Interview: Emma Holten om ferie, sommer og om at lære sig selv at kende

Som barn cyklede jeg alene til biblio­teket, lånte 10 bøger og læste dem alle. Så cyklede jeg tilbage og hentede 10 mere. Det var min måde at være i verden på. Og det er stadig det, jeg længes efter i pausen – følelsen af at forsvinde helt ind i noget. Være i ro i mig selv. Det reddede mig dengang, hvor jeg ikke havde så mange venner. Og det er noget, jeg ville ønske, at alle unge fik med sig: evnen til at være alene uden at føle sig forkert.
Jeg mærker først, at jeg har brug for en pause, når det allerede er for sent. Når jeg har røde øjne og hjertebanken og mister appetitten. Så tænker jeg: ”Ej, jeg føler, at jeg har det lidt mærkeligt, måske har jeg fået madforgiftning?” Og min kæreste siger: ”Nej, Emma, du har stress.” Jeg er meget dårlig til at mærke efter i min egen krop. Jeg tror, det skyldes, at jeg begyndte mit arbejdsliv med noget af det allerværste, der er sket for mig: den digitale krænkelse, jeg blev udsat for, hvor mine nøgenbilleder blev delt uden mit samtykke. Jeg er megastolt af det, jeg opnåede ved at stå frem og sige fra, men når jeg ser tilbage, overskred jeg konstant mine egne grænser. Jeg befandt mig konstant i situationer, hvor folk sagde grænseoverskridende ting til mig. Som da jeg sad i ’Deadline’, hvor en kendt debattør sagde til mig, at det var min egen skyld, at jeg blev udsat for hævnporno.
Dengang måtte jeg trække mig fra den offentlige debat, fordi jeg til sidst fik et sammenbrud. Det var på mange måder en tvungen pause. Men det seneste år, hvor min bog er udkommet i flere lande, har også været vildt, og da jeg nåede til december-januar, tænkte jeg: Nu har du gjort det igen – nu har du fucking gjort det igen. Jeg kunne ikke holde op med at græde, og jeg havde ingen appetit. Så jeg tog fri og begyndte at gå ret intensivt til psykoanalyse. Nu er jeg i gang med at finde tilbage til et sted, hvor jeg bedre kan mærke mine egne grænser.

Det, mine venner har sagt allermest til mig i løbet af det seneste år, er: ”Her er et tip til dig, Emma. Læs nu din egen bog.” Hvor jeg bl.a. skriver, at det er vigtigt, at mennesket får tid til at lade op. Men en af grundene til, at jeg har skrevet den bog, er nok også, at jeg selv er den dårligste til det i hele København.

Det tager mig over en uge at komme ned i gear. Det er blevet værre, efterhånden som jeg er blevet ældre. Engang kunne jeg bare sætte mig ind i toget til Sverige, og så var ferien i gang, men sådan er det ikke længere. Jeg skal først ud af hverdagens mønstre, f.eks. at holde øje med, hvad klokken er. Jeg har en stor trang til at planlægge – hvornår skal vi spise frokost, hvornår skal vi gå tur, hvor lang tid skal det tage? – og det er en tvangstanke, som forhindrer mig i bare at nyde ting. Det kræver som minimum, at jeg lægger både ur og telefon væk. Hvis det overhovedet kan gøre det. Jeg tror også, at jeg holder mig travl for at holde svære tanker på afstand. 

Hvis jeg sætter mig og kigger ud i luften, kommer de myldrende. Alt det, jeg ikke har fået gjort, alt det, jeg ikke har svaret på. Et interview, der ikke gik så godt, som jeg havde håbet. Når der så er gået en time, og jeg måske er gået i gang med at lægge et puslespil, vender tankerne: Nå ja, jeg fik da også sagt noget i det interview, som egentlig var meget godt. Jeg kan huske, at jeg så en video med Marina Abramovic (serbisk kunstner, red.), hvor hun sidder og sorterer ris – hvide for sig og brune for sig. Det er næsten som at se et afsnit af ’Casper & Mandrilaftalen’. Abramo­vic siger, at hun kan gøre det i otte timer i træk, og at hun går gennem forskellige faser: Først er det meget sjovt, så bliver det ekstremt frustrerende, og til sidst kommer hun ind i en trancetilstand, hvor hun bare tæller løs. 
Når jeg bliver ramt af de hårde tanker, plejer jeg at række ud efter min telefon – det svære er at blive i det, indtil hjernen falder til ro, og de dejlige tanker kommer.
For nylig var jeg med min kæreste i Monets have i Giverny. Der var blomster overalt. Og sommerfugle. Det var så smukt, at jeg begyndte at græde. Fordi jeg kunne mærke, hvor meget jeg elsker haver. Jeg elsker farverne og duftene. På det tidspunkt havde jeg haft fri i halvanden-to uger, så jeg var kommet ned i tempo, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg var i kontakt med mine sanser på en anden måde. Det var en påmindelse om, at jeg savner den kontakt til daglig. At jeg ikke altid forstår at nyde de ting, der sker, i stedet for at se dem som ting, der skal krydses af. At jeg ikke altid forstår, hvad min krop prøver at sige til mig. Måske fordi jeg ikke vil forstå det.

Den største frihed er at sætte min mail på auto reply. Det er altid det første, jeg gør, når jeg skal holde ferie. I vores digitale liv er vi konstant tilgængelige, og derfor er der noget fantastisk frisættende i at være utilgængelig. At sige: Jeg kommer ikke til at svare på det her. Jeg kommer ikke engang til at se det. Jeg skal øve mig i at holde pause. Det er ikke noget, der sker af sig selv. Pausen skal planlægges. Den skal i kalenderen. Den er nærmest en opgave i sig selv. Men når jeg endelig gør det, kan jeg faktisk være ret god til det. Jeg bygger store middelalderbyer i Lego, laver sudoku og lægger puslespil. Når jeg har tid nok, tager jeg mit ur af og ender med at glemme både tid og sted. Denne sommer skal jeg for første gang i mange år være i København i juli. Jeg har været så meget væk det seneste år, siden min bog Underskud udkom, at jeg har savnet at se mine venner. Jeg plejer ellers at tage op til min families sommerhus i Småland i Sverige. Der er jeg kommet hver eneste sommer som barn. Jeg har endda sommerhusets navn – ’Hvilan’ – tatoveret på min arm. Det er lidt en sorg ikke at skulle derop i 5-6 uger, som jeg plejer, men jeg trænger til bare at være hjemme og drikke en øl på en bodega med mine venner. For mig handler pausen også om at glemme mig selv og engagere mig i andre menneskers liv. Få hovedet ud af min egen røv.

Det er svært at gøre noget, der ikke fører nogen steder hen. Jeg har følt rigtig meget skam over at være uproduktiv. Jeg kommer fra en generation af 12-talspiger, der fik at vide, at man aldrig må slappe af. Vi fik besked på at være dygtige, smukke, tynde og arbejdsomme. Og det har kostet, også for mig.
Nu prøver jeg at gøre det anderledes. Jeg skal bruge sommeren på at rydde op. I mit hjem. I mit liv. Jeg skal hænge billeder op i min lejlighed. Købe et opvaskestativ i IKEA. Se mine venner. Lave ordentlig mad. Og hvis jeg pludselig står og ikke aner, hvilken ugedag det er – så ved jeg, at pausen har virket.