Hvornår må jeg tage smertestillende håndkøbsmedicin?
O.k. at tage piller mod almindelige og kendte smerter
Hovedpine, menstruationssmerter og ondt i ryggen er blandt de mest almindelige smerter, som langt de fleste danskere vil opleve en gang imellem. Nogle tøver ikke med at tage en smertestillende pille, mens andre hellere vil klare sig igennem dagen uden hjælp fra håndkøbsmedicin. Men hvad råder lægen egentlig til?
»Er der tale om en ufarlig almindelig eller kendt tilstand, som ikke vækker bekymring, så sker der ikke noget ved at tage en smertestillende pille en gang imellem. Det er helt o.k., hvis man synes, man får en lindring ud af det,« siger praktiserende læge og sundhedsformidler Morten Dahl.
Det gælder dog først og fremmest de milde smertestillende piller indeholdende paracetamol, mens du bør være mere varsom med dem, der indeholder gigtmedicin, pointerer han. Se uddybning længere nede i artiklen.
Hvad kan almindelige kendte smerter være?
Eksempler på almindelige smerter, hvor du fint kan tage en smertestillende pille indeholdende paracetamol:
- Hovedpine
- Ondt i ryggen
- Ondt i maven uden feber. Men vær opmærksom på, om det kan være en maveinfektion, der kræver behandling. Og oplever du feber samtidig med maveondet – uden tegn på infektion – skal du søge læge.
- Ondt i f.eks. en hånd eller fod efter slag
- Menstruationssmerter
- Slidgigt
- Ledsmerter
- Ondt i halsen. Men vær opmærksom på, om det kan være halsbetændelse, der kræver behandling.
- Smerter forårsaget af en tilstand, som du har konsulteret en læge omkring og dermed er kendt med.
Overvej, om du bør reagere på smerten
Inden du dulmer smerten med smertestillende håndkøbsmedicin, skal du spørge dig selv, om den er resultat af en tilstand, som du bør handle på og eventuelt gå til lægen med. Husk, at smerte er kroppens måde at fortælle os på, at der er noget, der ikke er, som det skal være.
Smertestillende piller, som kan fås i håndkøb, kan inddeles to slags
- Dem, der indeholder paracetamol. F.eks. Panodil, Pamol og Pinex.
- Dem, der indeholder gigtmedicin, også kaldet Nonsteroidal anti-inflammatory drugs (NSAID). F.eks Ipren, Ibuprofen, Apirin, Treo og Kodimagnyl.
Pas på med piller, der indeholder gigtmedicin
Det er en god idé at være forbeholden i forhold til de varianter, der indeholder gigtmedicin, som kan være problematisk i for store mængder. Især bør følgende grupper være varsomme og helst holde sig helt fra gigtmedicin (NSAID):
- Ældre
- Hvis du har mavesyresygdom eller før har haft det (f.eks. mavesår, mavekatar eller reflux)
- Hvis du har haft hjerte-kar-sygdomme
- Hvis du er kendt med en nyresygdom
- Nogle astmatikere tåler ikke NSAID
- Gravide bør holde sig fra NSAID uden forudgående aftale med lægen på grund af risiko for fosterskader. Det varierer, om de må få NSAID, afhængig af hvor langt i graviditeten de er.
- Ammende: Sikkerhedsprofilen for de forskellige NSAID'er i forhold til ammende svinger lidt. Læs afsnittet herom på indlægssedlen.
For unge og voksne ved godt helbred er der dog ikke noget i vejen for at tage f.eks. en Ipren eller to, hvis hovedpinen er ekstra slem. Bare det ikke sker alt for ofte, og du selvfølgelig følger vejledningen på indlægssedlen.
For meget gigtmedicin
…kan give mavesår, blødninger i mave eller tarm, forhøjet blodtryk, hjertesvigt, nyresvigt og forskellige hudsygdomme.
Hvornår skal jeg undgå piller med paracetamol?
Det er som udgangspunkt ufarligt at tage piller med paracetamol en gang imellem, men i følgende tilfælde skal du lade være:
- Hvis du har leversygdom.
- Hvis du ofte har hovedpine, skal du højst tage paracetamol 14 dage på en måned. Højst 9 dage på en måned, hvis det kombineres med andre smertestillende piller. Brug ud over dette kan give endnu hyppigere, svær hovedpine.
Følg altid instrukserne på indlægssedlen, og brug aldrig mere end doseringen beskrevet herpå. Vær desuden opmærksom på, at dagligt brug af paracetamol ikke anbefales, medmindre det er på lægelig anbefaling ved f.eks kroniske smerter.
Bliver jeg lige så hurtigt rask på smertestillende?
Du behøver ikke være nervøs for, om du bliver langsommere rask ved en infektion, hvis du tager smertestillende piller. Studier viser, at du kommer dig over infektionen stort set lige så hurtigt på smertestillende piller som uden.
Undgå smertestillende ved sportsskader
Dansk Idrætsmedicinsk Selskab anbefaler, at man ikke bruger smertestillende piller ved idrætsskader. Det ser nemlig ud til at kunne forsinke helingsprocessen, og samtidig risikerer du at overbelaste en struktur, som har brug for aflastning eller genoptræning, fordi du ikke kan mærke smerten.
Må jeg tage smertestillende medicin mod feber?
Der er ikke noget i vejen for at tage en mild smertestillende pille for at dæmpe feber, hvis du vel at mærke ved, hvad den kommer af. Tværtimod kan det give overskud til at spise og drikke, så man hjælper kroppen med at komme sig. Det er også positivt, hvis det kan give overskud til at komme lidt ud af sengen, så kroppen ikke svækkes – det sker hurtigere, end man tror.
Om kilden: Morten Dahl er praktiserende speciallæge i almen medicin og står bag Instagram- og Facebook-profilen Læge og Familie, hvor han giver gode råd om sundhed, sygdom og hverdagens udfordringer.