Blufærdighed: Ville du gå i svømmehal med kollegerne? 6 ud af 10 svarer ja
Forestil dig at stå i badetøj på bassinkanten og se din chef styrtdykke fra tremetervippen iført intet andet end et par flagrende Hawaii-shorts og et frygtløst udtryk i ansigtet. Lyder det som et tåleligt scenarie eller et grumt mareridt?
Tilsyneladende hælder de fleste danskere til, at det faktisk ville være helt okay, viser en ny undersøgelse foretaget for Samvirke af Coop Analyse. Ud af mere end 1000 repræsentativt udvalgte deltagere svarer 60 procent ”ja” på spørgsmålet om, hvorvidt de ville gå i svømmehallen med kollegerne fra jobbet.
Nøgenhed er tillid
Det er overraskende, siger professor Verner Møller, der har skrevet bogen Kroppen, som er en del af serien Tænkepauser udgivet af Aarhus Universitetsforlag.
»Jeg ville ikke have troet, at det var så mange. Men det er da vældigt opmuntrende, for det at være nøgen sammen er jo i bund og grund at vise hinanden tillid. Hvis man tænker på kontorjobs, hvor man altid møder hinanden påklædte med slips og med maven pakket ind i tøj, der får den til at syne mindre, så vil det da i den grad være udtryk for både selvtillid og tillid,« siger han.
Færre ville gøre det i praksis
Der vil dog formentlig være forskel på, hvordan folk forholder sig til et tænkt scenarie, og hvad de rent faktisk ville mene, hvis de stod over for valget, vurderer Verner Møller.
»Jeg tror ikke på, at 60 procent i virkeligheden ville være trygge ved at gå i bad med deres kolleger, når de står og skal vise den mave frem, der ikke er helt lige så spændstig, som den var, da de var unge. Men det er en god intention at have,« siger han.
Flere mænd end kvinder ville trække i badetøjet med kollegerne
Lidt flere mænd end kvinder er parate til at trække i badetøjet foran kollegerne, viser undersøgelsen. Forklaringen kan være, at kvinder kan være mere blufærdige end mænd, vurderer Verner Møller.
»Kvinder bliver i højere grad end mænd set på som objekter, og der er mere fokus på deres udseende. Mænd kan måske godt bære en ”øltønde”, uden at det er pinligt, mens det kan være sværere for en kvinde at blotte appelsinhuden og en krop, der ikke lever op til idealet.«
Sådan spurgte vi
Ville du gå i svømmehal med kollegerne fra jobbet?
Ja
Kvinder: 53%
Mænd: 67%
Alle: 60%
Nej
Kvinder: 31%
Mænd: 21%
Alle: 26%
Ved ikke:
Kvinder: 16%
Mænd: 12%
Alle: 14%
De ældste viser hellere hud end de unge
Der tegner sig samtidig en generationsmæssig forskel i undersøgelsen. 2/3 af de 55-74-årige svarer, at de er friske på en tur i svømmehallen med kollegerne, mens det samme kun gælder for halvdelen af de 15-34-årige.
»Det er, fordi den ældre generation husker tilbage på dengang, de var unge, hvor det var helt naturligt at gå i bad sammen. I dag er der kommet meget mere fokus på kroppen. De unge er vokset op i en kultur, hvor man er meget blufærdig og har mere fokus på risikoen for at blive udstillet eller blottet,« siger Verner Møller som forklaring.