mad

Derfor må du gerne spise med fingrene

Spis pænt, brug kniv og gaffel. Det er en sætning, mange af os har hørt som børn, og lige så mange af os har sikkert sagt det til vores egne børn. Men der er faktisk en grund til, at børn spiser med fingrene. Og vi voksne burde i højere grad gøre det samme!

Kyllingelår må spises med fingrene, men faktisk giver det god mening at spise mest muligt af maden med klør fem.

Vi er super sensitive i vores håndflade og vores mund

Det er nemmere at undersøge maden med fingrene end med en gaffel. Og man kan faktisk godt spise yndefuldt med fingrene.

»Der er jo noget evolutionært i at spise med fingrene. Vi er super sensitive i vores håndflade og vores mund, så det er en måde at undersøge maden på og mærke efter, om den er god.« Sådan forklarer Rasmus Bredahl, som er kok og arbejder som selvstændig konsulent med særlig interesse for neurogastronomi.

»Når folk får en gulerod i hånden, så mærker de på den og trykker på den. Det gør de, for hvis den er hård og fast, så er den sund og nærende og bedre for os, end hvis den var slatten«, siger Rasmus Bredahl. 

Gaflen er et nyere redskab

Mens kniven og skeen kan spores flere tusinde år tilbage i tiden, er gaflen et nyere bekendtskab på vores breddegrader. Et redskab med to spidser og form som nutidens stegegaffel har været kendt i længere tid, men en decideret gaffel til at spise med ved bordet har kun været anvendt de seneste cirka 400 år. 

»Mange steder i verden spiser man stadig med fingrene og gør det på en yndefuld måde,« fortæller Rasmus Bredahl og forklarer, hvordan vores bestik eller redskaber, herunder også fingrene, kan have afgørende betydning for vores opfattelse af det, vi spiser:   

»Jeg har ladet personer spise en digestivekiks først uden og siden med hånden på et stykke sandpapir. Og sandpapiret påvirker den fornemmelse, man får inde i munden, så maden føles mere sprød. Det samme gør sig gældende med kræftpatienter i kemoterapi, som har svært ved at synke maden, fordi de føler ømhed i halsen. Her kan det hjælpe dem på vej, at de spiser med bestik med pels på håndtaget, fordi maden føles blødere.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Men hvad må man så spise med fingrene?

For Rasmus Bredahl er svaret klart: 

»Spis så meget mad som muligt med fingrene, og lad også børnene gøre det. Læg grønt i isvand, dyp det i noget med en cremet tekstur og spis det så med fingrene - så får man meget mere mad i folk,« siger Rasmus Bredahl, der stort set kun vil rynke panden, hvis det er suppe, hans gæster prøver at spise med klør 5.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Spis ikke med fingrene, hvis det fine sølvtøj er lagt frem på den hvide dug

Når vi taler takt og tone, henviser vi ofte til salig Emma Gad. Men lige præcis det med at spise med fingrene er faktisk ikke noget, Emma Gad har skrevet om. Det har til gengæld Gitte Hornshøj, som er forfatter og foredragsholder.

»Hver ting til sin tid. Det tror jeg også, Emma Gad ville svare, hvis vi spurgte hende i dag,« forklarer Gitte Hornshøj og uddyber:

»Det er lidt sund fornuft, i virkeligheden. For hvis du er til et selskab med store hvide duge, og der ligger knive og gafler i flere rækker, så er det selvfølgelig det, du bruger. Men vi har taget flere kulturer og skikke til os med globaliseringen, og så er det helt o.k., for så er det en del af oplevelsen at gøre det med fingrene.«

Kan det flyve, må du bruge fingrene

Den gamle tommelfingerregel om, at fjerkræ må spises med fingrene, er stadig ganske god at gå efter. Men igen opfordrer takt og tone-forfatteren til at lægge mærke til, hvad værtinden har planlagt: 

»Det er værten, der sætter rammen i den givne situation. Er der gafler på bordet, skal de nok bruges. Men det stiller også krav til værten om at tage en beslutning - eller leve med, at gæsterne gør, som det passer dem,« siger Gitte Hornshøj. 

Fisk og skaldyr flyver sjældent af sig selv, og mens det er o.k. at spise muslinger og rejer med fingrene, så er det en anden sag med en stegt laksefilet.

»Måske er det ikke helt i orden, hvis du sidder med fingrene nede i et stykke lækker fisk,« siger Rasmus Bredahl. 

Hurtig mad er fingermad

Fastfood-klassikere som burger og pommes frites skal spises med fingrene, det er de to eksperter enige om, og Gitte Hornshøj tilføjer en anekdote: 

»Da daværende præsident George W. Bush i sin tid besøgte Danmark og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, blev der serveret burger. Værtsparret var i tvivl om, hvorvidt der skulle bestik til, men Bush startede med at tage fat i burgeren med hænderne, for det er sådan, man spiser en burger.« 

Pizza og hotdogs spises selvfølgelig også med fingrene, hvis man har lyst, og også et par af de danske klassikere, nemlig tarteletten og en frikadelle, kan sagtens spises med fingrene. Der skal i det hele taget meget til, før takt og tone-forfatteren føler ubehag:

»Jo, når der bliver serveret dip og grissini, og folk stikker det stykke grissini ned i dippen, de lige har bidt af, så bliver jeg lidt sippet,« siger Gitte Hornshøj, som opfordrer til at brække et passende stykke af brødstangen, før den dyppes i dippen. 

Måske er vi blevet for sippede?

»Men vi bør ikke være så berøringsangste. Vi er blevet meget bange for bakterier, selvom man for få år siden jo sagde, at vi skulle have et halvt kilo skidt om året. Jeg kan ikke se noget problem i, at man serverer små skåle med f.eks. oliven og saltede mandler, som gæsterne stikker fingrene ned i. Her er det største problem egentlig nok, at vi glemmer at lægge servietter eller køkkenrulle frem. Og det er altså rart at kunne tørre fingrene.« 



Kilder: eatingutencils.net, festbogen.dk

Læs mere om

mad