Guide: Sådan bliver du god til at finde genbrugsskatte

Er du på udkig efter et særligt stel eller den helt rigtige lampe fra 70’erne? Genbrugs­shopping er ikke bare held, men en disciplin, du kan øve dig i. Her guider forsker i design og genbrug Linda Nhu Laursen dig fra begynder til loppemester

Du er nybegynder - Få en succesoplevelse første gang

Nøglen til at blive en god genbrugsshopper handler om at få en succesoplevelse på den første genbrugstur. Start i ­overskuelige butikker, der ligner dem, du ken­der, og gå evt. efter nemme kategorier som bøger. 
”Nybegyndere mangler ofte en strategi og kan nemt blive overvældet af udvalget, fordi det kan være svært at vurdere kvalitet og pris uden hjælp,” siger Linda Nhu Laursen. 
Tag evt. en ven under armen, som har mere erfaring, og som kan gøre genbrugsjagten tryg. 

Du har fået smag for genbrug - Bliv god til én kategori 

Når du har prøvet at handle genbrug et par gange, handler det om at opbygge selvtillid inden for én kategori. 
”Er du god til træ, så kig efter massivt træ. Er du en nørd til køkkenudstyr, så læg dit fokus dér. Du skal have et anker i noget, du kan kende,” siger Linda Nhu Laursen. Fokusér smalt, og træn din dømmekraft – det er bedre at mestre en eller to kategorier end at famle i 10.

Genbrugskøb er ikke bare held

Forskning viser, at genbrugsjagten ikke bare er held, men en kompetence, man kan træne trin for trin. Genbrugsmarkedet fungerer nemlig anderledes end almindelig detailhandel. Stor variation inden for butiksformater, ufuldstændig produktinformation og fravær af garantier i genbrugsbutikker gør det sværere at købe varer end i normal detail­handel.

Kilde: Afdeling for arkitektur, design og medieteknologi, Aalborg Universitet 
 

Du er en kompetent genbrugskøber - Vær strategisk og hold fokus 

Lav en indkøbsliste, og gå målrettet efter det, du søger. Har du mulighed for at bruge filtre i din søgning, kan du nemmere sortere ’støjen’ fra i din genbrugsjagt. Find f.eks. et konkret produkt eller mærke, og gå på jagt efter netop det. 
”Det er relativt snævert, men effektivt at holde fokus. Du undgår nemlig brede markeder og kan nemmere sammenligne identiske produkter,” siger Linda Nhu Laursen. 

 

Du er en kyndig genbrugskøber - Tænk som en detektiv 

Skift fokus fra mærker til kvalitet. Kyndige købere udvikler en stor viden inden for forskellige produktkategorier, laver pris- og modeltjek og lærer at vurdere varer, der ligner hinanden uden at være identiske. 

”Du skal øve dit blik for materialer, konstruktion, alderstegn og designkendetegn. Lav research før din genbrugsjagt, og bliv klogere for hver søgning,” siger Linda Nhu Laursen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Du er ekspert - Se værdi i håndværk og potentiale 

Som ekspert har du blik for kvalitet, levetid og gensalgsværdi på tværs af mærker. 
”Eksperter spørger ikke kun: ’Kan jeg bruge det nu?’, men også: ’Kan det leve længe, og kan det få et nyt hjem efter mig?’” siger Linda Nhu Laursen. 
Gå efter at vælge materialer og fremstillingsmåder, der holder, og vov dig ud i at købe ting, der kræver en kærlig hånd, og som skal repareres eller opgraderes. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Du er genbrugsmester - Dyrk tålmodigheden og dit mentale landkort 

Som genbrugsmester er genbrug en livsstil. Du er i stand til at veksle mellem lynhurtig scanning og fordybet gennemgang, og du besøger både faste genbrugssteder og afsøger nye markeder for at holde genbrugsblikket skarpt. 
”Mestre har et mentalt kort over hotspots i byen og accepterer, at nogle ting tager måneder eller måske år at finde. Tålmodigheden er ikke en barriere, den er en del af glæden,” siger Linda Nhu Laursen.

 

Baseret på forskningsartiklen ’Not Just Luck: Uncovering the Secret Skills and Expertise of Second-hand Shoppers’, Frahm, L.B. & Laursen, L.N. (2025).