Redaktionen anbefaler
Den liflige duft af jordbær lover sommer, søde bær og kold mælk eller fløde. Men ærgrelsen er stor, hvis man kommer hjem med mugne bær i bakken. Så hvad gør man, hvis man spotter et dårligt bær i bakken, mens man står i butikken? Må man flytte et jordbær fra en bakke til en anden?
Nej. Du skal holde fingrene og jordbærrene i din egen bakke. Så klart lyder svaret fra Samvirkes læsere. I sidste uge spurgte vi i nyhedsbrevet, om det er okay at bytte rundt på jordbær i bakkerne. På redaktionen er vi nærmest væltet bagover. Mere end 1000 læsere skrev ind, hvilket er langt mere, end når vi stiller andre spørgsmål.
Andreas, der er Samvirke-læser, skriver:
»Selvfølgelig må man ikke bytte rundt. Bakken er et tilbud om at købe lige netop de bær for den angivne pris. Hvis man selv måtte fylde bakken, var prisen nok en anden!«
Erik Sand stemmer i:
»Nej, jordbær er sarte, og det ender med en gang "marmelade", hvis alle skal lige rode bakken igennem.«
Hos Coop genkender Morten Brix-Christensen, chef for indkøb af frugt, problemstillingen med, at nogle kunder flytter rundt på jordbær fra en bakke til en anden:
»Jordbær i de åbne papbakker er mere sarte og har kortere holdbarhed end jordbær i plastikbakker med låg. Hvis man først begynder at røre ved bærrene, forringes holdbarheden yderligere. Man skal selvfølgelig have friske bær, men vores kolleger i butikkerne bruger mange kræfter på at sikre, at der kun er friske bær, og på at efterfylde bakker, når kunder er begyndt at flytte.«
Morten Brix-Christensen fortæller, at Coop indtil nu i årets højsæson har haft jordbær i åbne bakker på hylderne i butikkerne, men fra den sidste uge af juni er der stort set kun leveret jordbær i lukkede plastikbakker. Enkelte butikker kan dog modtage åbne bakker fra lokale avlere.
Skiftet fra papbakker til plastikbakker har flere årsager.
»Jordbærrene får bedre holdbarhed, og vi mindsker svind, når kunderne ikke kan flytte rundt med bær. Det er jo klart, at når man lige topper bakken op, så opstår der undervægt i andre bakker. De kan ikke sælges på samme måde og går derfor ofte tabt.«
En tredje grund til, at Coop i højere grad fremover vil sælge jordbær i lukkede bakker, er, at kundernes præferencer bevæger sig væk fra frugt og grønt i løsvægt:
»Der er også noget hygiejne inde over. Jordbær i åbne bakker bliver mere som en løsvare, og løsvare falder mere og mere i salg. Jeg tror, at mange kunder føler, at der potentielt er andre kunder, der har rørt ved de samme frugter. Det undgår man med en emballeret vare,« siger Morten Brix-Christensen.
Årets sæson for danske jordbær varer formentlig indtil november.
I Samvirkes helt uvidenskabelige undersøgelse var der en stor overvægt af læsere og forbrugere, der mente, at man bør holde fingrene fra jordbærrene:
76% svarede, at man skal lade være med at bytte bær selv og i stedet få hjælp af en medarbejder, hvis man oplever et muggent bær i bakken
18% svarede, at man altid selv må fjerne og erstatte dårlige jordbær
6% svarede ved ikke
Vi spurgte også, om man må fylde op i bakken, ”hvis den ser lidt tom ud”. Her var svarene:
78% svarede nej
14% svarede ja
8% svarede ved ikke