10 steder i Danmark med imponerende udsigt

Storslået udsigt og åbne vidder er ikke noget, du behøver at rejse langt efter. Vi har været en tur rundt i smukke Danmark og fundet 10 mere eller mindre kendte steder med en udsigt, som kan tage pusten fra de fleste

Danmark er ikke just et land præget af høje bjerge og dybe dale. Til gengæld tilbyder kombinationen af grønne bløde bakker og flere tusind kilometer kyststrækning rig mulighed for godt og imponerende udsyn rigtig mange steder rundtom i landet. Og mangler der et par højdemeter for at komme op over trætoppene, ja så kan man jo altid bygge en platform eller et tårn.  

Se listen med 10 flotte udkigssteder herunder og find deres placering på Danmarkskortet sidst i artiklen. 

  

Blåvandshuk Fyr

Blåvandshuk Fyr Foto: Vardemuseerne

Blåvandshuk Fyr

På Danmarks vestligste punkt - en halv times kørsel fra Varde - finder du Blåvandshuk Fyr, som knejser over det let kuperede klitlandskab. For enden af de 170 trappetrin, der fører til toppen af det 39 meter høje fyrtårn, venter en formidabel udsigt. Mod nord og øst ses området omkring Vejers Strand og Kallesmærsk Hede. Mod sydøst ses Blåvand og Blåvand Strand. Kigger man ud over havet, ses Horns Rev Vindmøllepark. 

Læs mere og find praktisk information på vardemuseerne.dk   

Pikkerbakken Foto: Hans Ravn

Pikkerbakken

Udsigtsplatformen på Pikkerbakken giver en unik udsigt ud over Frederikshavn og Hirsholmene. Men faktisk er der udsyn helt til Skagen, og i klart vejr kan Læsø skimtes i det fjerne. Pikkerbakken, som er dannet i istiden, rejser sig 71 meter over havet. Læg mærke til, at selve platformen er udformet som toppen af Danmark, og forbered dig på et sug i maven, hvis du bevæger dig helt ud på Grenen. 

Læs mere og find praktisk information på toppenafdanmark.dk

Ejer Bavnehøj og Møllehøj Foto: Frame & Work

Ejer Bavnehøj og Møllehøj

Danmarks højeste punkt er oplagt at have med på en liste over gode udkigssteder. I 1847 fik Ejer Bavnehøj (170,35 m) ved Skanderborg den fornemme titel. I dag ved man, at Møllehøj, som ligger lige ved siden af Ejer Bavnehøj, er marginalt højere (170,85 m). Vil du bestige Møllehøj, skal du ud på lille gåtur på nogle hundrede meter fra parkeringspladsen ved Ejer Bavnehøj. Men den bedste udsigt fås altså fra toppen af tårnet på Ejer Bavnehøj.

Læs mere og find praktisk information på visitskanderborg.dk

Isbjerg, Nationalpark Thy Foto: VisitNordvestkysten

Isbjerg, Nationalpark Thy

Oplev vildmark næsten så langt øjet rækker. Med sine 56 meter over havet er Isbjerg det højeste punkt i Hanstholm Vildtreservat 15 km nord for Thisted. Fra Isbjerg har du en storslået udsigt over Nationalpark Thys nordlige del mellem Vesterhavet, Hanstholmen i nord, Tved Klitplantage mod øst samt Nors Sø og Vilsbøl Plantage mod syd. For at komme frem til udkigsposten skal du gå nogle hundrede meter ad en trampesti fra p-pladsen ved Nors Sø.

Læs mere og find praktisk information på visitnordvestkysten.dk 

Skovtårnet i Gisselfeld Klosters skov Foto: Rasmus Hjortshøj, EFFEKT og Camp Adventure.

Skovtårnet i Gisselfeld Klosters skov

Med sine 45 meter skyder skovtårnet majestætisk op mellem trætoppene i Gisselfeld Klosters skov ved Rønnede på Sydsjælland. Tårnet og den organiske timeglasformede konstruktion er en oplevelse i sig selv. Og fra toppen får du en formidabel udsigt og en unik mulighed for at se skoven fra oven. På en klar dag kan man se helt til København og Malmø, som vel at mærke ligger mere end 50 kilometer væk.

Læs mere og find praktisk information på campadventure.dk 

Stevns Klint og Højerup Gl. Kirke Foto: Stevns Kommune 

Stevns Klint og Højerup Gl. Kirke

Møns Klint er muligvis mere kendt, men er du på jagt efter noget af Danmarks mest dramatiske natur, kan Stevns Klint sagtens være med. På billedet ses Højerup Gl. Kirke, hvor der er opsat kikkerter. Herfra kan du nyde udsigten og spotte Fiskeleret og den tydelige lagdeling i klinten, der er årsagen til, at Stevns Klint er blevet optaget som UNESCO Verdensarv. Vil du finde stedet, hvorfra billedet her i artiklen er taget, skal du følge Stevns Klint Trampesti fra den gamle kirke i nordlig retning.

Læs mere og find praktisk information på  stevnsklint.com

Sønderkol, Rebild Bakker Foto: RebildPorten

Sønderkol, Rebild Bakker 

I billedskønne Rebild Bakker 30 kilometer syd for Aalborg er der garanti for smuk udsigt. Det måske bedste udsyn over de grønne bakker får du fra toppen Sønderkol, som ses på billedet her, og som er områdets højeste punkt med sine 102 meter. Herfra kan du se Gryden, hvor der hvert år den 4. juli sker en større fejring af den amerikanske uafhængighedsdag. Følg ruten, der starter fra parkeringspladsen ved RebildPorten.

Læs mere og find praktisk information på rebildporten.dk    

Munkebo Bakke Foto: ETKerteminde

Munkebo Bakke

I Munkebo nordøst for Odense finder du en af de smukkeste udsigter på Fyn. Munkebo Bakke er 58,4 høj og havde i vikingetiden en meget stor strategisk betydning som vagtpost for den tætte bebyggelse rundt om Kertinge Nor og Kerteminde Fjord. I dag er Munkebo Bakke med sin flotte udsigt et yndet udflugtsmål og oplagt til en picnic. Fra tårnet på bakken, hvorfra billedet her er taget, får man et ekstra godt udsyn.

Læs mere og find praktisk information på visitkerteminde.dk

Hygum Bakke Foto: UNESCO Global Geopark Vestjylland.

Hygum Bakke

På landevejen mellem Lemvig og Harboøre passerer du Hygum Bakke. Fra den lille høj er der en fantastisk udsigt over landskabet ud mod Nordsøen, Harboøre Tange og Nissum Bredning. Hygum Bakke er til dels en kunstig bakke, som frem til 2010 har fungeret som vandreservoir – et naturligt udseende ”vandtårn” – for Thyborøn, Harboøre og omegn. I området ligger desuden ikke færre end 36 gravhøje fra sen stenalder til begyndelsen af bronzealderen. Handicapvenlig tilgang til Hygum Bakke vil blive etableret i løbet af 2022.

Læs mere og find praktisk information på geoparkvestjylland.dk  

Opalsøen Foto: Destination Bornholm

Opalsøen

Bornholm har noget, som resten af Danmark ikke har: Klipper. Og på nordkysten af solskinsøen finder du den ene fantastiske udsigt efter den anden. Her ses Opalsøen ved Sandvig, som er dannet,  efter at man stoppede med at udvinde granit i området omkring 1970. Læg mærke til slotsruinen Hammershus, som kan skimtes i baggrunden. Der er gode parkeringsmuligheder lige ved Opalsøen. Fra parkeringspladsen er der gåruter, der fører dig rundt om og op over Opalsøen.

Læs mere om opalsøen på bornholm.info og find kort over vandreruter og parkeringspladser i området her

Kort: Her finder du de 10 steder med imponerende udsigt