»Det er særligt at have skoven for sig selv«
»Vi har en tradition – min mand og jeg – hvert år på vores fødselsdag, så arrangerer den ene en dag for den anden, og man må ikke vide, hvad der skal foregå. Det er bare om at følge med. Jeg vidste, at jeg skulle være klar hjemme kl. 12, og så kørte vi afsted, mens jeg prøvede at gætte, hvad der skulle ske. Først ved parkeringspladsen heroppe i Himmerland, fandt jeg ud af, at det var noget med at overnatte i trækronerne. Jeg anede ikke, at det her sted fandtes. Man kommer ind i en skov, går på en lille sti forbi fyrretræer, egetræer og masser af fuglefløjt, og så ligger der 3 hytter på høje pæle oppe under trækronerne. Hytterne er hægtet på et højt træ, hvor stammen går direkte op igennem rummet. Vi kunne høre gøgen og spætterne, der hakkede i stammerne. Og der var en træløber – sådan en sjov lille fugl – der spænede rundt på træstammerne lige for næsen af os. Vi vågnede bare af os selv med duften af granskov og fuglesang midt i trækronerne. Det var helt særligt at føle, at man havde skoven for sig selv.«
Stine Malling Thorsen, 50 år, psykolog, bor i Solrød, overnattede i trætop-hus – Løvtag i Himmerland – med sin mand Benjamin.