Du kan godt give din hund foder fra supermarkedet, hvis den ellers er sund og rask
Hjemmelavet, billigt, dyrt eller vegetarisk hundemad?
Du behøver ikke købe det dyreste hundefoder til din hund for at sikre, at den holder sig sund og rask, fortæller dyrlæge og professor på Institut for Klinisk Veterinærmedicin med speciale i ernæring til hunde og katte, Charlotte Bjørnvad. Der er dog god grund til at holde øjne og ører åbne.
»Før var jeg mere klokkeklar, men det har ændret sig. Der er begyndt at komme en del mindre foderproducenter med andre ideer til, hvordan man skal lave foder. Det er blandt andet BARF og kornfri og vegetariske produkter. Og det er min oplevelse, at der nu er langt større risiko for, at man køber noget, som lyder godt og passer med ens overbevisninger, men som ikke er det bedste for ens hund.«
Hunden skal have sine næringsstoffer
Der er som udgangspunkt lavet internationale regler for, hvad hundefoder skal indeholde. I Europa udgiver sammenslutningen af foderproducenter (FEDIAF) opdaterede guidelines for næringsstofindhold i hunde- og kattefoder.
»Disse retningslinjer er baseret på forskning fra universiteter og de store firmaer, der producerer de dyrere produkter. De fleste foderproducenter følger disse guidelines, så det billige foder ligner de dyre mærker, der er udviklet på baggrund af den dyre forskning. Og derfor er der ofte produkter i supermarkedet, som er gode produkter.«
Siger hunden mjav?
Hunde kan faktisk godt leve af kattefoder, men katte kan ikke leve af hundefoder, da katte har behov for flere næringsstoffer end hunde, blandt andet et højere proteinbehov og et specifikt behov for taurin.
I forhold til mennesker har hunde et særligt behov for blandt andet D-vitamin, som de ikke på samme måde producerer ved hjælp af solen. Det samme gælder en række aminosyrer og mængden af protein, hunde har behov for hver dag.
»Det skal tilsættes via foderet, og de fleste produkter i bl.a. supermarkederne indeholder de næringsstoffer, de skal,« siger Charlotte Bjørnvad.
Billige produkter kan være lige så gode som dyre, men ...
Der kan være flere hundrede kroners forskel på en sæk hundefoder fra supermarkedet, foderstoffen eller forskellige webshops på den ene side og så de mærker, der bliver forhandlet hos dyrlægen på den anden.
»Hos dyrlægen køber man produkter baseret på den nyeste forskning, så der betaler man også lidt som et bidrag til forskningen,« forklarer Charlotte Bjørnvad.
Og så er der også særlige produkter, du kun kan købe hos dyrlægen.
Forsker i fodring
Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA, undersøger i øjeblikket, om hunde, der bliver fodret med kornfrit foder, har større risiko for at få hjertesygdomme. Selvom der umiddelbart ser ud til at være den korrekte mængde næringsstoffer i foderet, er der en overrepræsentation af hunde med hjerteproblemer blandt dem, der spiser kornfrit foder.
»Dyrlægen har også diæter, som er sygdomsspecifikke. Disse er produceret af de dyrere producenter og også her baseret på forskning og viden om de specifikke sygdomme. Du kan ikke få en diæt til en hund med nyreproblemer i supermarkedet. Så det er kun, hvis hunden er sund og rask, at det er o.k. med foder fra eksempelvis supermarkedet.«
Søg hjælp, hvis du vil lave dit eget hundefoder
Det er også en mulighed at lave sit eget foder til hunden, hvis man godt kan lide tanken om hjemmelavet mad. Også her siger dyrlæge Charlotte Bjørnvad o.k., men:
»Du kan ikke fodre den med hvad som helst, men du kan sagtens fodre med hjemmelavet diæt, hvis du får hjælp til at lave opskriften. Her spiller det især ind, at foderet indeholder alle de vigtige næringsstoffer, som tidligere nævnt.«
Dyrlægen anbefaler derfor, at man søger hjælp hos nogle af de få ernæringseksperter herhjemme, som er uddannet i netop foder til hunde og katte.
Kan hunden leve af vegetarfoder?
I takt med at der er kommet mere fokus på kødforbruget herhjemme, er der også flere, der ønsker at fodre deres hund vegetarisk eller vegansk. På klinikken i København har Charlotte Bjørnvad således været med til at sammensætte forskellige diæter uden kød til hunde.
Tjek dit foder
Det er en god idé at undersøge, om det produkt, man gerne vil fodre med, er udviklet i samarbejde med en ernæringsspecialist, og om det er produceret baseret på FEDIAF’s guidelines for et komplet fuldfoder.
»Jeg har noget erfaring med det og laver også hjemmelavede vegetardiæter, som folk kan få herfra, hvor vi sikrer os, at de er afbalancerede. Min erfaring er, at de fleste ejere finder ud af, at det ikke er så velfungerende. Efter ½-1 år synes jeg ikke, hundene trives, som vi burde forvente af en hund på f.eks. 2 år. Vi anbefaler det aldrig, men vil gerne hjælpe dem, der gerne vil, for at undgå, at de laver noget, der ikke er godt nok,« siger dyrlægen, og tilføjer:
»Teoretisk set kan det godt lade sig gøre, men i virkeligheden er jeg ikke så imponeret over, hvad vi har set indtil nu.«