»Når man vænner sig af med kræsenhed, skal ens smagsløg rent fysisk vænne sig til nye smage, og samtidig skal man mentalt overvinde sig selv, når man gør noget nyt. Det er en stor forandring i Noahs liv, og det vil tage tid,« siger Joan Preisler.
Måtte gå sulten i seng
I starten protesterede Noah ved kun at stikke i aftensmaden. Forældrene holdt fast i de nye retningslinjer – ingen specialmad. Og så tilbød de ham aftensmaden igen, når han klagede over sult på sengekanten:
»I starten måtte vi sende en sulten og grædende dreng i seng et par gange, for han ville ikke spise maden hverken ved spisebordet eller senere. Jeg blev ikke ulykkelig over det, for det var for hans eget bedste, men vi havde besluttet os for, at hvis kiloene begyndte at rasle af ham, så ville vi stå af projektet og stoppe,« fortæller Noahs mor.
Heldigvis gik det bedre som ugerne gik, og i dag går Noah ikke sulten i seng. Til alles lettelse kom ris og kartofler på tallerkenen og reddede projektet og Noahs knurrende mave ved sengetid. De er nemlig blevet inddraget i det repertoire af fødevarer, han nu vil spise.
Ingen pølsemaddere hos bedstemor
Hjemme er der nye boller på suppen, men ude har Noah haft helle og fået serveret chokolade, pølser og pølsemadder af bedstemødrene – lige indtil i sidste uge, hvor Noah besøgte hos sin farmor sammen med sin far. Farmoren blev bedt om ikke at servere specialmad for barnebarnet. Da der ikke blev disket op med pølser, spejdede Noah forvirret rundt i rummet og tog så tøvende fat i et stykke af en pizza, som resten af familien spiste. Han nippede godt nok kun en lille bid af og spiste ellers skorper, men for Masaud Wærum Dar var det bemærkelsesværdigt.
»Det var et fremskridt, fordi han smagte. Godt nok spiser han sig ikke mæt, men han prøver. Før ville han have afvist maden med det samme, og så ville omgivelserne have rettet sig efter ham, men sådan er det ikke længere. Det var rigtigt fint, at han tog sig sammen og smagte på maden,« siger Masaud Wærum Dar.
Et ikke kræsent barn
Mantraet er: Noah er ikke kræsen længere, og han spiser den samme mad som resten af familien. Det har Joan Preisler bedt forældrene om at fortælle sig selv og hinanden.
»Det er en god øvelse at forestille sig, hvordan det føles, at ens barn ikke er kræsent – og holde fast i det mentalt. Man kan nemt fastholde sig selv i, at han stadig er kræsen, men jeres tro, attitude og sind skal have en oplevelse af, at han ikke er kræsen,« siger hun.
Men når Noah aften efter aften sidder og stikker i maden og knap lader skruerne røre kødsaucen, så kan det i følge Karina Wærum Dar være svært ikke at tænke: »Det ville være dejligt, hvis ens barn ikke var kræsent.« Og når hun giver Noah et stykke agurk, og han kan smage melonen, som hun skar ud med kniven tidligere, bekræfter det hende i, at drengen har meget veludviklede smagsløg.
»Noah har fine smagsløg, det tvivler jeg slet ikke på. Men fordi man er særlig god til at smage, betyder det ikke, at man ikke skal spise. Som forældre skal man bruge det som en styrke og sige: wauw kan du virkeligt smage det?« forklarer Joan Preisler.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Bad sundhedsplejersken om hjælp
Karinas Wærum Dars bror levede af spegepølsemadder og frikadeller hele sin barndom. I dag er han en sund og rask mand, som spiser alt. Kræsenheden forsvandt af sig selv, det så søsteren. Derfor tænkte Karina Wærum Dar i sin tid, at sundhedsplejerskens strategi, som gik ud på at ignorere kræsenheden og lade Noah spise, hvad han ville, gav god mening. Det var ikke, fordi hun gav op eller vendte det blinde øje til – det var en beslutning.
»Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at Noah bare er som min bror. Han er helt sindssygt kræsen, men det skal nok ændre sig, når han bliver ældre. Det var først, da det blev et socialt problem for ham, at jeg syntes, det var et problem,« fortæller hun.
Det er snart et halvt år siden, Noah fortalte hende, at han var ked af kræsenheden. På det tidspunkt begyndte han at ville hentes fra legeaftaler før aftensmaden og takkede nej til fødselsdagsinvitationer. Og derfor vil hun hjælpe ham ud af den. Samtidig kradser tvivlen: Er Joan Preislers råd de bedste? Men hun oplever også, at hendes egen vedholdenhed skaber gode resultater nu, selvom det går langsomt, så går det fremad. Og derfor bliver hun ved. [FACTBOX]
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Kræsenhed er forældrenes ansvar
»Forældrene er med til at skabe barnets madvaner. Derfor er det også dem, der skal ændre adfærd, så barnet stopper med at være kræsent,« siger Joan Preisler.
Forældre til kræsne børn skal tage ansvar for, at børnene smager, for ellers vænner de sig ikke til ny mad – det er grundstenen i Joan Preislers strategi. Hun er uenig med sundhedsplejerskens strategi. Kræsenhed er ikke nødvendigvis noget, der forsvinder af sig selv. Og børn skal spise al slags mad, fordi det udvikler dem – også mentalt. Familien har oplevet fremskridt, efter at de valgte at ændre deres adfærd omkring spisebordet.
»Vi har flyttet fokus fra Noahs tallerken. Vi giver ham ikke opmærksomhed på maden, men reagerer bare ved at konstatere: nå, spiser du også det – dejligt! Jeg tror, at det, som har gjort den store forskel, er vores nye indstilling. Nu bestemmer vi, og det er ikke overladt til Noah længere,« siger Masaud Wærum Dar.
Madplanen skaber ro ved spisebordet
En anden ting, som har hjulpet forældrene, er den madplan, som de på eget initiativ indførte et par uger inde i projektet. På køleskabet kan Noah læse aftenens menu en uge frem:
»Madplanen har skabt en ro omkring maden. Hvis Noah spørger, hvad vi skal spise, så står det på køleskabet. Vi har besluttet, hvad vi skal spise, og børnene er ikke medbestemmende,« siger Karina, som udpeger netop madplanen og vedholdenheden som det, der har fungeret bedst i forløbet.
Joan Preisler kommer med et sidste råd til familien: »Tro på fremskridt. Fortsæt med at servere varieret mad. Og bliv ved med at få Noah til at smage – også på kødet og grøntsagerne. Og tillykke – I er super seje – for det her er ikke nemt! Men I er ikke specielle, der er så mange familier i Danmark, som kæmper med præcis det samme som jer. Godt gået!«
