Interview: Clement Kjersgaard om at flytte til Hong Kong som ung, være søn af en kendt og knække koden til mediebranchen

Clement Kjersgaard ville ikke være som sin kendte far

Hvis du havde spurgt mig, da jeg var 10 år gammel, og det gjorde de søde, midaldrende damer altid, når vi var i Den Gamle By til fest, og de kom over og gav udtryk for, hvor kær jeg var: ”Skal du så være historiker ligesom din far?” Så svarede jeg: ”Nej, det skal jeg i hvert fald ikke.”

Som barn betragtede jeg mig selv som antitesen til meget af det, som min far stod for. Jeg så på ham som gammeldags. Jeg så historiefaget som støvet og uinteressant. Men det var spændende, at han havde lavet tv, og jeg kan stadig i dag huske alle detaljerne, da jeg var seks år, og han tog mig med ud til TV-Byen i Gladsaxe. Det andet tog mig noget længere tid at forstå og sætte pris på.

Min far tegnede, byggede modeller, skrev sange, lavede historiebøger. Han var museumsmand, han lavede tv på sin egen tredimensionale måde. Begge mine forældre havde en enormt kreativ og holistisk måde at være i verden på. Min far døde, da jeg var 19 år, men jeg nåede heldigvis at begribe, hvor unikt det er, at han var så glædesfuld i sit arbejde. Hvis du gav min far valget mellem at være hvor som helst i verden – han havde rejst med fragtskib til USA i 60’erne, til Kina i slutningen af 70’erne, han havde haft en stor Sydamerikarejse i 80’erne, jeg var selv på De Vestindiske Øer med ham flere gange, du kunne sætte ham alle mulige eksotiske steder – men hvis han virkelig skulle vælge, ville han allerhelst sidde i sit lille kvistkammer, mens det regnede udenfor, og skiftevis læse historiebøger, løse krydsogtværs, male tinsoldater og skrive på sine egne historiebøger.

Han var også et meget socialt menneske, men jeg nåede at anerkende, hvor privilegeret det var, at han havde et arbejde, hvor han, så længe han bare havde et kvistkammer med lavt til loftet og reoler, gerne i dystre farver, ja, kunne være lykkeligere, end han ville være nogen andre steder.

Som barn havde Clement også en TV-drøm

I 1985 medvirkede min far og jeg i Otto Leisners quizshow ’Hvis er hvems?’ – en af de sidste quizzer, han lavede. Ind kom først et barn af en kendt person – mig – og så skulle et panel gætte, hvem far eller mor var. Det var jo ikke svært at gætte, for vi lignede hinanden udpræget.

Efterfølgende interviewede Leisner os begge, og man skal være en meget sød, meget midaldrende dame og stor fan af både den unge og den ældre Kjersgaard for ikke at synes, at jeg var jævnt blærerøvsagtig at høre på. Men jeg var så også 10 år på det tidspunkt, så it goes with the territory. 

På et tidspunkt sagde min far et eller andet, og så indskød jeg, med al den forargelse i stemmen, som man kun kan samle, når man er 10 år gammel: ”Vi lever altså i 1985, far!” Der var stor applaus. Det var godt tv – den gamle, bedagede far og den unge, flabede søn. Da vi gik ud fra studiet, siger Leisner i udsendelsen: ”Sikke en kvik dreng!” Og så udbryder min far med al tænkelig stolthed: ”Hørte du, hvad Leisner sagde?”

Dengang gjorde intet af det stort indtryk på mig. Den uvurderlige oplevelse havde jeg til gode – for efter optagelserne fik vi lov til at komme ud i studiekontrollen, mens de optog næste program. Derude sad produceren Per Wiking, der selv var tv-vært, og jeg fik lov til at sidde ved redaktørbordet, der havde en monitor med et lille relæ, hvor man kunne klippe mellem kameraerne. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, for min største drøm var at blive tv-producer. Jeg var endeløst fascineret af ’Eldorado’ med Jørgen de Mylius og ’Lørdagskanalen’ med Gorm og Gregers. 

Når jeg fortæller historien i dag, er det noget andet, der gør indtryk på mig. Det er spøjst, hvordan fortiden forandrer sig over årene. Nu hæfter jeg mig ved min fars stolthed og glæde og det overskud, han tog det hele med, da jeg afleverede min lille, fnysende kommentar: ”Vi lever i 1985, far.” Det havde intet at gøre med, at der var kamera på. Sådan var min far. Han var så meget hjemme i sig selv, at han kunne betragte andre mennesker med et meget stort overskud. Det var ikke, fordi han ikke kunne blive ked af det eller føle, at tingene gik ham imod, men han havde en særlig evne til at betragte tingene i et særligt perspektiv – han var historiker både af profession og af natur. Det er en kvalitet, jeg sætter utrolig højt, og jeg har selv aktivt prøvet at tillære mig det, for det falder mig ikke helt så naturligt. Når jeg tænker tilbage på episoden, bliver jeg samtidig rørt over min fars kærlighed til mig. Dengang fandt jeg det vel nærmest distraherende at være Erik Kjersgaards søn. Who needs it? Jeg var min egen mand! I dag ser jeg det fra hans vinkel. Han har været lidt ældre, end jeg er nu. Han betragtede sin søn med så meget kærlighed og stolthed – som jeg ser på min egen søn i dag. 

Flyttede til Hong Kong som 17-årig

Min mor brugte udtrykket: Fremtiden kaster sine skygger baglæns. Jeg havde ikke haft nogen planer om at skulle til Hongkong, men fra det øjeblik, jeg hørte om muligheden i starten af gymnasiet, var det dét, jeg ville, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at det ville være transformerende. 

Jeg fløj alene fra Kastrup. Det var før internettet. Jeg havde ikke mødt nogen af de mennesker, der kom fra hele verden, som jeg skulle være sammen med i to år. Jeg havde aldrig været i Asien, og jeg havde ikke rejst selv. Da jeg satte mig i flyet, var jeg 16 år, men da jeg ankom næste dag, var jeg blevet 17. Jeg kan stadig huske at flyve ind over Hongkong, mens højhusene suste forbi på begge sider, og være nervøs for, om der var noget galt med mine immigrationspapirer. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig rent faktisk at komme ind og skulle leve der. Men det gjorde jeg, og i løbet af få uger var Hongkong blevet hele min verden. 

Skolen var nybygget, og vi var den første årgang, så der var stadig ikke laboratorier til kemi og fysik, og der var ikke nogen kantine – der blev bragt mad ind fra The Chi­nese University på den anden side af bugten, så vi fik pomfritter til morgenmad. Der var to adresser på den vej, hvor skolen lå. Den ene var skolen, den anden var Whitehead, en vietnamesisk flygtningelejr med 30.000 beboere. Når der var pålandsvind, kunne vi høre højttalerbeskederne fra lejren. Det var mildest talt noget andet end et villakvarter i Aarhus, men jeg følte mig hjemme fra første øjeblik.

Nu bliver det måske lidt højtflyvende, men hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at livet åbenbarer sig, hvis man stiller sig til rådighed for det. Der var mange ting, jeg ikke forstod dengang, men dét evnede jeg. Og derfor blev de to år en fuldstændig transformativ oplevelse.

Min tid i Hongkong forbinder jeg med en følelse af for første gang at opleve, at her var noget, der var bedre, større, mere meningsfuldt, end jeg var blevet lovet. Det har også betydet, at jeg har rejst meget og stadigvæk gør det. På mange måder har jeg det sådan, at i det øjeblik, jeg sidder i en lufthavn, på vej ud i verden, føler jeg mig hjemme.
Årene i Hongkong gjorde også, at der var noget i min indre lodline, der grundlæggende forskubbede sig. Jeg fik et andet udsyn, og det er en kæmpe gave, men det er også en form for længselsmaskine, der altid står ovre i hjørnet og fabrikerer uro.

Ville udkonkurrere Disney

Efter Hongkong rejste jeg videre for at tage min første universitetsgrad på Oxford University. Jeg læste filosofi, politik og økonomi – rygtet sagde, at der engang havde været et eksamensspørgsmål, der lød: ”Is this a question?” En af de studerende besvarede det med: ”Is this an answer?” og fik – hvis anekdoten taler sandt – topkarakter.

Mens jeg læste, blev jeg i 1995 kontaktet af Martin Kong­stad fra Euroman. Han ville interviewe mig til en portrætserie om unge profiler, der ville komme til at forme fremtiden. Overskriften til min artikel var ’På et vist akademisk niveau’, og blandt de andre unge profiler havde han valgt Mads Brügger og Søren Pind. På det tidspunkt arbejdede jeg med dukkeanimation ved siden af studiet. Det var noget, jeg var begyndt på i Hongkong, hvor jeg havde studeret kunst på højniveau. Mens jeg var på Oxford, skrev jeg manuskriptet til en tv-serie i 12 en-times-episoder.

Da Kongstad havde taget fat i mig, tænkte jeg: ”Hvis jeg siger til Euroman, at jeg vil udkonkurrere Disney, trykker de det. Og så ringer Zentropa!” Sådan gik det – der kom brev fra Peter Aalbæk, fordi han havde læst interviewet. Vi arbejdede i flere år på animationsplanerne. Dem har jeg aldrig skrinlagt helt. 

Gennenbrud i 'Go' morgen Danmark'

Den dag, jeg lancerede magasinet RÆSON i 2002, var jeg i ’Go’ morgen Danmark’ for at blive interviewet af Cecilie Frøkjær. Sekunder forinden trådte Michael Meyerheim ind for at binde mit slips – han var utilfreds med knuden og sagde: ”Det her støder min æstetiske sans!” Da han spørger en af studieassistenterne, hvor lang tid der er tilbage, før vi går på, svarer hun: ”12 sekunder!” Hvortil han med den største ro i stemmen svarer: ”Masser af tid.” Jeg plejer at sige, at dét lærte mig at lave tv – 12 sekunder? Masser af tid!

Jeg var 27 år. Da jeg efter interviewet kom tilbage til min lejlighed, var trappen i opgangen ved at blive olieret, så jeg kunne ikke komme ind. Men da jeg endelig kom tilbage og fik startet computeren, stod tilmeldingerne til RÆSONs nyhedsbrev og tikkede ind i det, der føltes som mange minutter. Imens stod jeg og kiggede på den med sådan en fornemmelse af succes i maven og en fornemmelse af, at o.k. … jeg er ved at have knækket koden nu.

Et interview i Berlingske fik stor betydning

Året efter gav jeg et interview til Berlingske, som fik stor betydning for mit liv. Mikael Bertelsen var en del af chefredaktionen på DR2, og de ledte efter en studievært til et program, som Mads Brügger havde opfundet, der skulle hedde ’Tal med Gud’. Ham, de gerne ville have, var for dyr, så de ledte efter en fra en billigere skuffe. Mikael havde været til public service-messe i Cannes, og netop da han skulle til at sætte sig i flyet, ringede Mads til ham efter at have læst interviewet med mig og sagde: ”Jeg har fundet vores vært!” Mikael skulle flyve og afbrød samtalen – men i flyet lå Berlingske. Han blev engang spurgt, hvorfor de havde hyret mig, og til det svarede han: ”Der er masser af mennesker, der vil lave tv, og der er masser af akademikere. Men der er ikke så mange akademikere, der gerne vil lave tv.” Den kategorisering blev jeg faktisk glad for, og jeg opfattede det som befriende, fordi det pludselig var et kæmpestort rum at være i. For hvorfor er jeg, hvor jeg er? Fordi dét er så stort et sted at være.

Måtte lære alt udenad 

Da Mads Brügger beskrev ’Tal med Gud’ for mig, sagde han: ”Vi har fire trosretninger, og så ringer folk ind og stiller spørgsmål.” 

I det første program lød de indledende linjer, som jeg skrev: ”Hvordan ser der ud i himlen? Er der varmt? Er der koldt? Er der højt til loftet, eller skal jeg bøje nakken for at komme ind?” Jeg kan det udenad endnu, fordi Mads og produceren i deres visdom havde besluttet, at det ville forstyrre programmets æstetik, hvis jeg sad med kort. Jeg havde sagt, at jeg havde let ved at lære ting udenad, da jeg tænkte, at jeg så ville have en større chance for at lande jobbet.

Vi gik i luften i 2004, og jeg havde et halvt år, hvor jeg var den eneste studerende i Mads Brüggers journalisthøjskole. Mads havde alle mulige koncepter, som han gerne ville lave senere hen. En dag sagde han: ”Vi skal jage nazister!” De nazister, der var tilbage, var så affældige, mente han, så det kunne man godt. Han havde også et koncept, hvor man skulle klone folks kæledyr, og et tredje, hvor vi skulle iscenesætte folks begravelser, og hvor jeg skulle være bedemand. Han havde simpelthen et koncept til alt. På et tidspunkt sagde jeg til ham: ”Mads, det peger lidt i forskellige retninger. Hvad er det i grunden, du gerne vil?” Så gav han et genialt svar, som jeg siden ofte har citeret: ”Jeg ser sådan på det, Clement, at man skal bruge de rigtige værktøjer til den rigtige opgave.” 

Amerikanerne bruger vendingen, at hvis det eneste værktøj, du har, er en hammer, ligner alle problemer søm. Når jeg ser på mediebranchen i dag, både herhjemme og i udlandet, er der godt nok mange begrænsninger, som er aldeles selvopfundne. Men man må prøve at insistere på, at der ikke er noget bestemt format eller noget bestemt værktøj. Det er nok dét, jeg har trænet allermest i de seneste 20 år, og det lærte jeg af Mads.

Frygtede for sin frihed på arbejdsmarkedet

I tyverne frygtede jeg, at min frihed ville gå fløjten, når jeg kom ud på arbejdsmarkedet. Jeg var faktisk ikke specielt vild med at gå i skole. Jeg var ikke nogen mønsterelev, og jeg har aldrig haft særlig stor tillid til autoriteter og lærere, så jeg glædede mig til at blive færdig, men jeg frygtede samtidig at komme ud på arbejdsmarkedet og blive låst.

Efter ’Tal med Gud’ vikarierede jeg på ’Deadline’, og jeg havde vagt den dag, hvor Connie Hedegaard, som selv var vært på programmet, i stedet blev klimaminister. Jeg skulle interviewe hende, og bagefter skulle Niels Lunde og Tøger Seidenfaden være kommentatorer – som de gamle mænd i ’The Muppet Show’. Jeg var klar over, at det var nogle store kanoner, jeg havde med at gøre, men da gæsterne var mødt ind, sagde jeg til dem, at det her ville blive den bedste udgave af ’Deadline’ nogensinde. Det var en form for normbrud – så provokerende – og en måde at tage magten i rummet på.

I interviewet med Connie Hedegaard udfordrede jeg hendes skift fra journalistik til politik – hun svarede: ”Jeg tror ikke, man kan lave journalistik hver dag uden at gå op i det, man laver, og uden at gå op i det stof, man formidler. Det kan du heller ikke, Clement!” Jeg svarede: ”Det kan komme an på en prøve”, og så kiggede jeg ned i mine papirer og læste det næste spørgsmål.

Det var også en joke, men dér ramte jeg en eller anden form for frihed i værtsrollen, hvor jeg følte, at jeg fik hul igennem til et helt nyt rum, hvor jeg kunne være helt og aldeles mig selv. I de år skete der meget med kulturen i tv-branchen, hvor værter helt generelt begyndte at interviewe på en anden måde. Det blev – i hvert fald for en stund – legitimt at afvige fra manualen.

Den sidste tv-vært, der blev berømt

Jeg voksede op med en far, der var kendt, da der var 20 kendte mennesker i landet – og da Dirch Passer døde, var der kun 19. Min far var kendt-kendt, og i dag kommer folk stadig op og taler til mig, som om han var på tv i sidste uge, selvom det er næsten 30 år siden, at han døde. Det er meget rørende. Efter Leisner-quizzen blev jeg i årevis genkendt af søde ældre damer ved busstoppestedet, og da jeg grundlagde en lokalradio i 1987, blev jeg kendt i egen ret. Indtil jeg rejste til Hongkong. Dér kendte man hverken Erik eller Clement Kjersgaard, og da jeg rejste videre til Oxford, var der hele tiden større fisk i farvandet. Det var sundt. 

Min tv-karriere kom først 10 år senere, da jeg var nær 30. Snart startede den begyndende polarisering af mediebilledet, som har accelereret lige siden – jeg plejer at sige, at jeg var den sidste tv-vært herhjemme, der blev rigtig berømt.

Afbryder for meget?

Som barn og teenager kunne jeg utvivlsomt være irriterende, bedrevidende og selviscenesættende, men jeg har aldrig i mit private liv opfattet mig selv som provokerende. Det er noget, der er opstået i den journalistiske ambition.

I de første år, efter jeg var kommet tilbage til København, var jeg jævnt ligeglad med Danmark. Jeg var orienteret mod verden og ikke engang sikker på, at jeg skulle være i landet. Da vi i 2005 lancerede mit første talkshow, ’Clement direkte’, skulle jeg ligesom stemple ind i dansk politik, og derfor lavede jeg en djøffet analyse af, hvordan medierne herhjemme beskæftigede sig med det. Jeg kiggede på de andre programmer og satte dem ind på en graf over, hvor pågående de var. De lå alle sammen i den hyggelige ende, så jeg tænkte, at jeg måtte over i den modsatte ende. På den måde udsprang den konfrontatoriske interviewstil i virkeligheden af en form for markedsanalyse.

Jeg er tit blevet spurgt, om det er svært at bevare en neutralitet i substansdiskussionen, men for mig udspringer engagement af noget andet, nemlig at politikerne spilder vores tid. Før hvert program har redaktionen brugt flere dage på at forberede det. Vores kameraer er udstyret med japanske linser, der koster det samme som biler. Politikerne fragtes til og fra studiet – og alligevel kan de finde på at gentage de samme meningsløse sætninger igen og igen. 

Der er kritik af mig, der er berettiget. Men at jeg afbryder for meget? Ofte for lidt. Der var dog en periode, hvor det bekymrede mig, om mine programmer blev overtaget af at kæmpe med gæsterne om præmisserne. Mit interview med Uffe Elbæk blev parodieret af satireprogrammet ’Selvsving’, og i dag kan jeg ikke længere huske interviewet, kun parodien: ”Hvor mange flygtninge skal Danmark tage, ja eller nej?” Hvis genren i sig selv sætter et stort publikum af, er det et problem. Men det er ikke så stort som et andet problem – at demokratiet er i krise. Generelt mener jeg, at journalistikken skal være hårdere. Det handler ganske enkelt om, at den diskussion, der praktiseres på Christiansborg, i lange stræk er meningsløs. I f.eks. ’Debatten’ etablerer vi et samtalerum, hvor reglerne ikke er sat af politikerne – og hvor flertallet af gæster ikke er politikere.

Har forældrene som støttepunkter 

Min far døde, da jeg var 19 år. Jeg følte mig dengang meget tæt på ham. Det gør jeg stadig. Når jeg tænker på ham, visualiserer jeg hans reoler set gennem en bred dør. I mange år efter hans død beholdt vi hans bøger – når jeg befandt mig imellem de reoler, var det som at være sammen med ham. Han havde ingen særlig veneration for de bøger – de var arbejdsredskaber – men for mig repræsenterede de ham. Jeg har haft let ved at forestille mig, hvad både min far og min mor ville sige om forskellige ting. Min mor sagde altid, når jeg beklagede mig over noget, jeg syntes var svært: ”Hvad mennesker har lavet, kan mennesker finde ud af!” Hun døde i 2013. Siden har jeg oplevet, at jeg beskæftiger mig mere og mere med historie, fordi – tror jeg da – verden udvikler sig, som den gør. Det er der også en bekymrende ting i: Er vi blevet så frygtsomme over for fremtiden, at vi hellere lever i længsel efter det, der er forbi?

Verden har forandret sig

Jeg har holdt foredrag i 20 år, men efter Ukraine-invasionen, har der været en alvor i alle rum, man træder ind i. 

For nylig faldt jeg over en foredragstitel fra 2010, ’Verden om 10 år’, om, hvor Kina og USA er på vej hen – dybest set de samme temaer, jeg beskæftiger mig med i dag. Men når jeg dengang stod på et gymnasium, var jeg nødt til at overbevise de 16-årige om, hvorfor det var vigtigt. Sådan er det ikke længere. Verden har forandret sig, og som modreaktion er der en tendens, der trækker os alle tilbage mod det, vi synes, vi kender. I virkeligheden kan vi hver især, takket være sociale medier, leve i det årti, vi foretrækker. Det er sådan, algoritmerne fungerer. Hvis du er vild med 80’erne, jamen, så får du klip med ’Miami-patruljen’ og Wham. Jeg taler af erfaring her – jeg ved snart mere om George Harrison, end han selv gjorde, og jeg er ikke engang dedikeret fan! 

Vi ender med at leve i den æra, vi selv har valgt – og dét bliver enden på den demokratiske samtale. Samtidig oplever jeg i disse år, at jeg skal dybere og dybere ind i fortiden for at forstå den tid, vi lever i. Når jeg holder foredrag på gymnasier, starter jeg med 1945 eller 1914. Alle forstår relevansen. Hvis mine forældre hørte mig sige, hvordan jeg er kommet til at se på historien og historiefaget, ville de være meget tilfredse.