7 råd til kør selv-ferie med elbil

Elbilerne fylder mere og mere på vejene, og det samme gør ladepunkterne på tankstationer, ved supermarkeder, hoteller og langs vejen. Det er blevet nemmere at tage elbilen på de lange stræk, men det kan betale sig at forberede sig godt inden kør selv-ferien, når bilen kører på el. Sammen med FDM har vi samlet 7 råd til den lange køretur med elbil

Planlæg ruten inden afgang 

Går turen til Tyskland, Østrig eller Italien? Uanset hvor rejsen går hen, er det en god idé at planlægge ruten, inden du sætter dig bag rattet. For selvom det er blevet nemmere at tage elbilen på de lange distancer og over landegrænser, kræver kør selv-ferien med elbil mere planlægning, end hvis bilen kører på benzin eller diesel.

For at planlægge ruten bedst muligt kan du bruge ruteplanlægningsapps som A Better Route Planner eller Chargefinder, der hjælper med at finde ladestandere på den planlagte rute. På nogle elbilers styresystemer kan du også få et overblik over ladestandere langs ruten.  

Planlæg din rute, så du kan lade bilen, mens du bruger pausen til en lækker middag, flot gåtur eller shoppingtur. Har du planer om at holde ind på turen for at overnatte, kan du også tjekke, om overnatningsstedet har en elladestander. Når du lader det sted, du overnatter, kan du også være heldig at spare penge på ladningen:

»Nogle steder tilbyder billigere eller ligefrem gratis ladning, når du booker din overnatning hos dem,« forklarer Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM. 

Pas på gebyrer 

Det ligger måske lige til højrebenet at lade bilen stå på ladestedet, mens du overnatter, spiser eller udnytter tiden på en anden måde. Men ifølge Ilyas Dogru kan det blive en dyr fornøjelse, hvis du lader bilen stå for længe:

»Når du holder for længe ved en ladestander, kan du risikere at betale spærregebyr. På lynladere er det typisk efter 1 time, og på langsomme ladere er det typisk 3 timer. Vi har set spærregebyrer på mellem 10 og 200 euro.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tjek priser og få abonnement inden afrejse 

Ifølge FDM’s undersøgelse kan det bedst betale sig at have et enkelt abonnement hos enten f.eks. EnBW, Elli, Ionity eller Tesla. 

»Når du har et abonnement, betaler du typisk 3 kroner pr. kilowatt-time. Hvis du ikke har et abonnement, kan du risikere at betale 6kr/kwh,« siger Ilyas Dogru. 

Er du i tvivl om, hvilket abonnement du skal vælge, kan du med fordel vælge den udbyder, der har flest ladepunkter på den planlagte rute.

Når du holder ind for at lade, kan du risikere at betale overpris for samme ladeplads. Vil du sikre dig den billigste pris, råder Ilyas Dogru til at downloade forskellige ladeapps inden afrejse, så du nemt kan sammenligne priser. 

Hav en backup klar 

Selvom du inden bilferien har sat dig godt ind i, hvor du kan bruge dit abonnement på ruten, kan ladestanderen være ude af drift. Så selvom du holder dig til ét abonnement på bilferien, er det altid en god idé at have en backup i form af andre ladeapps, du kan bruge til betaling. Det kan f.eks. være Plugsurfing eller Shell Recharge. Du kan også medbringe en ladebrik til bestemte udbydere, som kan bruges som betaling, hvis der er dårlig netværksforbindelse. 

Kør ikke mere end 110 km i timen 

Det kan måske være fristende at træde en anelse hårdere på speederen på de tyske motorveje, men vil du gerne have bilen til at række længst muligt, skal du holde lidt igen. Når du kører 110 km/t. i stedet for 130 km/t. på motorvejen, sparer du ifølge FDM op til 20 procent af bilens elforbrug. 

Pas på strømmen 

Det er altid en god idé at planlægge ruten, så du har mellem 15 og 20 procent strøm tilbage. Så er du sikker på at have nok strøm til at kunne køre videre til et andet ladepunkt, hvis der er lang kø, eller laderen er defekt. 

Vil du spare på strømmen på bilferien, er det en god idé at pakke let og erstatte tagboksen med en bagageboks, hvis du har anhængertræk. Når elbilen er udstyret med en tagboks, bruger du op til 33 procent mere strøm på dine køreture. Har du campingvognen med, bliver elbilens rækkevidde halveret. 

Medbring dit eget kabel

»Langsomme ladere har ikke kabel, og derfor skal du selv medbringe et kabel på turen,« siger Ilyas Dogru. Til de langsomme ladere skal du bruge et type 2-kabel, som er et standardkabel i alle moderne elbiler.

Læs mere om