Redaktionen anbefaler
For mennesker er kunstigt lys en god ting. Det gør, at vi kan færdes udenfor i mørket. Finde fra A til B ved hjælp af gadelamper, der lyser de ellers bælgravende mørke veje og stier op. Uden det kunstige lys ville vi ikke have lige så gode betingelser i dagligdagen.
Men hvor vi trives i lyset, lider dyrene en langt mere udfordrende skæbne. For lige så afhængige de fleste dyr er af det naturlige lys om dagen, lige så afhængige er de af det naturlige mørke om natten. Et mørke, vi langsomt er ved at tage fra dem.
Her er en oversigt over, hvordan en bestemt række dyr påvirkes af kunstigt lys.
Fugle bliver tiltrukket af kunstigt lys om natten. Det kan gøre, at de flyver i lave højder, hvilket desorienterer dem og kan medføre, at de cirkulerer i de oplyste områder. Det udmatter fuglene og øger risikoen for at kollidere med bygninger. Desuden forstyrres deres døgnrytme. De vågner og synger på forkerte tidspunkter, og det bliver sværere at jage om natten.
Evolutionen har gearet natsværmere til at flyve med ryggen mod lyset for at kunne navigere rundt. Det lys har altid været månelyset, og fordi månen er så langt væk og udsender nærmest parallelle lysstråler, har det aldrig været et problem for dem at flyve lige. Men med den stigende lysforurening fra kunstige lyskilder har natsværmerne svært ved at holde ryggen mod lyset. Så når du ser en natsværmer flyve rundt om en lampe, er det faktisk, fordi den forvirret kæmper for sit liv, fordi lyset ikke er forudsigeligt og parallelt som månelyset.
Flagermus foretrækker mørket til at jage. Men lysudbredelsen betyder færre og mindre jagtområder. Det betyder, at bestanden efterhånden vil blive mindre, og hvem ved – måske vi i fremtiden kan vinke helt farvel til flagermusen i Danmark.
Ja, kunstigt lys når også ud i havene. Forskning viser, at 22 procent af verdens kystnære farvande er udsat for lysforurening. Næsten tre fjerdedele af dyrene i havet udsender selv lys. Det kaldes bioluminescens. Men det lys er svagt, og når det kunstige lys går ind og overskygger det naturlige, forstyrrer det dyrene, og det skader både deres adfærd og kommunikation med hinanden.
Markmus ændrer parringsmønster, når de udsættes for kunstigt lys.
Desuden undertrykker lyset rotters østrogenniveau, og det reducerer deres fertilitet og dermed reproduktionseffektivitet. For både rotter og mus gælder, at kunstigt lys øger risikoen for at blive bytte for rovdyr.
Ildfluer er et af de bedste eksempler på dyr, hvor bioluminescens, altså evnen til at udsende naturligt lys, ses tydeligst. Derfor er der lavet en del forskning med netop dem. Ildfluer lyser med bagkroppen, og det er en meget central måde for dem at kommunikere på. Ligesom med havdyrene er dette lys svagt, og det overtrumfes nemt af det kunstige. Det har store konsekvenser for deres parring.
Kilder: Anders Garm, Thomas Pape, www.dn.dk, www.lysforurening.dk, www.darkskydanmark.dk.