Hvor længe kan maden holde sig, hvis strømmen går?

Køleskabet og fryseren er stadig sikre steder at opbevare maden, hvis du bliver ramt af en strømafbrydelse, faktisk kan maden holde sig frisk længe, hvis bare holder dig til en række råd. Samvirke giver en række råd, du kan bruge, hvis køleskabet bliver hacket eller strømforsyningen sættes ud af spil

Hold køleskabet lukket, hvis strømmen går

Hackere har skruet op for temperaturen til 50 grader i køleskabe og frysere i franske supermarkeder. Så galt går det nok ikke hjemme hos dig, men hvad skal man egentlig gøre med maden, hvis strømmen går?

Køleskabe og frysere er bygget til at holde på kulden, og selvom der ikke længere er strøm til køleskabet eller fryseren, kan maden der holde sig i mange time. Fryseren kan endda holde maden frisk i flere døgn. 

Der er dog et ”men”: Det gælder om at holde døren på køleskabet og fryseren lukket, når der ikke er strøm i kontakten. Hver gang du åbner køleskabet eller fryseren, slipper noget af den kolde luft ud, og temperaturen begynder at stige hurtigere, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen. 

Hvor længe kan maden holde sig i køleskabet?

Et almindeligt køleskab kan som tommelfingerregel holde maden tilstrækkeligt kold i omkring fire timer uden strøm, hvis lågen forbliver lukket. Det oplyser både de britiske fødevaremyndigheder og den amerikanske sundhedsmyndighed CDC.

Hvor længe maden faktisk holder sig kold, afhænger blandt andet af køleskabets isolering, temperaturen i rummet, og hvor koldt køleskabet var, da strømmen forsvandt.

Fødevarestyrelsen i Danmark giver ikke specifikke råd om, hvor længe mad holder sig, når strømmen er gået. De britiske myndigheder accepterer midlertidigt en temperaturstigning til 8 grader. Hvis temperaturen når op på 8 grader eller mere, anbefaler de, at letfordærvelige kølevarer bliver spist inden for fire timer, ellers skal de kasseres.

CDC, der står for Centers for Disease Control and Prevention og nogenlunde modsvarer den danske sundhedsstyrelse anbefaler, at man som hovedregel kasserer letfordærvelige fødevarer efter fire timer uden strøm, medmindre de er blevet holdt tilstrækkeligt kolde på anden vis.

Har du et termometer i køleskabet, kan det derfor være en stor hjælp, når du skal vurdere, om maden stadig er sikker.

Fryseren kan holde på kulden i to døgn

Har du fryseren fyldt med mad, er der endnu mindre grund til at gå i panik, hvis strømmen en dag forsvinde. 

En helt fyldt fryser kan nemlig holde på kulden i omkring 48 timer, hvis du undlader at åbne lågen.

Er fryseren kun halvt fyldt, falder tiden til omkring 24 timer.

Det skyldes, at de frosne madvarer hjælper med at holde hinanden kolde. Jo mere frost, der er samlet i fryseren, desto længere tid tager det, før indholdet begynder at tø op.

Tiderne er dog vejledende. Hvor godt fryseren er isoleret, og hvor koldt den stod, før strømmen gik, har også betydning.

I langt de fleste tilfælde vil der ikke ske noget med maden og holdbarheden, hvis strømafbrydelsen er kortvarig.  Der kan f.eks. være forskel på, hvordan en strømafbrydelse påvirker yoghurt og ost og mere følsomme varer som fersk fisk og hakket kød, og derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at du bruger dine sanser til at vurdere, om maden stadig er god.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Er der madvarer, der holder dårligere end andre?

En række forskellige fødevarer bliver hurtigere dårlige end andre, hvis der ikke er strøm. Hold derfor særligt øje med pålæg, kød, fisk, fjerkræ og mælk, mens madvarer som frugt, grøntsager, marmelade, ost, smør og yoghurt meget bedre tåler temperaturer over 5 grader, uden det går ud over holdbarheden.  

Hvad skal du spise først, hvis strømmen er væk i lang tid?

Hvis der er udsigt til en længere strømafbrydelse, kan det være en god idé at tænke over, hvilken mad du spiser først. De danske myndigheder har ingen officielle råd om, hvilken mad, du skal spise først, mens de britiske myndigheder anbefaler, at du først og fremmest spiser de letfordærvelige madvarer først. Det vil sige, at det gælder om spise pålæg og kød først og drikke mælk og fløde til, for marmeladen, danboosten og rugbrødet kan sagtens vente til i morgen.

Derefter kan du bruge optøede frostvarer, der ikke kræver tilberedning, og senere madvarer, der kan opbevares ved stuetemperatur.

Konserves, tørvarer og andre langtidsholdbare fødevarer kan du gemme til sidst.

Hvis maden har været tøet op, må man så fryse den ned igen og spise senere?

Hvis strømmen kommer tilbage, efter at fryseren har været slukket i længere tid, skal du undersøge, om maden er begyndt at tø op. 

Hvis madvarerne stadig er kolde og virker frosne, kan mange af dem som udgangspunkt genfryses.

Amerikanske CDC skriver på deres hjemmeside, at mange optøede frostvarer kan fryses ned igen, hvis deres temperatur ikke har oversteget 4 grader.

Der er dog forskel på madvarerne: Brød, boller og kager uden cremefyld kan normalt genfryses, lige som frosne grøntsager i fryseren kan gennedfryses, hvis temperaturen ikke har været for høj for længe – og hvis du giver grøntsagerne et opkog, inden du bruger de. Kød, fisk og fjerkræ skal du ikke fryse igen, da det kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis varerne har haft en temperatur på over 4 grader. 

Har du derimod kunnet holde temperaturen på 4 grader eller mindre i hele varens levetid, kan du regne med de oplysninger, der står op etiketten. 

Kan man stille maden udenfor, hvis strømmen går om vinteren?

Hvis strømmen går på en kold vinterdag, kan altanen, terrassen eller haven måske bruges som et midlertidigt køleskab. Vær opmærksom på, at der skal være koldt ude – hele den tid, maden står ude. 

Maden skal helst opbevares i en lukket beholder, men ellers tørt og rent, beskyttet mod direkte sollys og utilgængeligt for dyr.

Læs mere om