Sådan farver du tøj med naturens farver
Det kan du farve:
- Bomuld
- Viskose
- Uld
- Silke
- Hør
- Og andet stof af naturlige fibre
Syntetiske materialer kan ikke farves, fordi fibrene i stoffet ikke vil tage imod farven.
Køkkenaffaldet kan bruges til at farve med
Kig i køkkenaffaldet, det er et nemt sted at lede efter naturlige ingredienser at farve med. Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan bruge til at farve sit tøj. Grønsager, frugter, blade, bær, nødder mm. Alt med pigment i kan bruges, bare man er meget fleksibel i sine forventninger til resultatet.
I stedet for at smide avocadosten og skaller, løgskræller, gulerødder, æbleskræller, kaffegrums eller andet køkkenaffald i skraldespanden kan man samle det og bruge det til at farve tøj med. Det er en god ide at fjerne snavs og frugtkød inden man farver. Avocadoskaller og sten kan tørres og gemmes eller komme i fryseren, og løgskrællerne kan man samle i en plasticpose, indtil der er nok.
Vil man gerne samle farvematerialer i naturen, kan man starte med blade fra valnøddetræet, der giver en flot brun farve, eller samle blomster i de farver, man synes er flotte. For eksempel giver blomsten rejnfan en flot gul farve.
Begynd med en T-shirt
Stof lavet af naturlige fibre er bedst til at tage imod farve. Begynd med en bomulds T-shirt eller et pudebetræk. Bomuldsfibrene kan holde til lidt mere end uld og silke.
De 6 ting, du skal bruge:
- Gammel gryde
- Rørepind
- Gummihandsker
- Tøj/stof
- Bejdse (alun)
- Naturmaterialet, du vil farve med
Sådan fungerer det
Du skal bruge vand, varme eller tid og din T-shirt. T-shirten skal ned i vandet, og varmen eller tiden får den naturlige ingrediens til at afgive farve til stoffet. For at få farven til at sidde fast i tekstilet skal man bruge bejdse. Bejdsen får farvens pigmenter til at trænge ind sætte sig bedre fast i tekstilets fibre og giver farven en længere holdbarhed. Bejdse kan være almindeligt bordsalt, eddike eller alun, der er et aluminiumssalt.
Forskel på, om du farver med eddike eller salt
»Med de samme farvepigmenter vil man få en forskellig farve, alt efter om man farver basisk eller surt med for eksempel salte eller eddiker,« fortæller Malene Kristiansen, og anbefaler, at man som nybegynder bruger alun som bejdse, fordi det er nemmest at arbejde med. Alun kan købes for eksempel Matas.
Husk at tage handsker på
Det hele skal ned i en stor, gammel gryde, og for at beskytte hænderne skal du bruge gummihandsker. Handskerne skal beskytte hænderne mod farven, der kan smitte af, men også fordi farven i nogle tilfælde kan blive giftig for huden, når man finder planter ude i naturen. Hvis man farver rigtig meget, kan bejdsen være lokalirriterende for huden.
Hvor meget skal du bruge
»Man skal have en god mængde farvestof. Man skal for eksempel have minimum 7-8 avocadosten, før det giver en interessant farve,« fortæller Malene Kristiansen. Derfor er det godt at gå i gang i god tid med at samle, før man har tænkt sig at farve.
Det er en fordel at hakke naturmaterialet som for eksempel kål, avocadoskaller eller gulerødder i mindre dele, for at farvepigmenterne nemmere kommer ud.
Sådan gør du
Gryden skal være stor, fordi der skal være plads til, at stoffet kan flyde rundt. Gryden fyldes med vand, og heri opløses 1 dl alun per 2 liter vand. Man hakker f.eks. 7-10 stk. tørrede eller frosne avocadoskaller samt sten og lægger dem i gryden. Derefter skal stoffet i gryden. Stoffet røres rundt i gryden, mens det småkoger i en time. Derefter tages tøjet op, renses grundigt i koldt vand, hænges til tørre, og så er der næsten nyt tøj i garderoben. Man kan også lade stoffet ligge i gryden natten over, hvis man ønsker en mørkere tone.
Den fremgangsmåde kan man bruge til de fleste naturfarvematerialer. Farver man uld eller silke, må det ikke komme op at koge, og derfor skal man være mere forsigtig med indfarvningen. Her kan man koge farvemassen op først og tilføje stoffet bagefter, når farvemassen ikke er så varm mere.