Corona: Husk det sunde indeklima, når du er hjemme
Coronaepidemien er lige nu årsag til, at mange bliver hjemme og holder sig indendørs. Smittespredningen forsinkes nemlig, hvis vi holder os fysisk på afstand af hinanden. For manges vedkommende betyder det hjemmearbejdsdage og ekstra meget tid indenfor. Her er 5 gode råd til et sundt indeklima.
1. Luk døren, når du er i bad
Når du har været i bad, trænger fugten ud i resten af boligen. Hold badeværelsesdøren lukket under og efter et bad, og åbn vinduet eller tænd for ventilationen, indtil den fugtige luft er væk.
2. Brug emhætten
Madlavning er blandt de største syndere til et usundt indeklima. Lad emhætten stå tændt (eller luft ud) mindst 10 minutter efter, du er har lavet mad. Så sætter den varme, fugtige luft sig ikke i din bolig.
3. Ud med vasketøjet
Høj luftfugtighed i dit hjem medfører dårligt indeklima. Tør i stedet tøjet udenfor hele året rundt. Hvis det regner eller sner, kan du bruge en tørretumbler.
4. Drop stearinlys
Lys er hyggelige, men afgiver skadelige stearinpartikler samt kvælstofdioxid og røggasser, der kan skade dine lunger. Skift stearinlysene ud med andre former for hyggebelysning, eller luft ud med gennemtræk i 5-10 minutter, efter at stearinlysene har været tændt.
5. Åbn vinduerne
Luft grundigt ud med gennemtræk 2-3 gange om dagen i 5-10 minutter. På den måde fjerner du dårlig luft og skadelige partikler, der ophober sig.