og andre ubeskyttede tørvarer er guf for en mus, der kan få sig et festmåltid, mens du ikke er i huset. 

Sørg for, at der aldrig står køkkenaffald fremme – heller ikke i poser ved siden af skraldespanden udenfor.

5: Brug rigeligt med fælder

Køb altid fælder nok. Det er vigtigt, at du får fanget musene hurtigt, så hav heller et par ekstra fælder stående i få dage, end for få fælder i mange dage. Fælderne bør stå ved musenes naturlige indgange til dit hus eller ved deres naturlige bevægelsesvej rundt i huset. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

... og vælg også de rigtige fælder

Den rigtige fælde er vigtig, hvis du skal have has på musene. Halsbåndsmus, der er 10-12 centimeter og har en hvid mave, slås ikke altid ihjel i en fælde, der lavet til den mindre husmus. Halsbåndsmusen er mest udbredt i nærheden af skove. Brug en rottefælde til halsbåndsmus og en mere traditionel musefælde til husmusen.

6: Husk at bruge handsker

Brug altid engangshandsker, når du lægger mad i fælden eller sætter fælderne ud. Mus kan ikke lide duften af dig. Skold også fælderne under kogende vand med jævne mellemrum. 

7: Fælder skal være uden for rækkevidde for din hund og kat

En fælde med pålæg er fristende for husets husdyr. Husk i øvrigt altid, at du skal beskytte husstandens kat eller hund mod at få poterne i musefælderne. Det kan du gøre ved at sætte en spand over fælden. Læg en tung genstand - fx en sten eller et hjørne fra en knækket flise - på spanden. Lav en lille åbning under spanden, hvor musen kan komme ind. 

8: Brug ikke ost - brug i stedet lokkemad, der virker

Uanset hvad tegnefilmene viser, er ost ikke særligt velegnet, hvis du skal lokke en mus i fælden. Mus tiltrækkes af dufte, og en stykke ost tørrer meget hurtigt ind og mister sin aroma. Brug i stedet madvarer, der er faste og nemme at sætte fast i fælden. Brug rosiner, et stykke spegepølse, figen- eller frugtpålæg eller peanutbutter.

9: Ind under vasken

Mus elsker at kravle langs rør og afløb og i skabene. Sæt giften under vasken, hvor du også har dit affald. Mus tiltrækkes af duften fra affaldsposen.

Står fælden ikke inde i et skab, så placer fælderne vinkelret ud fra paneler og vægge med udløseren vendt ind imod væggen.

10: Smid ikke døde mus i naturen

Gift er den sidste udvej, hvis ikke du kan fange musene med fælder. Har du brugt gift, kan du på etiketten på giften se, hvordan du skiller dig af med musene. Smid dem aldrig i naturen, hvor fugle og dyr kan finde dem.

Har du fanget musen i en klapfælde, så pak den ind i køkkenrulle eller avispapir og smid den i en pose og i skraldespanden til restaffald. 

11: Fjern de døde mus

Brug altid plastikhandsker, når du fjerner døde mus – uanset om du har brug fælder eller gift.

12: Kør langt væk

Fanger du musene levende i fælderne og sætter musene ud, bør du køre mindst 5 kilometer væk for at undgå, at musene finder tilbage.

Artiklen blev bragt første gang i maj 2012. Artiklen er opdateret med ny viden i september 2026. 

Læs mere om